LOVE ME

Mørket på Hogwarts (II)

 "Vi formoder at mørket kun vil være midlertidigt. Der er tale om en form for himmelforbandelse, som desværre er så kraftig, at vi endnu ikke har været i stand til at få den til at fordufte. Indtil da bedes alle opholde sig på deres kollegier, og ingen," Dumbledore så strengt rundt på eleverne med alvorlige øjne, der ellers, for mindre end få sekunder siden, havde været så milde, så fredfyldte og rolige, "ingen bevæger sig ud fra Hogwarts døre! Dette mørke antages som en advarsel. Vi kender endnu ikke situationens alvor. Jeg er ked af at meddele jer dette, men det ser ud til, at mørke kræfter venter forude. Og det er det eneste svar, jeg kan give jer for nu."

Det var længe siden, stilhed havde hærget i sådan i grad i Hogwarts Storsal. Alle sad stift på bænkene og kiggede op mod Dumbledore uden lysten til at bryde tavsheden, end ikke da han foldede sine hænder og holdte inde.

Professor McGonagall rejste sig bag ham og så udover mængden. "Vejlederne, samt Præfekter og udvalgte 7. årselever vil nu følge de fire første årgange tilbage til deres kollegium. I vil alle blive nærmere informeret, så snart vi ved noget." Hun nikkede og folk begyndte langsomt at rejse sig. "Og en sidste ting! Indtil mørket forsvinder, vil det være forbudt at udsende ugler. Sandsynligheden for at de farer vild i mørket er desværre alt for stor til at risikere noget."

***

"En advarsel?" gentog Sirius og så for tredivte gang over på Remus, som om han kunne give ham et bedre svar. Det var begyndt at gå Remus på næverne. Han skulede sammenbidt tilbage, men Sirius valgte at ignorere det, ligesom han havde gjort de sidste syv gange. "En advarsel fra hvad? Eller fra hvem? Er det hvad eller hvem? Og "mørke kræfter", hvad skal dét lige sige?" Han fnøs. "De kan sgu da ikke både slynge "det er bare en uskyldig himmelforbandelse" OG "mørke kræfter mig her og der" ud på SAMME tid!" Sirius imiterede Dumbledore med en svævende stemme og slørede øjne, hvilket fik Peter til at fnise.

(Den eneste grund til at Peter var i stand til at fnise, var fordi de tidligere havde givet ham en mild Lammer og en spand iskold vand. Han havde selv bedt om det, da et tredje panikanfald tog sin begyndelse, så det var kun Remus, der havde dårlig samvittighed. Selvom han hele tiden benægtede, at det var derfor. I stedet hævdede han, at de ikke kunne være bekendt at svine opholdstuen til på den måde).

"Klokken er knap tolv midt på dagen, og der er bælgravende mørkt udenfor! Og så står Merlin der, med sit store skæg og siger: "Det er blooot en forbandelse"" Peter fnes igen, da Sirius valgte at peppe imitationen lidt op med nogle enorme armbevægelser, "Altså! ... En advarsel?!"

"SIRIUS!" råbte Remus. "VI – HAR – HØRT DET!"

Sirius var stoppet op midt i en bevægelse og kiggede nu utilfreds på Remus, før han dumpede ned på den stol, som han i løbet af den sidste halve time havde rejst sig fra utallige gange.

"Det bliver ikke mere forståeligt af, at du konstant gentager det!" forsvarede Remus sig, da Sirius nu valgte at række tunge og folde armene i dyb protest over afbrydelsen.

Det gjorde ondt i James' knoer. Han var ikke klar over, hvor længe han havde stået sådan nu. Med knoerne presset mod vindueskarmen og blikket rettet udover den sorte verden. Det var som at stirre ud i et ingenting. Som om der intet var derude. Skoven var væk, plænen var væk, himlen og søen var væk. Selv det lys, som burde strømme ud fra Hogwarts vinduer virkede slukket. Pustet ud. 

James havde på fornemmelsen, at han ikke var den eneste, der kunne mærke uroen vokse i sig. Noget var ikke, som det skulle være. Der var noget, der sagde ham, at dette mørke var harmløst. At det ikke var endnu, man skulle være bange. Det her var bare... en advarsel. Det var ikke det, man skulle frygte. Nej, det virkelige mørke ville først komme senere.

"James?"

Lily Evans blide stemme afbrød hans tanker. Hun stod ved siden af ham.

Det sitrede inde i ham. Der var så mange ting ved det, som burde overraske ham. Hendes milde stemmeleje, hendes frivillige nærvær, det at 'hun' kontaktede 'ham'. Men James overså alt det på nær én ting.

Han vendte langsomt ansigtet væk fra vinduet og så ind i hendes øjne.

Hun havde kaldt ham James. Hun havde gjort det igen.

Han så spørgende på hende. "Hvad?"

Hun åbnede munden for at sige noget, men der kom ingenting ud. Så hun lukkede den igen. Da han ikke tog øjnene fra hende, trak det nervøst i hendes smilebånd. Hun trådte tættere på og lænede sig ind, støttende med underarmene, mod den brede vindueskarm. Hun rystede bedrøvet på hovedet. "Nej, jeg ved det ikke," hviskede hun og stirrede ud i mørket.

Han vidste ikke, hvad han skulle gøre. Hun var så tæt på ham. Det virkede så umådelig svært at fatte, at hun var lige der. Det var som om, han ventede på, at hun ville forsvinde hvert øjeblik, det skulle være. Som en fugtig, diset tåge ved morgengry. Til sidst lænede han sig tilbage mod vindueskarmen ved siden af hende. Der var kun få centimeter mellem deres skuldre. Men hun virkede ikke til at have noget imod det. Hun så bare ud.

Stilheden mellem dem var alt andet end stilhed. Ingen af dem havde noget i mod det. Et øjeblik var det som om, at samtaler og ord var undskyldninger for at skubbe tavsheden væk. Men at stå der, med en sort himmel foran sig og hinanden ved sin side midt i tavshed, var nok. Ord og samtaler behøvedes ikke. Forklaringer og meninger kunne vente. Lige nu var der stilhed. Og de havde begge, mere end noget andet, brug for at stå i den stilhed sammen.

Alle andre elver sad rundt omkring i opholdstuen bag dem. Men deres stemmer, latter, lavmælte diskussioner og urolige teorier virkede så lave. Det eneste James hørte, var Lilys rolige vejrtrækning.

"Hvor tror du, stjernerne er henne?" hviskede Lily.

James så ned på hende og tænkte lidt over det. Så så han ud på den mørke himmel igen. "Det er bare en skygge."

Lily så op på ham. 

"En skygge, der er gledet ind over stjernerne. Og har gjort alting mørkt. Men lyset er lige bag den. Det gemmer sig bare lidt for en stund."

Lily mærkede varmen i sine kinder. Og det bankende hjerte i sit bryst. Trods alle de ting hun ikke burde føle, blev hun alligevel stående ved siden af ham i stedet for at flygte væk fra sandheden. For sandheden kunne ikke længere flygtes fra. Og det havde den heller aldrig kunne. Ikke når sandheden var, at det var lige her, hun gerne ville stå. Ved siden af James Potter. Den sandhed havde altid været hendes værste mareridt. Nu var den trådt i kraft, og længe havde hun forsøgt, at skubbe den bort, tvinge den fra sig, sådan som det er med uvelkomne sandheder. Nu var hun træt af at kæmpe i mod. Hun kunne mærke, hvordan det sled hende fra hinanden overalt i kroppen.

Hun åbnede endnu engang munden for at tale.

I det samme lød et enormt brag.

Et grøn lyn flækkede himlen og oplyste Gryffindors opholdsstue. Jorden under dem rystede, og alle vinduerne sprængtes. Lyden af glas, der gik i tusinde stykker og faldt til jorden hørtes. James greb fat i Lily. Det var kun med nød og næppe, de havde nået at vende sig væk fra vinduet, der blev sprunget itu.

Lily faldt sammen på knæ, mens jorden rystede under hende. Et halvkvalt skrig sad i halsen, hendes krop skælvede.

Det var ikke til at sige, hvor længe det varede. Fra det ene øjeblik til det andet holdt rystelserne inde, og det grønne skær fra lynet svandt ind, men det forlod sig et mørke, som gjorde den tidligere sorte himmel lys i sammenligning. Det var som om, at mørket susede ind af vinduerne og fyldte opholdsstuen. Ilden i kaminen forsvandt, som havde det aldrig været der; ikke engang en glød var tilbage. Den sorte farve omsluttede dem og en iskold vind fandt vej ved ind gennem vinduerne.

"James," hviskede Lily panisk

"Jeg har dig. Tag det roligt."

Hun havde ikke mærket det før nu, hans varme, omsluttende arme om hendes krop.

Omkring dem i mørket forsøgte de ældre elever at neddæmpe panikken. Men deres stemmer lød lige så desperate og paniske, som de skrig og den gråd, de forsøgte at få under kontrol.

Glasset knitrede under de forvirrede fortrin. Rædselslagende råb. Et grønt lyn, der var brændt fast bag øjenlågene. Mørke overalt.