Every thing Changed || L.H

Det er en katastrofe!

Hvorfor skal alt bare gå ud over mig?! For det første så hader min far mig jubii! Min mor er død! Jeg stikker af men ender hos nogle idioter.... Når ups vent i ved jo ik hvad der er sket.... Men det skal jeg nok fortælle jer

*To dage før*

Efter episoden med badet i går, har det været sygt akavet mellem mig og drengene. Jeg vågner næste morgen ved en masse larm... super! lige hvad jeg havde brug for....

Jeg tog hurtigt noget tøj på og skyndte mig nedenunder. Da jeg kom ned stod drengene og lavede morgenmad til mig.... hvor sødt af dem! Jeg stod lidt tid og bare kiggede på dem. Efter sådan 10 min. bankede jeg på væggen, og fik dermed deres opmærksomhed. "Ehm hvad laver i?" "Vi laver morgenmad til dig! Som en undskyldning for det der skete igår" Sagde Calum med sin sødeste stemme. "Ej det behøvede i altså ikke" Shit de ved jo ikke at jeg har en spiseforstyrrelse, og anoreksi.... "Jo det......" Luke blev afbrudt af Tv-Nyhederne "En 42 årig mand har efterlyst sin datter Louisa, da hun siden i forgårs har været forsvundet fra huset. Han er meget bekymret for hende, da han er ene far, og elsker sin datter. Hvis i ser hende kontakt politiet med det samme" Og så viste de et billede af mig i nyhederne.... "Fuck" mumlede jeg for mig selv. Da jeg kiggede op kiggede de allesammen på mig "Drenge vi er altså nødt til at få hende hjem igen! Vi kan få et dårligt ry hvis der er NOGEN som helst der ser os med hende!" Siger Ashton. Luke kigger på mig og jeg kan mærke tårerne komme frem i øjenkrogende. Jeg vil ikke hjem! Jeg ved hvad der sker hvis jeg kommer hjem... "Drenge rolig nu! Der kan jo være en grund til at jeg fandt hende på Starbucks ik?" Jeg kan ikke mere! Jeg kan føle at tårerne løber ned af min kind, så jeg skynder mig op ad trapperne, og smækker døren efter mig og låser den...

*Lukes P.O.V*

Hun kiggede på mig, og jeg kiggede på hende. Jeg var jo den eneste der nogenlunde kendte historien, og det med at hun ikke ville hjem igen. Hun begyndte at græde, og hun løb op ad trapperne og smækkede døren efter hende. Jeg skyndte mig op ad trapperne og løb hen til døren. "Louisa lås døren op!" Råbte jeg. "Nej" Kom det fra en grådkvalt Louisa. "Louisa! plz! Lås døren op!" *Klik* Jeg åbnede døren, og så Louisa ligge på gulvet... Hendes arm var fyldt med blod og.... åh nej! Hun har cuttet! "Louisa kan du se og høre mig?!" Hendes øjne var helt sløve og hun blinkede langsommere og langsommere.... Nej det må ikke ske! "DRENGE! RING EFTER EN AMBULANCE... NU!!!!" "Please bliv hos mig" Sagde jeg med en lille og hæs stemme. Jeg kunne mærke at tårerne var på vej "Louisa! Bliv hos mig!" Jeg havde ikke kendt hende i mere end to dage... Men det føltes som flere år! Jeg kan lide hende! Jeg kan virkelig godt lide hende! Det så forfærdeligt! Jeg kan ikke miste hende! Ikke allerede!

*Louisas P.O.V*

Jeg havde cuttet...Virkelig meget endda.... "Louisa lås døren op!" Kom det fra den anden side af døren "Nej" Græd jeg bare. Det var så forfærdeligt! Min far ville dræbe mig når at jeg kom hjem! "Louisa! pls! Lås døren op!" Jeg kravlede nærmest hen til døren, og låste den op. Jeg nåede kun et par meter, inden at jeg følte mig svimmel og søvnig. Ind ad døren kom Luke, Han kiggede chokeret på mig, og derefter på min arm "Louisa kan du se og høre mig?!" Spurgte han efter at have skyndet sig hen til mig. Jeg følte mig så træt, og jeg havde mistet meget blod. "DRENGE! RING EFTER EN AMBULANCE... NU!!!!" Råbte Luke ned til drengene. "Please bliv hos mig" sagde han med en meget lille og hæs stemme. Jeg kunne lige anse hans omrids. "Louisa! Bliv hos mig!" Han begyndte at græde... Nej hulke... Pludselig blev hans hulk mindre og mindre, og rummet blev mørkere og mørkere.... VENT!! Jeg er ikke klar på at dø endnu!! Ik nu!

*Lukes P.O.V*

Jeg kiggede ned på hende, og da jeg så hende, lå hun helt stille i mine arme.... Hendes øjne var lukkede, og hendes vejrtrækning stoppede lige så stille... Hendes hjerte bankede meget svagt.... Okay nu må jeg gøre noget!!! Jeg begyndte på hjertemassage og mund til mund metoden... Jeg prøvede alt jeg havde lært! Men det var bare som om at min hjerne var blank.... jeg kunne intet huske af det jeg havde lært... Og jeg følte at der kun var mig og hende... Indtil at jeg kunne høre sierenerne.... Hurtigere end jeg kunne tælle til tre, så var ambulancefolkene her. De tog Louisa op på båren, og kørte hende ud af huset. "Vent! kan jeg komme med?" Spurgte jeg... Hun skal ikke være alene. "Nej desværre! Det har vi ikke tid til!" Og så kørte de ellers bare båren med Louisa ind i ambulancen, og kørte væk med hende....

Jeg kiggede bare efter ambulancen... Også selvom jeg ik kunne se den længere... Jeg følte mig tom indeni.... Ingen ord, ingen følelser... det eneste der er, er en kold mur rundt om mig. Jeg kunne ikke tænke på andet end Louisa og hendes øjne... Hendes blodsprængte øjne... Drengene ruskede i mig, men jeg lagde ikke mærke til dem... Kun Louisas måske sidste vejrtrækninger, og ord "Nej" Det værste, eller en af de værste sidste ord man kan have.... "Luke! Luke!! LUKE!!!!" Jeg hoppede op, da jeg fik et kæmpe chok! Jeg kiggede rundt... Det var begyndt at regne, og drengene prøvede at snakke med mig. "Hv-Hv-Hvad?" Jeg prøvede ikke engang, på at sige noget.... Det var spild af kræfter.

Hvorfor overhovedet leve? Når at der jo alligevel ikke er noget at leve for? Vores liv er bare lidelsens labyrint... Vi bliver født ved starten.... Og så skal vi se om vi kan finde den mindst lidende vej ud af labyrinten... Nogle mennesker finder en hurtig genvej og kommer hurtigt ud af labyrinten.... Mens andre tager den hårde vej til enden.... Vi bliver født for at dø..... Det er meningen med livet... Vi kommer for at dø.... Der sker nærmest aldrig noget godt... Og når det så kommer så er der altid en dårlig side af den gode ting... Hvad er overhovedet meningen med livet!?? Det er der nok ingen der ved... Og vi får aldrig et svar.... for sådan er livet... Pisse uretfærdig! Og lidelsesfuldt......

Hej!

Undskyld! Mange gange!

For jeg har ikke opdateret i en måned næsten... Og der er kun en dårlig undskyldning...

Og det er at jeg har haft pisse travlt.... Igen jah ved det..

Men det er også derfor at jeg har lagt et kapitel ud! Som er meget længere end normalt.. Nemlig over 1000 ord!! Hvad siger i så? Men i har også fortjent det! Håber at det var spændende! Og hvad skal der mon ske i næste kapitel? Overlever hun? Eller er starten noget hun tænker imens hun er død? Find ud af det i næste kapitel....

Vi ses!

- Juliehanseen<3