Fremmede eller kendt?

Outfittet

Martinus grinte, okay det var ham. Selvfølgelig.

Dagen var kommet, dagen hvor jeg skulle i fjernsyn. Okay jeg var bare overhoved ikke klar til det her, hvad skulle jeg have på. Jeg rejste mig op fra sengen, "MARCUUUS!" skreg jeg nærmest.
Han kom løbene ind af døren "hvad sker ser?!!!" Spurgte han forskrækket, da han kigger på mig. Okay fuck der gik det op for mig, at jeg havde ikke tøj på.
Jeg skyndte mig at trække min dyne op, "gider du lige!" sagde jeg irriteret. Han stod seriøst og stirrede på mig. "Hvorfor råbte du?" Spurgte han irriteret. "Jeg har tøj krise" sagde jeg og kastede mig ned i sengen, efter jeg havde taget en T-shirt på. Han gik hen og åbnede mit skab, han fandt efter nogle minutter frem til, at jeg skulle have lange knæstrømper, en sort nederdel og en hvid T-shirt på.
Han smed det på min seng og gik. Jeg rejste mig og tog t-shirten af. I det øjeblik stormer Marcus ind igen.. ihhhh! "Jeg ville bare lige sige, at næste gang behøver du ikke skrige" grinte han. "Gå uuuud!" Råbte jeg og smed en pude efter ham.
Okay Marcus var brevet lidt som en bror for mig. Men Martinus, jeg havde hele tiden en underlig fornemmelse i kroppen når jeg var sammen med ham, jeg følte mig syg. Som om jeg ikke kunne stå på benene.
Jeg tog mit tøj, krøllede mit lange blonde hår til slange krøller, lagde noget makeup og gik ned i stuen. Da jeg kom ned af trappen sad drengene i sofaen, og Martinus sad der jo også. Han kiggede på mig, og det samme gjorde Marcus. "Waow, du ser, du ser, DU SER GODT UD!" Udbrød Martinus. Jeg fik en mærkelig fornemmelse i kroppen. Kjell Erik var også blevet lidt som en far for mig. Han kom og vi var klar til at køre til Oslo.