På flugt

Kapitel 6

Jeg kunne mærke lettelsen inde i mig, hun var ikke stukket af, hun var ikke blevet fanget, der var ikke sket hende noget. Esmeralda kunne se min bekymring og undskyldede lavt. Jeg nikkede hurtigt over på skålene i hendes hænder, hendes ansigt lyste op og hun kom små løbende over til sofaen og satte sig ned ved siden af mig. Mmmm... det smager godt med yoghurt, jeg har ikke spist det siden jeg var helt lille. Der kom nogle artikler om at det var sundheds skadeligt og derfor ville vores forældre ikke lade os spise det. De har altid været, hvad kan man sige overbekymrende eller overbeskyttende. Jeg kigger over på Esmeralda, hun ser ud til at nyde det. Jeg fik et lille smil på læben og spiste så videre. Da vi havde spist op gik vi ud i køkkenet og fik vasket skeer og tallerkner rene. Det var tydeligt at se at den familie der havde boet her, blev forstyrret midt under madlavningen af bomberne. Angrebs mændene var stadig ikke taget videre og jeg havde stadig ingen ide om hvordan vi skulle komme væk.
Jeg tilbragte hele dagen med at kigge ud af vinduet, mens Esmeralda sad og tegnede inde i stuen.
Hen på aftenen begyndte angrebs mændene at trække sig tilbage, kl.00.00 begyndte alle bilerne at køre væk og jeg listede ind i stuen og finder Esmeralda sovende. Jeg vækkede hende stille og fortalte nyheden. Noget i hendes øjne lyste op og hun satte sig straks op.
"Så kan vi finde far og rejse til en anden by!" Udbrød hun og trak mig ind i et kæmpe kram. Jeg grinte af hendes optimisme, gid jeg også havde den. Hun havde fået den efter vores mor, hver gang der skete noget var hun altid optimistisk. Den gang jeg faldt ned fra et legestativ og brækkede benet sagde hun at det nok skulle gå alt sammen og smilte et stort smil, der beroligede mig. Men jeg kunne altid finde et lille glimt af bekymring i hendes øjne.