LOVE ME

Farvel, Lily Evans

James gik langsomt ned af trapperne og trådte ind i Gryffendors opholdstue. Han havde ingen anelse om, hvad han følte, da han så hende sidde sammenkrøllet i en lænestol foran pejsen. Kunne det passe, at han virkelig havde håbet, hun ikke var der? For første gang nogensinde fik synet af Lily Evans ham til at ønske, hun ikke fandtes. Han havde forventet, at rummet ville være fyldt med elever, der knoklede med den sidste omgang lektier, og at Lily ville være svær at finde. Ikke at hun sad der, helt alene.

Han tog sig selv i at tage en dyb indånding, før han gik hen mod hende. Hun ville flippe ud, så snart hun så ham, det var han sikker på. Sådan var det altid.

Ilden knitrede i pejsen og slikkede sig op af sine omgivelser. Farverne flettede sig ind mellem hinanden, og mindede ham som altid frygteligt meget om hende. Og hendes kobberrøde hår.

"Lily?"

Hun for sammen i stolen. Det gik ikke op for ham, at han netop havde kaldt hende ved fornavn. Det gik aldrig op for ham, før hun pointerede det.

Han trådte det sidste skridt hen foran stolen, så han endelig kunne se hendes ansigt.

"Hv-hva'?" Hun så forskrækket op på ham med forvirringen malet i de smaragdgrønne øjne.

"Undskyld! Vækkede jeg dig?" 

Hendes kinder var røde og øjnene lettere søvndrukne. Hun havde siddet med benene foldet, ud over kanten på det venstre armlæn og armene trykt godt om sig for at holde varmen, men nu fik hun travlt med at komme op og sidde rigtigt.

"Hvad vil du?" spurgte hun. Stemmen var ikke til at tyde, men én ting var sikkert – hun ville ikke se ham i øjnene.

"Jeg vidste ikke, du sov."

Hun kom på benene. "Hvad vil du, Potter?" gentog hun.

Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Alt hvad han havde lyst til at sige, ville munde ud i en ordentlig lussing og et hadefuldt blik, som sikkert ville hjemsøge ham resten af livet. Hun havde jo ingen anelse om, hvad der egentlig foregik. Hvor meget han ... Hun havde jo altid troet, at for ham var hun bare et uopnåeligt mål. Hende, der ikke gav efter og derfor gjorde legen god. Men det var ikke en leg for ham, det var det rene alvor. Det var der, skillevæggen var. Hun forstod ikke alvoren idet. Hun troede virkelig fuldt og fast på, at han bare blev ved og ved for at opnå sit mål. At hun ville blive smidt væk igen, så snart den sidste udfordring var lykkedes ham at besejre. Ikke sandt? Det var sådan det var. Så hvad skulle han sige til hende?

"Potter?" Hun foldede armene.

Han ville have hende til at se ham i øjnene. Han var ligeglad med, hvor koldt hendes blik ville være. Hun skulle bare se på ham og vide, at det her ikke var for sjov. Han ventede uden at sige en lyd.

Der var stille i lang tid. Hun blev ved med at se ind i ilden, mens hun, med armene stædigt foldede over brystet, ventede på at han tog sig sammen. Hun behøvede egentlig ikke at stå her. Hvorfor gik hun ikke bare? Hun havde intet til overs for Potter, og hun skyldte ham ikke det mindste at blive for at høre, hvad han havde at sige.

Hun nægtede at se ham i øjnene. Så ind i ilden i stedet for. Det her var jo bare en leg for ham. Om lidt ville han vide, om hun ville tage til Hogsmeade sammen med ham, og hendes nej ville som altid give ham blod på tanden. Så ville han smile uimodståeligt og tage et skridt tættere på hende. Som altid. Sige, at der ikke var noget ved at tage til Hogsmeade, hvis ikke hun var ved siden af ham. Og hun ville fortælle ham, at hun hellere ville dø.

Nu var hun træt af at vente. Men i stedet for at gå, så hun op på ham.

Hans nøddebrune øjne så ind i hendes. Men hverken med et charmerende udtryk, eller et drillende glimt. Han så bare på hende. Som om han havde al tid i verden. Som om den vrede hun forsøgte at udstråle, var ligegyldig og ikke berørte ham det mindste. 

Hun åbnede munden for at sige noget, måske protestere, men hans øjne ... Hun var mundlam. Hun følte sig rastløs. Det kriblede inde i hendes krop. Som om en kuldegysning var på vej, men holdte sig tilbage lige inde under huden. Hun ville rive sig fra hans blik. Men de gyldne skær i alt det brune ... Det gemte på noget. Hun havde inden anelse om, hvor længe hun havde stået og set op i hans øjne, da han pludselig trådte et skridt bagud og rev sig fri fra hendes blik.

"Lily ..." Han rømmede sig og stirrede ind i ilden. Men der kom ikke mere. Han sagde ikke mere.

Hun havde mere end lyst til at gå. Forsvinde op på sin sovesal. Hun ville ikke høre, hvad han havde at sige, hvad det var, han ville hende. Men alligevel blev hun stående, hvor hun var.

"Jeg, øhm ..." hans stemme var ikke mere end en hvisken. Men så pludselig trak det svagt i hans smilebånd. "Kan du huske ... På vores 2. år ..." sagde han langsomt. Som om han ikke anede, hvad der kom ud af hans mund. Hans øjnene flakkede ubeslutsomt hen mod hende, men bestemte sig så for ikke at møde hendes blik. "Da jeg ... da jeg fik dig til at græde?"

Hendes arme, der lå slynget omkring overkroppen, strammedes.

"Jeg sagde til dig, at ingen kunne lide rødhårede piger," han rystede svagt på hovedet med det næsten usynlige smil og så fjernt ud i luften. "Og så begyndte du at græde." Smilet forsvandt.

Ingen af dem sagde noget. Ildens knitren og den blafrende lyd af flammer lød højere end før.

Så så han endelig på hende. De nøddebrune øjne så ind i hendes. "Det passede ikke," sagde han lavt. "Og det var aldrig min mening at få dig til at græde."

Lily Evans så på James Potter. Den største, arrogante, selvglade, mest opblæste idiot, der nogensinde havde sat sine fødder i hendes nærvær. James Potter med sit sorte, pjuskede hår, filtret i alle vinkler, og de nøddebrune øjne, der altid havde set så indtrængende på hende. Så irriterende kærligt. Så drillende. Så ivrigt. Og pludselig så alvorligt. Så ulykkeligt, som om han så på et "aldrig".

"Så undskyld," sagde han. Han så over på lænestolen bag hende. "Og undskyld jeg vækkede dig."

Og så vendte han sig om og gik.

Lily blev stående tilbage og så efter ham. Hendeshjerte bankede og hænderne sitrede. Hun havde en underlig fornemmelse af, athan lige havde taget afsked med hende.