HAM & HANS TVILLING

Kapitel 3

Kapitel 3

Jeg sukkede og kiggede ned i jorden. Hvad laver han her?

"Kan vi lige snakke?"

"Vi har intet at snakke om"

Jeg kiggede ham direkte i øjnene. Han så bange ud, men for hvad? Det kunne ikke være mig? Sådan er Martinus ikke.

"Jo vi har"

Som svar rystede jeg på hovedet og prøvede at gå ud. Men Martinus havde spærret døren og stod i vejen.

"Lad mig komme forbi"

Han rystede på hovedet.

"Hvordan skal jeg overhovedet forklare det?" sagde han stille.

"Hvis du vil forklare, det der skete den aften, så please lad vær" bad jeg. Mit hoved kunne ikke overskue at skulle høre på en undskyldning. Det ville ingengang hjælpe.

"Øhm, jeg savner dig, meget faktisk. Aldrig i mit liv har jeg fortrudt noget mere end dette" hviskede han. En tåre kæmpede for ikke at falde ud af mit øje.

"Men hvorfor gjorde du det? Et nej, var alt hvad der skulle til og vi havde sikkert stadig været sammen"

"Det ved jeg. Stemningen gjorde at jeg blev revet med, og jeg ville ikke ende ud med at.." han holdte en pause. Jeg vidste godt at ham og hans tvilling blev drillet meget, lige da de begyndte at blive store sangere. Han ville nok ikke ende ud i det samme igen.

"Jeg ville ikke prøve det igen" hviskede han. Hans blik var i jorden. Jeg nikkede stille.

"Det forstår jeg, men jeg kan stadig ikke tilgive dig" sagde jeg.

Han sagde intet. Han stod bare i tavshed. Samme gjorde jeg. Inden at det hele ville blive akavet smuttede jeg hurtigt uden om ham, og indtil de andre. Gerd Anne og min mor grinede højt. De havde nok fået lidt for meget vin.

Marcus og Emma sad ved spisebordet, med et spil vildkat foran sig. "Må jeg være med?" spurgte jeg. De nikkede og smilede begge to. Jeg satte mig på stolen ved siden af Marcus og overfor Emma. "3,2,1" talte vi ned i kor, mens vi alle så spændte ud i hovedet. "Vildkat!" råbte Marcus op, kort efter. Et mumlende 'pis' kom fra min mund, imens jeg rakte Marcus de 2 brikker jeg ikke fandt. Selv Emma fandt flere end mig. Martinus kom gående ud fra mit værelse. Det smil han havde på da vi var sammen, er blevet taget fra ham. Han har det ikke på længere. Mine øjne fangede hans, men jeg fjernede dem hurtigt igen. Mit hjerte havde ondt af ham. Han var knust og ødelagt. Han havde grædt for meget, alt for meget. Den Martinus som jeg kendte da vi var sammen, det er ikke den samme længere. Jeg tror at jeg kender grunden. Grunden er mig. Måske bliver jeg nød til at få snakket ud med Martinus. For vores begges skyld.

Aftenen var ved at være ovre. Familien havde taget sko og overtøj på, de var klar til at gå hjem. "Vi ses snart, godt at se jer igen" sagde de og åbnede hoveddøren. Mine forældre og jeg svarede selvfølgelig venligt tilbage. De vinkede alle og var på vej ud. Min hånd nåede hurtigt Martinus skulder. Han kiggede forvirret på mig. Mit hoved nærmede hans øre. "Vi bliver nød til at få snakket ud" hviskede jeg. Tænk at jeg gjorde det. Hans hoved nikkede hurtigt, inden han smuttede med resten af hans familie. Hoveddøren lukkede i, og jeg så Martinus' ryg forsvinde. Min krop flyttede sig ikke, men blev lige bag ved hoveddøren. Lige bag Martinus.

Havde Martinus stadig følelser for mig? Jeg har hadet ham i et år, mens han har gået rundt med de føleser. Nej han sagde ikke direkte at han havde følelser for mig. Men efterhånden kender jeg ham godt nok til at kunne se det. Der var noget i hans triste og knuste blik, der sagde det. Det var ikke det blik, han havde da vi var sammen. Dét blik var glad og lykkeligt. Intet i mig kunne forstille, hvordan havde haft det. Ikke fordi jeg har haft det bedre, men jeg mistede alle mine følelser for ham, da hans læber ramte Noras. Efter dette møde, hader jeg ham ikke lige så meget som før - men jeg vil stadig ikke tilgive ham.