Give me love // N.H.〔PAUSE〕

Kap. 16

Jeg vågner ved nogle lyde, hvilket jeg hurtig finder ud af kommer fra døren. Der er en som banker på døren, kl. 8 om morgenen? Det er sikkert Niall, som vil beordre mig til at gøre noget som han lige lyster - jeg er jo hans kidnappet legetøj.

''Hvad?'' råber jeg fra min seng, da jeg ikke har lyst til at rejse mig fra sengen lige nu.

''Saf, det er mig'' kommer der fra den anden side af døren, hvilket sjovt nok er Niall.

Men han lyder helt anerledes, måske næsten grådkvalt? Min nysgerrighed tager over mig, da jeg trækker dynen til siden og går stille over imod døren. Han skal helts ikke hører mig, så jeg lister mig hen og putter mit øre imod døren. 

Det er helt utroligt, hvor tynde de her døre føltes som. Jeg kan hører Niall's dybe vejrtrækninger og et par små snøft i ny og næ. Jeg ved ikke om jeg burde åbne døren, for på den ene side har han godt af at vide hvordan jeg har det lige nu, men på den anden er jeg heller ikke helt umenneskelig.

I én bevægelse, åbner jeg hurtigt døren uden selv at ligge mærke til det, da jeg hører han begynder at gå væk derude. Et syn møder mig, som jeg slet ikke havde regnet med. Der står Niall, med noget poset tøj på, men det der virkelig fanger mit blik, er hans blodsprængte øjne. Det ligner at han har grædt hele natten og indtil nu - hvilket nok også er muligt.

''Safina..'' kom der hæst og stille fra ham. Han ser meget chokeret ud, han havde sikkert ikke regnet med at jeg ville åbne - men det havde jeg sådan set heller ikke.

''Hvad er det du vil, Niall?'' spørger jeg, og prøvede ikke at lyde for hård i det.

''Jeg ville bare se om du er okay'' siger han lavt, og kigger alle andre steder end på mig. Han er nok pinlig berørt over det.

''Hvorfor skulle jeg ikke være okay?'' spørger jeg.

''Du fik det bare til virke som om, at du ikke vil være her.. Med mig'' siger han så og kigger mig nu endelig i øjnene.

''Der er da til tider, hvor jeg ville ønske at jeg aldrig var blevet kidnappet - at have et helt almindeligt liv, med mine venner og familie. Men på den anden side, nu hvor jeg har lært dig lidt bedre at kende, så er det heller ikke det værste'' siger jeg og prøver at formulere mig, på den bedst mulige måde.

''Jeg er glad for at du godt kan lide at være her sammen med mig, men vil du ikke være sød og være komplet ærlig over for mig - ville du helts have haft dit gamle liv og stadig være sammen med mig?'' spørger han så, og jeg er faktisk lidt overrasket over det.

''Jeg ved det ikke helt, jeg er jo ikke rigtig vant til at sammen med en kendt-'' starter jeg og kigger ham så i øjnene, ''Men for at være ærlig, ville jeg helts have kendt dig i mit gamle liv''

Jeg kan godt se, at han bliver rørt igen. Men hvad skal jeg gøre ved det? Det er ikke ligefrem fordi at det kan ændres nu. 

Da der triller en tårer ned af hans kinder, går jeg hen imod ham og trækker ham ind til mig. Jeg kan mærke og hører hans hulk.

''Det ændrer jo ikke, at jeg ikke holder af dig nu. Det er simpelhen situationen du har puttet mig i, som jeg hader dig for'' siger jeg bundløst ærligt.

''Jeg ved ikke hvad jeg kan gøre ved det nu, Safina. Jeg er blevet for involveret med dig, at jeg ikke kan lade dig gå''

Jeg har inden ide, om hvordan jeg skulle tage det han sagde til mig. Mente han det, som en god eller dårlig ting, at være for involveret med mig. Uanset hvad han mener med det, gav det mig virkelig kuldegysninger.