Jeg vil altid huske dig ( Justin Bieber )

True love

Ej Undskyld!! Jeg har ikke lagt et kapitel ind i lang tid.. Uuups.. Jeg har den samme undskyldning igen, Jeg har har haft lektier for. Og ja, jeg har Påskeferie, men jeg skal aflevere en matematik opgave efter påskeferien. Den er ikke helt nem den opgave.. Men her er det næste kapiteeel! (Jeg har prøvet at ligge et billede ind hvor i kan se hvordan Jenna ser ud. Aner ikke hvem hende på billedet er i virkeligheden haha)

Jenna's synsvinkel.

Jeg vågnede op et helt andet sted. Jeg stod midt ude på en mark hvor der ikke nogle huse eller træer. Ingenting. Kun højt græs. "Hallo!? Hvor er jeg?" Råbte jeg. Pludselig var der nogen der prikkede mig på skulderen. Jeg vendte mig om, og så en person som jeg ikke havde set i langt tid. "Far!? Spurgte jeg forvirret. ”Hej min lille prinsesse” Sagde han og gav mig et stort knus. ”Jeg har savnet dig så meget” Sagde jeg. ”Hvor er jeg?” Spurgte jeg. Jeg kiggede rundt omkring. Jeg vidste stadig ikke hvor jeg var. ”Du er ikke på jorden. Men heller ikke i himlen. Bare rolig. Lægerne vil hjælpe dig” Sagde min far med det smil som jeg savnede så meget. ”Jamen far! Jeg vil blive her hos dig!” Græd jeg. ”Din mor har brug for dig..” Sagde min far. Han begyndte at blive mere og mere usynlig. ”Far! Du må ikke gå!!” Græd jeg. Jeg græd og græd. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Alt blev sort igen og jeg kunne høre stemmer. ”Hun skal nok klare den. Hun er en stærk pige” Pludselig kunne jeg åbne mine øjne. ”Hun er vågen!” Sagde en mand og kiggede på mig.

Justin's Synsvinkel.

”Familien Rose?” (Kan ikke huske om jeg gav hende et efternavn, så her er et nyt haha) Sagde en dame. ”Hendes familie er her ikke, men vi er hendes venner.” Svarede jeg. ”Hun er vågnet, og hun må gerne få besøg. Men jeg er ked af at meddele, at hun har mistet det meste af hendes hukommelse..” Sagde en læge til os. Der .føltes det som om at mit hjerte gik i stå. Hvad nu hvis hun kun kan huske det dårlige der skete, og ikke de gode minder? Mine tanker blev vækket af Chaz. ”Hey, Bro! Vågn up!” Sagde han. ”Hov, eehr. Undskyld.” Mumlede jeg. Jeg rejste mig og gik ind til hende. Jeg stod et stykke væk fra hende, for jeg ville ikke skræmme hende. ”Vicki? Hvor er jeg?” Sagde hun i panik. Vicki satte sig ned på en stol ved siden af Jenna. ”Rolig Jen, Du er på Hospitalet. Du kom ud for en bilulykke. Du har mistet din hukommelse..” Sagde Vicki og begyndte at græde. ”Vicki hvorfor græder du?” Spurgte Jenna. ”Fordi min bedsteveninde ligger på et hospital og har sindssyg mange skader” Græder Vicki. ”Vicki, det er oka-” Sagde hun, men stoppede da hun så mig. ”Hva... Hvad laver her..” Sagde hun. Oh, god.. Hun huskede det. ”Jeg..” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. ”Du forlod mig Justin..” Sagde hun såret. ”Jenna vi har snakket om det før! Du tilgav mig! Men det kan du jo ikke huske..” Sagde jeg. En tåre trillede ned ad min kind. Jeg har aldrig følt mig så hjerteknust før.”Undskyld.. Men jeg kan ikke huske det..” Sagde hun og kiggede ned. ”Vil du ikke være sød at gå?” Sagde hun. Der sankt mit hjerte lige fem meter. ”O..okay” Jeg forlod lokalet og kørte hjem.

Jeg var ikke typen er græd meget. Jeg sad på mit værelse og grød mine øjne ud. Hun vil ikke se mig. Hvad skal jeg gøre? Jeg elsker hende. Jeg er faldet for hårdt.

*1 og en halv måned senere*

Jenna's synsvinkel.

Jeg kunne huske det meste igen. Men jeg kan stadig ikke huske det med Justin. Hvorfor? Det ved jeg ikke. Måske vil min hjerne bare ikke huske ham.

Vicki jeg og min mor var på vej hen til vores hus i LA. Min mor rejste her til LA, da hun fandt ud af, hvad der var sket med mig. Hun har så valgt at vi skal blive i LA lidt længere, som en lille ferie. Men vi flyttede vel ind i stedet . Vicki fik lov til at bo hos os i et stykke tid. ”Jeg er lidt køresyg.. Kan vi ikke holde ind så jeg kan gå en lille tur?” Spurgte jeg, da jeg ikke havde det så godt. ”Jov, selvfølgelig” Sagde min mor og holdt ind til siden. Det sted så meget bekendt ud. Jeg gik af bilen og begyndte at gå. Det var dejligt med noget frisk luft. Solen skinnede og der blæste ikke så meget. Vejret var perfekt. Jeg gik og gik, indtil jeg kom til en lille sø med træer rundt omkring. I græsset var der små hvide blomster. Jeg havde en følelse, at jeg havde været der før.

*Flashback*

"Hvordan fandt du det her sted?" Spurgte jeg og smilte. "Jeg gik bare rundt.." sagde han og satte sig ned. Wow hvor romantisk Justin.

Da jeg skulle til at sætte mig ned, greb Justin fat om mig og rykkede mig ned på hans skød. "Er det ikke bare dejligt at sidde her?" sagde han sarkastisk, fordi han kunne se, at jeg syntes at det var meget usædvanligt for mig. "Ha ha" sagde jeg sarkastisk. "Hvor er den søde og charmerende Justin? Nu er du klam og mega sarkastisk" sagde jeg. Måske skulle jeg ikke sige det med, at han er charmerende. "Du syntes at jeg er charmerende, huh?" Spørger Justin med hævede øjenbryn. Jeg havde ellers håbet på, at han havde ignoreret den. "Nej ikke rigtigt.." sagde jeg og håbede på at han skiftede emne. "Hvorfor sagde du det så?" sagde han med et stort irriterende smil. "Altså.. Jeg mente flink.. eller noget" sagde jeg. "Vent lige her. Jeg skal lige hente noget i bilen" sagde han og skiftede emne. "Har du bare tænkt dig at efterlade mig en i en skov? Helt alene?" sagde jeg chokeret. "Jaa" svarede han og gik. Hvis jeg bliver kidnappet af en hjemløs, så er det hans skyld. Jeg sad og ventede i sindssygt langt tid. Hvad nu hvis jeg bliver spist a en hamster!? Okay... det lød dumt. Virkelig dumt.

Pludselig kunne jeg mærke nogle stærke arme gribe fat om mig. Jeg blev så bange at jeg begyndte at skrige. Jeg vente mig om og så at det var Justin. "Rolig! Det er bare mig" Sagde han. "F*ck dig!" sagde jeg og slog ham. Han havde hentet en guitar. Han satte sig ned på græsset ved siden af mig og sagde, "Jeg har tænkt mig at synge en af mine sange.. da jeg skrev den, tænkte jeg på dig.." sagde han og hans kinder blev røde. Aaaw hvor sødt! Han begyndte at spille på guitaren og han kiggede mig dybt i øjnene.

Han sluttede sangen og jeg kunne se et nervøs udtryk i hans ansigt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. "Føler du virkelig det?" Spurgte jeg til sidst. Han nikkede og kiggede ned i jorden. Er han flov? Er han nervøs? "Jeg føler det samme" Da jeg sagde det lyste hans øjne op og der kom et smil på hans læber. Inden jeg nåede at sige noget, rørte hans læber mine. Jeg kyssede tilbage. Han puttede sine hænder rundt om min talje og jeg puttede mine hænder omkring hans nakke. Han kom tættere og tættere på mig. Hans tunge spurgte om indgang og jeg lod ham. Det var så intenst. Jeg fik sommerfugle i maven og det føltes som om, at der var fyrværkeri. Jeg stoppede kysset og kiggede på hans dejlige chokolade brune øjne.

*Slutning af flashback*

”Justin..” Sagde jeg og tænkte på hans dejlige chokoladebrune øjne som havde det dejlige glimt i dem. Hans fantastiske smil. Jeg løb tilbage til bilen og sagde: ”Kør til Justin's hus, Nu!!” Sagde jeg. ”Hvorfor?” Spurgte Vicki. Jeg kiggede på hende og smilte. ”Jeg kan huske det hele nu” Sagde jeg og Vicki blev vildt overrasket og råbte ”Kør Mis. Rose!!” Jeg griner af hende og min mor kører mod Justin's hus. Da vi endelig ankom løb jeg ud af bilen og op til døren og bankede på. Nogle få sekunder åbnede døren er der stod Justin. ”Jenna, hvad lav-” Han når ikke at sige mere, da jeg putter mine hænder rundt om hans nakke, og kysser ham. Han tager imod det og kyssede mig tilbage. Sådan var det i et minut, men jeg stoppede det, fordi jeg vidste at min mor og Vicki sad og ventede. ”Jeg kan huske det nu” Sagde jeg, og kiggede ind i hans chokolade øjne. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Det kunne han heller ikke. ”Jeg troede ikke at jeg ville se dig igen.” Sagde han og kyssede mig på hovedet. ”Jeg elsker dig” Sagde han, med håb i hans øjne. Elsker jeg ham? Er han min eneste ene? ”Jeg elsker også dig” Svarede jeg og kyssede ham igen. ”Hey! Lovebirds! Gør det et andet sted!” Råbte Vicki, og vi stoppede kysset, og grinte.

Det var det Kapitel! Lidt længere end de andre, fordi i skulle vente så langt tid. Jeg er virkelig løbet tør for ideer.. Help me..

Næste kapitel = 230 reads:)