Every thing Changed || L.H

Der er noget du skal vide....

Og det! Det var så min livshistorie. Meeen jeg skal nok liiige forklare hvad der skete efter;)

Altså efter jeg blev udskrevet fra hospitalet valgte jeg endelig at fortælle Luke om min far.

*tilbage til historien*
"Luke?" Jeg gik ned af trappen hvor jeg fandt Luke stående henne ved komfuret, og prøvede at få det til at virke, så han kunne koge pasta. Mænd og madlavning! Har jeg ret?
Luke vendte sig om og kiggede på mig med et håbløst blik "Louisa please hjælp mig! Jeg kan altså ikke få det er lorte komfur til at virke!" Jeg grinte indvendigt af ham. Det var da synd for ham at det ik gad at virke. "Jamen du skal jo bare holde fingeren nede på on/off knappen i ti sekunder, og så trykke på den plade du skal bruge" han kiggede på mig ooogg jeg er ret så sikker på at han ik fattede en skid ahah "det ik så svært! Men jeg har noget jeg gerne vil fortælle dig, nu hvor vi er alene"

*Dagbogen*

Og som i så nok kan regne ud så fortalte jeg ham ALT om min far, og hans reaktion var som forventet

*tilbage til historien*

" Og sådan har det så været indtil den dag i byen, hvor du tog mig med hjem" hans ansigt var ikke til at gennemskue. Først var han sur, og havde lyst til at smadre min far. Men nu var han nærmest ked af det, og nok ked af det på mine vegne. "Men hvorfor fortæller du mig det nu?" "Fordi at det hænger sammen med noget andet, som har været svært at skjule." Han så forvirret ud, som om han ik havde en anelse om hvad det var. Men jeg vidste at han havde set det. For han så mig jo "nøgen" den dag han kom ind på "mit" værelse. "Min far har jo slået mig meget. Så derfor har jeg ik tænkt mig at skjule sårene længere" jeg trak mit ærme op så han kunne se sårene, og han virkede egentlig ik overrasket, eftersom han jo havde fået det at vide. "Og så er der en sidste ting jeg må have gjort, før jeg tager afsted"

han så forvirret ud, om det så var fordi jeg skulle gøre det, eller fordi at jeg tager afsted, det fandt jeg aldrig ud af. Men altså....

"Luk øjnene" nu så han endnu mere forvirret ud "gør det nu bare altså" han lukkede endelig øjnene. Jeg rykkede tættere på ham, og nærmede mit hoved tættere på hans. Jeg lukkede øjenene, og det var som om at alt gik i slow motion. Det var mit første kys, Wow hvem havde troet at den tid kom? Ik mig kan jeg lige så godt sige. Mine læber var så tætte på hans - kunne jeg jo self mærke - at de næsten ramte hans læber. Jeg kneb øjnene helt sammen, og håbede på at han kyssede igen. Det gik nok lidt for langsomt, og han havde nok opfattet at det var det, der skulle til at ske. Han tog fat rundt om mine hofter, og trak mig helt ind til ham. Han pressede sine læber ind på mine, og det var den mest fantastiske følelse jeg nogensinde havde haft. Det var næsten magisk og jeg kunne virkelig mærke alle følelserne i kysset! Og før jeg vidste af det, havde vi kysset i mindst 10 minutter. Jeg trak mig langsomt væk fra ham. Jeg kiggede ham dybt i øjnene og en tåre pressede sig ud. "Hvorfor græder du?" "Jeg græder fordi at jeg ikke kommer til at være sammen med dig mere" han så forvirret ud, og forstod ikke helt at jeg skulle væk herfra. "Undskyld Luke men jeg bliver nødt til det". Jeg tog min kuffert som stod bag køkkenøen. Jeg kiggede på ham med et trist blik. Jeg kunne bare ik få mig selv til at sige det ord! Det ord som ville ødelægge det hele. "Hvorfor gør du det? Hvorfor kysser du mig, for at flytte væk lige bagefter?!" Jeg blev ikke mindre ked af det, når han siger sådan noget. Som om det ik var hårdt nok i forvejen " jeg gør det, fordi at jeg elsker dig. Og fordi at du skal have chancen for at leve et fantastisk liv, med en fantastisk pige! Ikke mig, ikke en pige som mig, som er blevet misbrugt, og ikke kender til ordet kærlighed, og jeg elsker dig. Du fortjener en bedre en." Jeg holdt en pause, for at trække vejret, og for at holde tårerne tilbage "og fordi at jeg gerne vil videre. Luke du må undskylde, at jeg kom ind i dit liv på denne måde, og gik igen på en endnu værre måde, men lov mig at du husker mig, for det gode, og ikke det dårlige....." jeg kunne ikke holde tårerne tilbage længere, og de piblede frem. "Farvel Luke, vi ses nok ik igen, men lover dig, at jeg vil tænke på dig hver dag, og hver time, minut, og sekund. Du var mit livskærlighed, og jeg glemmer dig aldrig. Så lov mig at du ikke glemmer mig. Jeg vil nok sende en besked når at jeg er landet. Men ellers, så farvel...." og så gik jeg ud af hoveddøren, ned mod lufthavnen, i solnedgangen. Og så aldrig mit livskærlighed igen.

*dagbogen*

Og nu tænker i nok "hvor skulle hun hen?" Ja jeg tog hjem til min far, og fik det hele gjort godt i mellem os igen. Derefter tog jeg ned til lufthavnen, hvor at jeg tog flyet, til U.S.A, for at få mine drømme udfyldt. Jeg sidder nu fem år efter dette er sket, og skriver det sidste kapitel, af min dagbog, mens jeg stadig tænker på ham... Mit livskærlighed. Og til dig min skat. Når du læser dette, er jeg nok død forlængst. Men lov mig en ting. Du vil altid have denne dagbog på dig, og når livet så bliver svært, enten med drenge, eller nogle problemer. Så tænk på dette "hvis det ikke er godt, så er det ikke enden. For i enden er alting godt"

Kærligste hilsner

Louisa Penton, din mor<3

Heeej allesammen!

Jeg håber at i nød denne bog! Jeg startede ud med kun 10 læsere og endte op på 3k læsere! Og jeg ved virkelig ik hvad jeg skal sige udover TUUUSIND TAK FOR JERES STØTTE!!! Det betyder virkelig meget for mig, at i har været der for mig også selvom jeg ik har været den bedste til at opdatere. Og jeg er virkelig glad for at i har skrevet god bedring, både med sygdom og familieproblemer, og bare det at i har støttet og hjulpet mig så meget! Overvejer stadig at lave en til bog sååååe hvis det er så skriv det lige i kommentaren❤ og nu har jeg så skrevet 1138 ord, så jeg er ret godt tilfreds! I må have en fantastisk tid, indtil vi ses igen, måske i min nye bog, måske i denne her bog.

Kys mig

-Juliehanseen❤