Denial (Danish)

12. Bar hud

Word count: 2732

~ Rose

"Hey, hvilken film vil du se?" Spurgte jeg, mens jeg sad på gulvet foran tv'et og kiggede de forskellige film igennem. Jeg er glad for, at Shannon altid er der for mig, jeg ved ikke hvad jeg ville have gjort, hvis hun ikke havde været der, da jeg startede på skolen. Hendes bekymring her til aften, viser bare hvor meget hun altid vil være der for mig.

"Faktisk, tænkte jeg, at vi kunne gå i biografen her efter vi havde spist?" Spurgte Shannon, mens hun tændte ovnen.

"Lyder godt," svarede jeg, mens et smil straks poppede op. Jeg elskede at være i biografen. Okay, hvem elskede ikke at gå i biografen? "Jeg tjekker, hvad der er af film så!"

"Sweet!" Bliver der råbt tilbage. Den her aften bliver god, det er sådan nogle aftener, som man ikke vil have til at ende, men alligevel går der kun et finger knips også er den væk.

Jeg åbnede min telefon og gik ind på safari og søgte på biografer i Alaska, Homer. Der poppede kun én op. Det viser også kun, hvor lille den her by er. Jeg går ind på hjemmesiden og kigger en masse film igennem, dog er der kun én der fanger min interesse, nemlig filmen Nerve. Jeg har set reklamen utallige gange, og er kun blevet mere og mere interesseret.

Det her er jo en perfekt mulighed for at se den film.

"Hey, hvad synes du om Nerve, skal vi se den?" Råber jeg fra gulvet. "Joeh, det kan vi vel godt," råber Shannon tilbage, med en ligegyldig tone.

"Jeg går lige ud med skraldet og bagefter kan vi spise også tager vi afsted."

"Okay!" Lidt efter hører jeg hoveddøren smække, og jeg går ud i køkkenet. Shannon er jo eksemplarisk.

Vaske ægte frysepizzaer!

Jeg sætter mig ned og ser at den mangler at blive skåret ud, så det går jeg i gang med.

<><><><>

~ Shannon

Jeg smækker døren efter mig, tjekker at den er helt lukket. Jeg håber det kommer til at gå godt. Jeg ranker op i skraldeposen, som egentlig bare er en undskyldning. Jeg kan godt lide Rose, det er ikke det, men jeg gør det her for et godt formål. Det må jeg huske.

Og hvad angår Daniel, ja, det fungerer bare bedst for mig, hvis han tror jeg har det som jeg viser det. Jeg har aldrig været en sukkersød person, specielt ikke foran andre. Så, hvorfor starte nu? Men tro mig, jeg ved godt at Rose ikke vil kunne lide mig, når sandheden træder frem fra skovens skygger. Tro mig, jeg er ikke dum.

Jeg nærmer mig havelågen, hvor skraldespanden står lige ved siden. Jeg tager forsigtig fat i låget og løfter det, hvorefter jeg hurtigst muligt smider posen i.

Nogle grene knækker inde fra skoven af, hvilket får mig til at sukke.

Jeg træder frem, ud på vejen, og kigger ud i mørket med et selvsikkert udtryk.

"Hun er klar." Jeg synker engang, inden jeg finder min vej tilbage til huset. Jeg ved jeg kommer til at fortryde det, men jeg ved også, at hvis jeg ikke fuldfører det, får jeg aldrig, hvad jeg vil. Jeg ved det. Egoistisk. Men han betyder for meget, til at jeg kan give slip.

Trods mine tanker, finder jeg mit selvsikre og onde smil frem. Både fordi, ellers vil Rose spørge om, hvad der er galt, hvis jeg ser bekymret og nervøs ud, men også fordi jeg finder mig selv i at nyde denne spænding omkring mig. Jeg valgte det selv, og det har dets goder.

Jeg åbner døren og bliver mødt af en smilende Rose. "Nå, det tog lang tid. Jeg vidste ikke at du var blevet så gammel." Jeg fnyser.

"Jamen undskyld, frøken Rose. Jeg vidste ikke, de var så utålmodig nu om dage," svarer jeg så formelt, jeg kan. "Ja, jeg er ikke nem at tilfredsstille," forsvarer hun sig, men vi er ens nok til at se den sætning fra en anden vinkel.