What is your name?

5) ~ Nej bliver til ja

"Er du klar til at gå smukke?"

Matt stod foran mig med et drillende blik.

"Du ved udmærket godt at jeg sagde, jeg ikke ville følges med dig," svarede jeg koldt og kiggede igen ned i mine lektier. "Nej, du sagde ikke nej, og et ikke-nej må være et ja," svarede han.
"Du hørte mig jo godt i matematiktimen! Men ellers kan du jo bare høre det igen: Matt, jeg vil ikke følges med dig hjem, jeg vil meget hellere sidde her med mine lektier, end at følges med en idiot hjem."
"Nå nå, er man lidt spydig? Kom smukke så går vi!" Sagde han upåvirket af at jeg lige havde sagt til ham at jeg ikke ville følges med han hjem.

"Jeg bliver her." Han sendte mig et løftet øjenbryn. "Hvad så, hvis jeg også bliver her?" Jeg sukkede og ignorerede ham, han kunne da ikke blive her for evigt, i modsætning til mig lavede han mange ting efter skole, og sjovt nok var ingen af de ting lektier.

Lige pludselig mærkede jeg en hånd på min mave, der kildede mig. Jeg hvinede. "Hvad gjorde du det for?" Spurgte jeg irriteret. "Nå så du er kilden hva'?" Han blev ved med at kilde mig og jeg hvinede. "St...op... med... at ...kilde... mig!" Fik jeg sagt mellem mine hvin. "Kun hvis du siger ja til at gå med mig hjem," sagde han roligt.

"Nej," sagde jeg tydeligt. Han blev ved med at kilde mig, og nu måtte jeg være godt rød i hovedet. "Okay!" Han stoppede med det samme og svang sin taske over skulderen. Med et selvtilfreds smil kiggede han på mig. "Kommer du babe?" Jeg rullede øjne af ham, men orkede ikke at protestere.

Da vi var kommet udenfor sagde Matt "Du kan godt bare gå afsted, du behøver ikke vente på at jeg går forrest. Du ved jo hvor jeg bor." Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, og det blev min stilhed der svarede. Han kom op ved siden af mig og vi begyndte at gå.

"Har du nogen søskende?" Jeg ville egentlig ikke starte en samtale med ham, men det røg ud af mig før jeg kunne tænke mig om. Forbandede høflighed!
"Jeg er enebarn," svarede han. "Hvad med dig?"
Jeg tøvede lidt, og kunne mærke klumpen i min hals. "Noget galt?" Spurgte han. "Nej. Jeg har kun en storebror." Jeg havde jo kun en storebror.

"Så du er det yngste barn? Har en storebror til at passe på dig, og er den yngste," Sagde han drillende.

"Ti stille," sagde jeg. "Nå så du kan ikke lide at være den yngste? Du er den lille... den mindste..." jeg afbrød ham "Hold mund!" Jeg havde tårer i mine øjne, som jeg skjulte for ham. "Undskyld. Hvad er det galt?" Han var blødt helt op nu, han skulle slet ikke spille en rolle, og for en gangs skyld så jeg ham faktisk som en sød almindelig dreng, som bare var ret flot. "Ikke noget," svarede jeg stille.

"Nå, men i hvert fald. Ananas på pizza? Mørk eller lys pålægschokolade? Serier eller film?" Han kiggede ivrigt på mig for at få mig til at svare. "Okay... ja ananas på pizza. Mørk pålægschokolade selvfølgelig. Klart serier! Dig?" Han svarede "Ananas på pizza. Lys pålægschokolade og serier." Jeg kom med er udbrud "Det kan du da ikke mene! Lys pålægschokolade? Nej, nej, nej... er du også sådan en type der godt kan lide mælkechokolade?"

"Ja da! Ikke alt det der bitre chokolade, nej det lyse mælkechokolade er det bedste!" Jeg lavede et falsk udbrud af forargelse. "Så det du siger til mig er, at du bedst kan lide chokolade på omkring 50 procent." Han svarede "Nej da!" Jeg åndede lettet op. "Omkring 30-40 procent er meget bedre," sagde han.

Så var vi allerede ved hans hus. Utroligt nok havde idioten Matt faktisk været okay at følges med, jeg havde faktisk haft det sjovt. "Nå ja det her er mit hus, men det ved du jo godt." Det valgte jeg ikke at svare på. "Så hvor bor du? Du må bo i nærheden...?" Jeg skyndte mig at finde på noget, men det var ikke særlig gennemtænkt. "Nej, jeg bor langt væk." Han løftede er øjenbryn "Så det du siger til mig er at du har fulgtes med mig hjem, selvom du bor langt væk?"

Så skulle der tages en svær beslutning. Skulle han vide hvor jeg boede eller skulle han tro at jeg gerne ville følges med ham?

"Æhh nej okay. Jeg bor ikke meget langt væk, men et stykke. Og det var ikke mig der ville følges med dig, det var omvendt fister!" Han begyndte at grine "Fister? Kaldte du mig lige fister? Nå men så må du jo komme godt hjem babe." Han gik op, åbnede døren og havde lukket den igen før jeg kunne nå at fortælle ham at han skulle kalde mig A ikke babe, smukke eller andet.

Da jeg lige havde tjekket at han ikke kiggede ud, løb jeg over vejen, og gik ind i huset overfor hans. Hjem, kære hjem.

<33