Juleånden

2. December

Ida vågner fredag morgen, og løber hurtigt ud i køkkenet som en raket. Hun sætter sig ned ved morgen bordet og begynder at skovle sin havregrød hurtigt ind. Hendes mor giver hende et bekymrende blik, da hun så måden Ida spiste på. Men inden hun når at skænke en tanke, er Ida allerede på vej hen mod stalden. Man kan høre Idas små fødder vandre henover de store sten. Ida anstrenger sig for at åbne døren, den knirkende lyd kommer igen da hun for åbnet døren. "Pjuske?" Hvisker Ida ud i den kolde stald. Pjuske hoster højligt ud "Ida, er det dig?" Ida kigger forvirret rundt og ser en sammenkrøbet Pjuske i hjørnet ovenpå en halmpalle. Hun løber hurtigt derover, og lægger en iskold hånd på hans pande. "Du koger jo, du helt vildt varm!" siger Ida blegt. Hendes ansigt vender sig til at være så hvidt som sneen. "Ida?" spørger Pjuske. "Ja Pjuske?" svarer Ida. "Jeg er virkelig sulten, og jeg har det virkelig ikke så godt. Mine nissevener er begyndt at forsvinde" sagde Pjuske snøftende. Ida kører sin højre hånd over Pjuskes kind, og tørrer tåren væk. "Bare rolig, jeg skal nok hente noget mad til dig. Bare blev liggende her, så er jeg tilbage lige om lidt." Ida rejser sig op, og tager benene på nakken på vej hen til huset. Hendes storebror Nikolaj stopper hende ved hovedindgangen. Han er meget smuk og hans hår er gylden brunt. Han har lysende grønne øjne og han er tre hoveder højere end Ida. Hans hud er skindene, og han er sejsten år gammel. "Hvad tror du så lige du skal?" spørger Nikolaj. "Nikolaj! Flyt dig nu!" galer Ida. Hun skubber ham brat til side, og går indenfor. Nikolaj følger efter hende nysgerrigt. "Lad vær med at følge efter mig" siger Ida bestemmende. "Hvorfor må jeg ikke følge efter dig?" spørger Nikolaj. Ida vender øjne af ham, og begynder at rode rundt i køkkenskabende. Nikolaj stirrer på hende, og betragter hende løbe udenfor med farmen fuld af mad. Hun kommer endelig ind til Pjuske igen, han rejser sig op og begynder at tage noget at spise. Ida ser på at Pjuske spiser, det ligner at han ikke har fået mad i flere hundrede år, og maner tror hun ikke han kender til. "Tusind mange tak Ida! Jeg har det allerede meget bedre, men mit nissemærke er ved at forsvinde" siger Pjuske og trækker sit ærme op, hvor man kan se svagt motiv af en nissehue med noget pjusket hår under. "Betyder det at dine nisseevner forsvinder?" Pjuske kiggede ned i staldens gulv, og nikkede med hovedet. "Pjuske! Jeg har en ide! Vi har brug for hjælp til at få julen tilbage!" siger Ida med en positiv stemme.