Juleånden

1. December

Det er en kold knasende første december morgen, sneen er faldet blidt rundt omkring i byen. Det er begyndt at være mørkt om morgen, og på dette tidspunkt vågnede Ida op under sin varme dyne. Hun springer op med det samme og er frydefuld og spændt på december måned. Hun kunne høre sin storebror Nikolaj trampe hen over gulvet, fra sit værelse og ud til køkkenet. Ida skyndte sig hurtigt at hoppe i tøjet, og løb ind i køkkenet. Imens Ida træder ind på køkkenets kolde trægulv, bliver hun helt forbavset og rystelse af forskrækkelse. "Mor!" råber Ida højt ud i køkkenet. Nikolaj og Far kigger forunderligt hen på hende. "Hvor er alt vores julepynt, nisser og julekager?" sagde Ida klagende. Mor gloede med store øjne hen på Ida, "Hvad er det for noget pjat du snakker om? Sagde mor fortvivlet. Ida vendte sine øjne og kiggede ned på hendes barre fødder. "Ida? Har du fået det forkerte ben ud af sengen, hertil morgen?" spurgte Nikolaj flabet. Ida rakte tunge ad ham, og løb med tårer i øjnene hen til stalden. Hun åbnede den knirkende stalddør, og kravlede hastigt op på halmtaget. Hun kunne høre hestene pruste, og musene kravle hen over gulvet. Hun lænede sig op af en af halmballerne, og en lille tåre røg ned af hendes venstre kind. Ida kunne slet ikke begribe hvor julen var henne, og hvordan hendes familie kunne glemme julen. Hun tørrede tårerne væk, med sin bidende kolde hænder. Med ét høre Ida et lille nys, og en af halmballerne ved siden af hende rusker. Hun krabler sig bagud, men så skimmer hun en rød hue med en klump pjusket hår.

Ida stirre på halmballen, og ser den røde hue bevæge sig igen da den giver et nys. "Er der nogle?" spørg Ida undrende ud i luften. En syv årig dreng, iført sorte snabelsko, grønne leggins, et brunt bælte, samt en rød strikket sweater og en rød hue. "Kan du se mig?" spørg han. Ida kaster sine store øjne på ham. "Jeg kan tydeligt se dig?" svare Ida. De står og stirre besynderligt på hinanden. "For resten, jeg hedder Pjuske." Ida kigger mærkeligt på ham, "Hvad er det for et mærkeligt navn at have?" Pjuske giver et lille smil fra læben. "Altså jeg er opkaldt efter mit kendetegn, som i nisseverdenen er mit store pjuskede lyse hår" sagde Pjuske. Ida havde øjne på størrelse med tekopper, "er du en ægte nisse? Sådan en virkelig nisse?" spurgte Ida. Pjuske fnisede og kiggede rundt i lokalet. "Ja, jeg er den yngste og sjoveste virkelige nisse der findes". Ida stod med munden på gab, og kunne slet ikke fatte at der stod en ægte nisse foran hende. "Hvorfor kan jeg se dig? Burde du ikke være hemmelig?" Pjuske stod og trippede fra hæl til tå. "Jeg ved faktisk ikke hvorfor du kan se mig, men det er kun et godt tegn. For vi nisser, har virkelig brug for din hjælp." Ida satte sig ned på en halmballe. "Hvad skal i bruge min hjælp til?" spurgte Ida overraskende.

Pjuske blev mut i ansigtet. "Vores juleånd og julemagi forsvinder og bliver suget ud af os, og ingen af os ved hvorfor. Alle mennesker, i alle byer og hele verdenen har glemt julen." Ida tog Pjuskes hånd og holdte om den. "Bare rolig Pjuske, jeg har ikke glemt julen!"