Promise

// Graduation //

Nogle af navnene vil komme fra mine tidligere historier, fordi jeg ikke er kreativ.. please dont hate. Skrev det her midt om natten

Bemærk at det er fra Harleys synspunkt nu. (Yas, fra Suicide Squad. slaaaay)

"Harley?" råbte min åndsvage bror nedefra stuen. Åndsvag? Netop. Begrundelse? Han er min lillebror på femten, så selvfølgelig burde vi ikke være bedste venner. Han er i sin teenage-jeg-prøver-at-finde-mig-selv-fase. Den har stået på  i to år, men jeg kunne ikke være mindre ligeglad. Det er mor og fars problem nu. Jeg skal til College! Og ikke et eller andet stinkende, sump hul. Det er selveste Princeton, i New Jersey. Langt væk fra min familie... Jeg kommer til at savne dem, men jeg er sikker på at der venter noget af et eventyr foran mig..--

"HARLEY!"

Ups. "Jeg kommer nu!"

Jeg spankulerede hurtigt ned af trapperne med mine hænder glidende over gelænderet, så mine ben næsten ikke kunne følge med. Derek og Eva stod nede i stuen og ventede - utålmodigt - på mig. Bare nogle dage til, og jeg er væk fra gymnasiet og den her by.

Jeg havde min mørkeblå, stropløse kjole på og en kort, læderjakke. Til festen, efter gradueringen. Og nu... Min klamme, sorte kåbe-ting-ting. Whatever.

Vi sad i bilen på vej hen til skolen, og jeg bemærkede noget underligt. Vi var der ikke endnu, og vi bor normalt ikke så langt væk fra skolen. "Har I taget en omvej, far?" spurgte jeg med en let bekymrelse i stemmen. Far så bagud, hvor jeg sad og fangede mit blik. "Døm mig nu ikke, det var din mors ide." lo han ubemandet. "Hvad?" Jeg rettede blikket mod mor, der sad og fumlede i sine brune lokker. "Åh, min lille skat! Jeg ville bare havde lidt mere tid med dig, inden du officielt bliver en voksen." sagde hun med en skælvende, næsten såret stemme. Men jeg kunne se smilet i hendes øjne. Så følsom var hun heller ikke, nej.

"Mor, jeg blev officielt voksen for lang tid siden... Husker du? Min fødselsdag?" snerrede jeg bittert. "Godt, så er vi her." afbrød far.

Jeg hoppede ud af bilen, med min familie bag mig. Jeg løb imod Hailey - min bedsteveninde. Vi skal begge to til Princeton, selvom hun er meget klogere end mig i det faglige. Jeg har bare mine fotograferingsskills. "Hey, Harley!" jublede Hailey begejstret, og gav mig en kram.

"Hvem skulle have troet det?" fnes hun. "Slut med gymnasiedrenge og deres dårlige scorereplikker. Det bliver en ny begyndelse!"

Noget havde fanget mit blik. Jeg hørte ikke Hailey, men jeg kunne ikke få øjnene fra det. Jeg ved faktisk ikke hvad jeg så på, men det så i hvertfald på mig. En skygge passerede vejen, og jeg fulgte den med øjnene. Det var sløret. Jeg følte mig ikke syg, eller som om, at jeg ville besvime. Alt var klart. Undtagen den skikkelse. En dreng. Eller, en mand? Det var sikkert bare...--

"Harley!" hvæsede Hailey irriteret. "Undskyld, Hailey. Hvad var det du sagde?" Min stemme var klingrende, og lidt hæs, og jeg skulle nærmest fremstamme ordene, for jeg fik et chok da Hailey råbte efter mig. Og det fik mig til at glemme den Mystiske Mand, jeg så. Selvom, jeg nok skulle have noteret det ned og holdt øje.

"Jeg spurgte bare, om du kunne fatte at det er Michelle der skal give gradueringstalen? Hvem skulle have troet, at hun officielt er den klogeste på skolen? Jeg havde klart gættet på Jake. Den lille keminørd, der render rundt med de der bøger." sagde Hailey. Jeg lo. "De der bøger? Det var lektier, kloge. Dem du plejede at bruge som tegneunderlag?" forsvarede jeg, imens jeg spruttede af grin. Hun løftede sine tynde, brune øjenbryn og sukkede. "Jeg er bedre end til til matematik." snerrede hun, og fnes. "Du er bedre end mig til alt. No shit." bemærkede jeg snedigt, og rynkede min næse idet jeg smilte sagte.

Hendes mørke hår gik hende til skuldrene. Det var sat bag om ørene på hende, og frembragte hendes kønne, markerede kindben. Hun flakkede med sine lange øjenvipper. Jeg kunne huske, at jeg plejede at misunde hende for at have så flawless vipper. Men så kom det der hed mascara, og alt var godt. Kappen tog jeg på, og min studenterhat. "Shit, den er hæslig." fnøs jeg, med skeptiske håndtegn imod hatten. "Ja, den er," svarede Hailey fortsat, "men den er også et tydeligt tegn på, at din skoletid er ovre."

Jeg sukkede og rullede mine øjne af hende. Jeg tog blidt fat om hendes skuldre. "Vi stoppede skole, ja. Men for hvad? At gå i skole igen. Og efter det, min skat? Arbejde."

Vi grinte.