LOVE ME

For umuligt til at vare ved

I de næste dage var alt forandret.

Lily kunne mærke det allerede, da hun stod op. Hun var fri. Enden var endelig nået. Hun trak dynen tættere om sig, da slutningen var som at tage og føle på. Hun følte sig ... kold.

James slog øjnene op.

Han havde det som om, han slog øjnene op til en ny verden. Som om han havde slettet hele sin fortid og nu stod fremtiden bare og lignede en våd, gruset sti med en mørkegrå himmel som baggrund. Men han havde gjort det rigtige. Nu skulle han bare komme sig.

Lily stod ud af sengen. Så ned på sine tæer, da den bare hud rørte gulvet. Hvorfor var hun ikke glad? Det var endelig overstået. Hvorfor følte hun sig stadig rastløs?

Han så ned på sine bare tæer, da tåspidserne ramte det hårde gulv. Han følte sig tom. Men var ligeglad. Var forberedt. Nu ville han glemme hende, og om en måned var han klar til at løbe ud på stien og se sin nye fremtid i øjnene. Gå den rigtigt i møde. For det var aldrig hans mening at falde så voldsomt for en pige, og så endda en pige, der ikke ville have ham. Han havde ladet det stå på alt for længe. 

Lilys spejlbillede stirrede tilbage. Hvorfor smilede hun ikke? Hvorfor strålede hun ikke? Hvorfor følte hun sig ikke fri? Hvad var der i vejen med hende? Hun stirrede ind i sine egne grønne øjne. "Lad være med at se sådan på mig," mumlede hun og så ned.

"I må undskylde, jeg har opført mig så åndssvagt de sidste par uger. Det har ikke været min hensigt at lade det gå ud over jer. Det er slut nu," bekendtgjorde James og måtte tvinge smilet frem.

"Lily? Der er ikke noget galt vel?" Catherine strøg hendes skulder.

"Jeg ved det ikke. Jeg har det underligt," hviskede Lily.

"Du skal ikke undskylde, James," sagde Remus.

"Nej. Det er helt i orden," istemte Sirius og Peter nikkede.

Dagen blev en kamp at komme igennem. Da timerne var overstået, og Lilys venner søgte hen på biblioteket for at lave lektier, gik hun selv op til sovesalen. Catherine hviskede til de andre, at de bare skulle lade hende være. Så det gjorde de.

Hun modstod fristelsen til at smide sig på sengen og forsvinde væk i dynerne. I stedet endte hun med at gå frem og tilbage i det lille rum, mens hun hele tiden forsøgte at holde sig rank og undgå at falde sammen. Hun trykkede hænderne hårdt mod brystkassen i et forsøg på at få styr på sig selv. Hvad foregik der derinde? Hvorfor slog hendes hjerte så hårdt.

Hun gik hen til vinduet og så ud. Menneskerne nede på plænen var bare små, mindre versioner af dem selv. Hun sukkede og lod sine øjne glide henover skolekammeraterne. Søgte. Fandt.

Han stod længst væk fra de andre. Ved søbredden. Stak hånden i lommen og trak noget op. Hun lagde hovedet på skrå. Han så længe på genstanden i sin hånd. Så trådte han et skridt tilbage for at få tilløb og kastede den fra sig.

James mærkede noget rykke sig inden i. Om det var lettelsen eller afsked, der satte sig i hans hals, var ikke til at sige.

Kniven sank, indtil den lå på bunden af søen.

Lily var sikker på, at det bare var overraskelsen og den underlige samtale med James fra forrige aften, der stadig sad i hende. Og så var det jo slet ikke sikkert, at legen virkelig havde nået en ende. Det havde han jo ikke sagt. Det var blot en simpel fornemmelse, hun havde haft. Dagen var ikke slut; Han kunne stadig nå at opsøge hende en milliard gange. Han kunne stadig nå at få hadet til at gøre hende rød i hovedet. Lige som før i tiden.