Overvurderet?

Kapitel 19 - flytte?

Nu skal jeg endelig starte i skole igen. Jeg glæder mig sådan til at komme i 2g. Jeg valgte at tage et par hvide mom jeans på, en sort rullekrave, og en sort biker læderjakke. Jeg bankede på Emmas dør og spurgte om hun var klar. "Jeg er klar nu" sagde Emma. "Godt, skal vi tage noget morgenmad inden vi går?" spurgte jeg, "ja, lad os gøre det" svarede hun. Vi gik hen til køkkenet hvor Remee, Mathilde (Remees kæreste) og Carmen sad. "Mor og far kommer hjem i morgen," sagde Carmen. "Seriøst?" spurgte jeg virkelig forvirret, var der allerede gået så lang tid?. "Ja, så når du kommer hjem fra skole skal du pakke alt dit tøj osv" sagde Carmen. "Ej far, kan de ikke bare blive hos os? Jeg har aldrig været så glad, mens de har boet her" sagde Emma. "Emma, jeg ville ønske at de kunne bo her for altid, men desværre er det ikke mine børn, men din mosters" svarede han. "Ej Emma, jeg kommer så tit som jeg kan, du kommer slet ikke til at bemærke at jeg ikke bor her mere" sagde jeg. 

Vi er nu i skole. Thor har undgået mig hele dagen, men altså jeg kan heller ikke beskylde drengen, jeg har jo selv undgået ham før? Men det er bare, på en eller anden måde, for jeg sådan lyst til at snakke med ham hele tiden. Vi har lige fået frikvarter, og jeg gik hen til kantinen for at finde de andre piger. "Hey girls," sagde jeg og satte mig ved bordet. "Hey Veneda," sagde de allesammen. Vi sad allesammen og spise vores mad, derefter kom bois inklusiv Thor & Julie og satte sig ved os. Jeg fik hele tiden øjenkontakt med Thor, men han kiggede enten koldt på mig, eller kiggede han ned i bordet. 

Klokken ringede og vi skulle nu til time. Thor & jeg går jo i samme klasse, så vi skulle den samme vej. Uden at jeg overhovedet havde tænkt mig om, havde jeg gået hen til ham. "Thor, kan vi snakke ?" spurgte jeg, da jeg havde på fornemmelsen at der var noget galt. "Hvorfor?" spurgte han. "Fordi, du ignorer mig totalt, du gider slet ikke at snakke med mig" svarede jeg.  "Som om du gad at snakke med mig for en uge siden," sagde han. Han har jo ret, men det var bare efter alt  det der skete til festen, troede jeg at vi vare blevet venner. "Når men, timen starter snart," sagde han, og gik hen til sin plads. 

Vi havde nu fået fri, jeg skulle bare hjem og pakke. Kunne denne her dag blive værre? Selvfølgelig glæder jeg mig til at se mine forældre, men når de kommer hjem vil de alligevel kun være her om aftnen, så hvad er forskellen? Da jeg kom hjem, var Carmen allerede i gang med at pakke. Det tog en evighed at få alt mit tøj i papkasser osv. Men endelig var vi færdige, og tog det hele over til vores hjem.