HAM & HANS TVILLING

Kapitel 8

Kapitel 8

"Jeg vil bare gerne holde dig i hånden"

Jeg grinte kort, og tog hans hånd. Vi små løb op til de andre to, og vi gik alle videre.

"Hvornår skal i rejse igen?" spurgte jeg, og kiggede Martinus direkte i øjnene.

"Først efter jul" svarede han, og smilte. Hele hans ansigt lyste op. Jeg nikkede kort, og spottede mit hus for enden af vejen. Vi trådte alle kolde ind af hoveddøren døren.

"Martinius, kan du ikke tænde op i brændeovnen?" råbte jeg nede fra mit værelse, mens jeg trak en varm hoodie over hovedet. Han trådte frem i dørkarmen.

"Ej" sukkede han.

"Ikke så længe du kalder mig Martinius" sagde han, efterfulgt af hans søde lille grin. Jeg grinte kort af ham.

"Undskyld, Martinius" smilte jeg, og gik forbi ham og ind i stuen. Marcus stod ude i gangen, og flækkede af grin.

"Undskyld Martininus" efterlignede han. Jeg grinte, og gav ham et lille dask på skulderen. Han grinte videre, indtil sofaen. Martinus kom gående ind i stuen og begyndte at tænde op i brændeovnen. Adela havde båret dyner ned i sofaen, og sat centervagten på. Jeg hentede lidt slik, det var trods alt weekend.

Vi satte os alle fire ned på stribe i sofaen, og halv sov til filmen. Vi var vel alle trætte efter en lang skoleuge, med opgaver.

"Sover i her?" fløj det ud af mig.

"Ja" mumlede Marcus. Jeg grinte kort og nikkede. Hvor skulle de sove? Vi kunne højst ligge to i min seng. Så vi måtte igang med at puste luftmadrassen op. Vi havde selvfølgelig ikke en elektrisk en, så vi skulle stå og pumpe den op med en fodpumpe. Faktisk sagde jeg til Marcus at han skulle.

"Jeg magter det ikke mere, min fod går i krampe" klagede han. Vi grinede alle af ham, og begyndte at rydde op. Vi lagde dynerne op på værelset, og gjorde klar. Jeg er født meget akavet, så selvfølgelig skulle jeg prøve den klassiske 'at en kommer brasende ind mens man står og klæder om'. Jeg var så 'heldig' at prøve det med Martinus.

"Hov, undskyld" Jeg kunne høre Martinus' søde grin, i dørkarmen. Heldigvis stod jeg med ryggen til, og skyndte mig at trække trøjen over hovedet. Jeg vendte mig rundt, hans stod der stadig. Han stod så fint i dørkarmen, med hans chelsa sæt på. Det eneste jeg havde på, var min trøje, men ingen bukser - altså udover underhøvlerne.

"Martininus, jeg er ikke færdig med at klæde om" grinte jeg, og kiggede fornærmet på ham. Han sukkede.

"Jeg går ikke så længe du kalder mig, Martinius" sukkede han. Hurtigt trak jeg mine natbukser på, og grinte lidt af ham. Han smilte.

"Færdig!" råbte Marcus inde fra stuen, og vi grinte alle sammen. Marcus kom slæbende med dobbeltlueftmadressen, ind på mit værelse. Han lagde den for enden af min halvandenmandsseng, så Adela og jeg bare kunne have vores hoveder i den ende, som ellers var fodenden. Adela havde allerede lagt sig i sengen, men Marcus fumlede rundt med lagnet, så Adela blev nød til at hjælpe ham.

"For pokker Marcus" grinede hun.

"Jeg tror ikke at vi kan komme hjem imorgen" sagde Marcus pludselig, mens vi alle ligger i vores senge og ser en skød serie på mit fjernsyn.

"Hvad mener du?" spurgte Martinus.

"Prøv og se nede ved lygtepælen. Vi bliver nok sneet inde" Vi kiggede alle ned mod lygtepælen, på hjørnet. Sneen var flere meter høj, og snart var min rude heller ikke til at se noget ud af. Jeg havde prøvet det før. Engang var det kun min mor og jeg hjemme. Så vi måtte blive inde i huset i næsten 4 dage, imens min far og lillesøster sad fanget på et hotel i Mosjøen. Godt at vi havde meget mad i fryseren.

"Venner?" hviskede Marcus. Jeg fniste stille. Ingen af os kunne rigtig sove pga af vinden.

"Marcus din torsk, ingen sover" sagde jeg, og vi grinte alle sammen.

"Vinden larmer vold meget" tilføjede Adela.