Just Take A Chance

Part 2// Besøg

Jeg er lige vågnet fra operationen. Jeg har det skide dårligt efter den...Mere end jeg plejer.
"Operationen gik rigtig godt...Din mor vil være her om 5 minutter" smiler lægen og går ud.
Min Mor, den eneste jeg har i mit liv. Hun har redet mig op til flere gange. Hvor ja...Marcus...Eow. Ikke kunne..

"Åhh, Hej skat!!" Græder min mor og løber hen og giver mig et kram, jeg krammer stille med. Gud hvor har jeg savnet hende...

*FLASHBACK*
Jeg mærker 2 hænder om min krop, de er for store til at være Marcus' hænder. Typisk.
Det er min mor, hun river mig op af vandet i sidste sekund! Men hvor er Marcus?
Min mor løber op og ligger mig på stranden, og giver mig "mund Til Mund"-Metoden. Jeg ånder lettet op. Og begynder at græde...Min mor giver mig et stort kram og vi går stille hjem...
Efter den tur, er mine lunger bleven ødelagte. De virker ikke særlig godt, som de gjorte før...
Da vi går forbi Marcus' hus, ligger han og griner med Emma.
Jeg kan mærke jeg bliver rigtig gal! Hvordan kunne han?! Og så bare lade som ingenting? Jeg kunne have været død!!!

"Skat? Skat? Bella!" Rusker min mor i mig. Jeg var falden i staver!
"Ja? Undskyld faldet bare lige i staver.." smiler jeg falsk. Hun giver mig en krammer. Og resten af dagen er hun her, og vi snakker sammen om alt...Men ikke en eneste gang nævner hun Marcus eller Martinus?

Klokken bliver mange og hun tager stille hjem. Lægerne siger godnat...Og ellers falder jeg bare stille i søvn..

"DU KAN INTET" "SO" "LUDER" "VERDEN ER MEGEG BEDRE UDEN DIG!!"
Råber en hel flok mennesker. Jeg kan ikke helt se hvem...Men Marcus er en af dem...Og Filip, Mark og Albert. Marcus' venner. En eller anden fod rammer mig i ansigtet..BOM..

Jeg vågner med et zet! Jeg husker det hele nu. Tydeligt. Marcus og hans venner. Sparker og mobber mig. Jeg knækker sammen. Jeg kan ikke mere!
...Men Martinus, hans tvilling. Han er så sød imod alle? Og Marcus...ja...Ved jeg ikke rigtigt. Har kendt ham hele mit liv, som en sød og sjov dreng. Min bedste ven. Men siden den dag på stranden har alt forandret sig...

En læge kommer løbende ind.
"Er du okay? Hvorfor græder du?" Svare hun beroligende. Jeg svare ikke. Vender mig bare om, og ligger mig til at sove. Jeg hader lægerne. Kun en af dem kan forstå mig. Ulla.
De andre, de er bare så falske. De vil 'hjælpe' dig, siger de. Men nej.

Jeg falder hurtigt i søvn igen...