Alene hjemme.
Den gang jeg var barn, boede jeg i Ishøj i noget der hedder Gadekæret.
Der hvor jeg boede lå stuen oppe på første etage, og stuevinduerene var nogle enorm store nogen. Hjemme hos mig havde vi sådan nogle meget lange gardiner, der går helt ned til gulvet.
En sent aften hvor jeg kommer hjem efter, at have været sammen med en veninde, og jeg ved, at jeg skal være alene hjemme, går jeg op i stuen for at se tv, jeg ligger så mærke til, at gardinet har en underlig form, jeg bliver fuldstænig ude af stand, til at røre mig og står i flere sekunder og stire, uden at trække hveret, da jeg ser at ud under gardinet står et par mørkebrune herresko.
Jeg lister ned af trappen igen, og forlader huset i al hast.
Da jeg flere timer senere vender tilbage, er skoene væk.
