'' *ding ding* Sæt jer venligst tilbage på jeres pladser og spænd sikkerhedsselerne. Det ser ud til at, vi rammer et mindre uvejr med risiko for turbulens. '' Jeg kiggede nervøst op mod cockpittet, men der var ikke nogle stewardesse at se, der var kun en rød lampe som stod og blinkede.
Jeg spændte min sikkerhedssele og strammede den så meget, at den pressede på mine tarme. Jeg lænede mig så langt som muligt tilbage i sædet og håbede på at jeg ville forsvinde ind i den bløde polstring. Jeg kiggede nysgerrigt på min sidemand, hans ansigt var fjernt og stift, som hvis han var død fornyeligt, hans tomme øjne stirrede direkte ud for sig. Jeg kiggede rundt på de andre mænd i flyet, mine med soldater, mine kammerater, min familie. De sad alle sammen og stirrede ud i den tomme luft, der var ikke en mine at fortrække i deres ansigter. Deres sjæle var væk for længst. Det var som om vi havde forladt dem alle i Afghanistan og taget tomme skaller med os tilbage.
Jeg havde meldt mig som soldat til krigen, fordi jeg havde håbet på at opleve verden, opleve venskaber og jeg håbede på at opleve at få en familie. En familie som ville være samlet og have hinandens ryg uanset situation ikke som den jeg kom fra, splittet og uvenskaber.
Da vi var ankommet, blev vi hånet af de tidligere soldater, de råbte øgenavne efter os og gjorde tilværelsen svær. Jeg forstod ikke hvorfor, før jeg var kommet tilbage fra min første patrulje, man skulle være irritabel før man kunne klare krigen. Da deres tid kom og de skulle hjem, overtog vi pligten og gjorde tilværelsen svær for de nye. Vi lærte dem fra start af at være sur på alt og alle og håbede på at de ville overleve at være ude i feltet.
En dag da vi var på fodpatrulje, gik vi igennem valmuemarkerne 60 mand. Alle sang med på slagsangene, som blev fyret af en efter en. Udsigten var god, og solen stod højt på den blå himmel, der var ikke nogle fjender at se, og stemningen var fantastisk. Indtil det skete på et splitsekund, en landmine begravet på en af stierne imellem de høje stilke gik af og tog 15 mand med i faldet. Der var blod, kropsdele, hår, tænder, knuste briller og metal splinter spredt ud over stierne og ud over os alle. Vi måtte bære 15 døde soldater, med os tilbage til lejeren, 50 km, med blodige lemlæstede kropsdele. Der var kammerater i blandt de døde, og det værste var at i øjeblikket føglte jeg mig magtesløs, jeg vidste at jeg intet kunne gøre. Klumpen ligger som en slange i min mave, en slange som slår knuder på sig selv, en slange som bider i mine tarme, med sine giftige hugtænder.
Siden den dag har jeg lært at værdsætte livet på en helt anden måde, end jeg gjorde før. En lille del af mit hjerte krøller sammen hver gang jeg hører om en landmine, som er gået af.
Vi er 50 ombord. Første gang vi var ombord, var vi 200. Vi har mistet 150 gode mænd fra Easy kompagni i en kamp som ikke er vores.
