Denial (Danish)

16. Uretfærdighed

Wordcount: 1756

~ Rose

Hans dominans var ikke til at holde ud. Efter at han havde været så respektløs bare at smide mig på sengen som et eller andet legetøj, havde han sat sig på en stol, der vendte den forkerte vej og bare stirret på mig.

Det var ikke til at holde ud.

Det var som om, jeg blev mere og mere nervøs, jo længere han bare sad stille og stirrede på mig, som om jeg var hans eneste ene. Vi har kendt i hinanden, i hvad, en uge?

"Lad være med at kigge på mig sådan."

"Hvorfor?" Svarede han neutralt. Der var intet smørrede smil, men heller ikke nogen snerrende undertone.

Nope, der kom det. Hans ene mundvig bevægede sig op og hans øjne glimtede, hvilket bare gjorde det endnu mere ubehageligt for mig. Har den mand ingen grænser?

Jeg trak dynen over mig og satte mig så langt væk fra ham som muligt. Der var noget skræmmende over ham, og der var kun én ting, jeg var fuldkommen sikker på; jeg skulle ikke blive her. Det kunne kun gå for langsomt. Jeg måtte finde en måde at flygte på.

Jeg kunne mærke mig selv slappe lidt af ved følelsen af mine fingre, der strøg over de fløjlsbløde lagner under dynen. Varmen i rummet omringede mig med en besynderlig effekt. Det var nærmest som om den gjorde mig mere afslappet.

Sig mig, er der hash i luften?

Jeg havde kun prøvet hash én gang før i mit liv, og lovede mig selv at jeg ALDRIG mere ville gøre det igen. Det var slet ikke på grund af påvirkningen, det gav mig. Nej, nej regnuerne som pludselig stod i mit synsfelt var skam flotte. Det var slet ikke det. Det var mere mine forældres reaktion, da jeg kom hjem fra festen. Ikke et kønt syn, siger jeg jer. 

"Hvad tænker du på?" Jeg kiggede hurtigt op, afbrudt af mine egne tanker. Carlos' øjne borede sig igennem rummet og hen på mig. Det gjorde mig utilpas. Men så på den anden side; er der noget ved denne mand, som ikke gør mig utilpas? Svaret er meget enkelt.

Nej.

"Det rager ikke dig," svarede jeg med sølle stemme. Jeg havde at føle mig så... så... ynkelig. Der var absolut intet, jeg kunne gøre. Han havde fået et fast greb om mig, og jeg tvivlede på, om han nogensine ville give slip igen. 

"Hør her, lille prinsesse. Det rager mig skam. Jeg bestemmer over dig, og det vil jeg altid gøre," kommanderede han, og ventede så herefter svar, og så var han simpelthen så fræk, at han endda løftede det ene øjenbryn i en kort men velovervejet bevægelse. Der blev dannet et lille 'v' imellem hans øjenbryn, mens hans fingre trommede på stolens ryg. 

Jeg skulede til ham.

Hvad bildte han sig egentlig ind? Sådan komme og tage mig op på hans ryg, for så at 'overtage mit liv'. Altså har den mand ikke andet at tage sig til?

"Og bare så du ved det, kommer jeg til at sidde og vente på dig her, indtil du åbner op for mig." 

Åbenbart ikke.

"Prøv at hør' her, lille prins. Jeg er ikke din prinsesse. Du må finde en anden, der vil være din lille prinsesse, og lad mig så gå. Min familie er sikkert ved at gå ud af sit gode skind af bekymring." Indtil videre var min bedste løsning overbevisningsmetoden. Der var bare lige en ulempe ved det.

Det virkede ikke.

"Du har ikke noget valg," brummede han. Og hvad svarer man til det? Jo, selvfølgelig kan jeg selv træffe det valg.