If i fall

Kapitel 3

Jeg gik langs en flodbred i min ulveskikkelse. Vandet glimtede i formiddags lyset, jeg gik og tænkte tilbage på dengang jeg levede hos min mor og de andre feer, jeg tænkte på hvordan jeg havde følt mig hjemme lige indtil mine venner havde ændret sig så meget at vi havde mistet alt vi havde tilfælles var væk. Jeg hørte en lyd, en vrinsken fra en hest, nej lyden  havde et sært ekko det var ikke en hest det var for magisk til at være en hest. Jeg havde engang set en døende enhjørning og det var nøjagtig den samme lyd. Jeg løb mod lyden og gemte mig bag en busk og skiftede til menneske, hvis der var en skræmt enhjørning ville en kæmpe ulv nok ikke hjælpe. Jeg kiggede ned af mig selv før jeg begyndte at tage det sidste stykke mod lyden, jeg hørte stemmer og mine reflekser gemte fik min krop til hurtigt at gemme sig bag et træ. "Shadow, rolig jeg skal nok hjælpe dig," lød en pigestemme "Victoria, det hjælper ikke hun sidder fast, jeg kan prøve med magi," sagde en anden stemme, også en pige. "Emilie det kan du godt glemme, du sårer hende bare," sagde den første, der måtte være Victoria.  Jeg kunne høre nogle kviste knække under et tryk, som om nogle knækkede dem under skoene. Jeg kunne mærke et nys og jeg nåede lige at stoppe det inden men det lavede stadig en lav lyd som en varulv ville have hørt men et menneske ikke engang ville opfatte "Jeg har læst om denne..." Personen der måtte være Emilie blev afbrudt af en ugles tuden " der er nogle," fortsatte hun uden at færdiggøre den sætningen havde startet." Rødderne skød op om mine ben og bandt mig fast. Det træ jeg stod bag rykkede sig og jeg kunne nu se to piger på min alder, en sort enhjørning  der havde stanget et træ og en ugle der sad på skulderen af den ene af pigerne, hun havde gift grønne øjne, hun var heks og måtte være Emilie. Den anden med gyldenbrunt hår med et svagt rødt skær måtte være Victoria hun havde to sorte horn og hvide øjne med en kant af guld, hun var en engel, men engle havde ikke horn, og især ikke sorte, hun var heller ikke blond. "Hvad er du, hvem er du og hvad laver du her," sagde Emilie. Victoria stod foran enhjørningen som for at beskytte den, hendes øjne forandrede sig fra den hvide farve med den gyldne kant den havde haft til en sort farve, hun var ikke en engel hun var en dæmon, min evne havde aldrig svigtet mig før." Mit navn er Liv, jeg er varulv og jeg hørte den enhjørning og kom herhen for at hjælpe den," svarede jeg Emilie "så hvis du ville slippe mig fri ville det være en hjælp tak," Emilie kiggede mig i øjnene med et truende blik, min indre ulv følte sig truet af blikket og jeg kunne mærke mine negle og tænder vokse. Rødderne om mig blev løsnet, jeg faldt til jorden og rødderne trak sig tilbage i jorden. Jeg fik mine negle og tænder til at trække sig tilbage. " hvorfor hun kunne være udsendt af ham," kom det fra Victoria "ham?" Spurgte jeg "En der er ude efter os og shadow," hun kiggede mod enhjørningen, som stod og trippede med sit horn i træet. Emilie kastede magi mod træet og det forsvandt." hvor skal du hen?" Spurgte Emilie "kysten, jeg skal aflevere noget til flokken der fra vampyrerne," jeg tænkte først bagefter at det nok ikke var en god ide at give for meget information til dem jeg kendte dem ikke "Jeg vidste hun ikke var til at stole på, vampyrer og hans flok, vi må væk nu," sagde Victoria i et hårdt tonefald "Jeg har brug for den beskyttelse vampyrerne kan give mig," jeg kunne høre min stemme knække."og hvem er han overhovedet?" Jeg kunne mærke vreden og min ulv der ville ud."Han er en alfa varulv ude efter alle falske raser som naphlemer halv engel og halvdæmon og enhjørninger heste født under magiske forhold for eksempel et magisk sted," sagde Emilie og kiggede på Victoria "Vi er på flugt fra ham," nu gav det mening Victoria var en naphlem derfor skiftede hendes øjne ligesom med mig havde hun to sjæle hvor jeg havde en ulv og et menneske havde hun en dæmon og en engel. Jeg tog brevet frem fra under min kappe og læste. Vi accepterer. To ord og alligevel var det nok vampyrerne var sammen med ham.