Højeste rank i Teenage fiktion: #2
Kelsey sad bare der og græd. Jeg vidste at jeg skulle gøre noget... jeg havde bare ingen ide om hvad. Jeg satte mig op ad døren ved siden hende. Kelsey kiggede på mig med røde øjne. "hvad har du gjort cameron?!" rå...
"Vi ved slet ikke hvad vi skal gøre af dig!?" Skælder mor ud. Jeg kigger skamfuldt ned i hænderne. Det her skete ALDRIG før i tiden, mor plejede altid at prale om hvor flittig jeg var, men nu er det vel ikke særlig meget at prale om længere...
"Ved du hvad, jeg har besluttet mig!" Siger rektor pludselig. "Jeg hjemme underviser dig og siger mit job op..." begynder han. Jear, right!
"Nej, skat... det skal du ikke" svarer mor uskyldigt. Deres forhold er til at brække sig over. 2 gamle mennesker som prøver at spille unge. "Hun skal rilbringw hele juleserien i north Carolina sammen med mine forældre!" Beslutter mor sig for og krydser armene. Mit hjerte går i stå, men jeg kan ikke vise det. Jeg vil ikke hjem til min kedelige bedsteforældre og holde jul. Det er den værste straf EVER! Desuden bor der kun gamle mennesker i lige den by hvor de bor. Det vil så sige at jeg Ikke engang kan gøre er forsøg på at få nogle venner. Jeg kigger uinteresseret på dem. De skal vide at lige meget hvad de gør kan de ikke knække mig. Mor kigger krænket på mig. Jeg kan godt forstå hendes vrede, men det der gær mig sur at hun ikke kan forstå min. Mit liv er Pretty Fuckd her for tiden og hverken mor eller rektor giver en Fuck. "Gå op på dit værelse!" Siger hun koldt og hårdt. Uden at sige noget gør jeg som hun siger. Jeg gider ikke skulle til at skændes lige nu. Specielt ikke foran rektor. "Kelsey, vent!" Råber rektor. "Aflever din telefon" beordre han. Nu er jeg virkelig fucking pissed. Jeg krydser stædigt armene som tegn på at han godt kan glemme ALT om at bestemme over mig. "Nu!" Siger han aggressivt. Jeg sukker opgivende ager min telefon ud af lommen og lægger den drillende på trappetrinet. Derefter smiler jeg tilfreds til dem. Jeg ved godt at det ikke er en stor ting. Men de for altså ikke alting 100% som de vil have det. Jeg går op på mit værelse og smider mit i sengen. Tankerne suser rundt i hovedet på mig. Jeg nægter at blive på mit værelse i aften, så det er vel godt at jeg har min dejlige, dejlige terrasse sol forresten minder mig psyko meget om Cameron. Cameron... hvis bare at han virkelig var så sød som de sidste par dag. Hvis bare han virkelig elskede mig og hvis bare han ikke var en hjerteløs player. Mor og rektor er ikke så smarte aligevel, bærbaren og ipadden ER opfundet. Min bærbar ligger stadig på sengen som da jeg efterlod den. Jeg sætter mig op og går ind på face. Cameron har bombarderet mig med beskeder. De første beskeder er søde og uskyldige, me de bliver mere og mere aggressive. Han prøver virkelig hvilket gør mig ked af det. Jeg vil ikke være sammen med en som Cameron for selv om han nogensinde skulle ændre sig vil hans fortid ikke være glemt. Man kan ikke bare få fra at ryge 20pakker om dagen til at ryge en. Jeg overvejer om jeg skal svare og jeg mim beslutning er sikkert dum, men lige nu føles alt i mit liv dumt.
"Okay... jeg tager på date med dig, men så lader du mig også være" skriver jeg.
"Jeg henter dig kl. 19.00" svarer han kort efter. Jeg kigger tomt ind i mit tøjskab. Den eneste kjole jeg ikke har haft på for nyligt er en rød kjole som jeg havde glemt alt om.
Efter ca. En time er jeg klar.
Ups! Gambar ini tidak mengikuti Pedoman Konten kami. Untuk melanjutkan publikasi, hapuslah gambar ini atau unggah gambar lain.
(Kelsey's outfit)
Klokken er halv syv da keg kommer i tanke om at Cameron skrev at han ville hente mig. Det kan ikke... i hvert fald ikke gennem hoved døren hvor mor 100% ville opdage det.
"Hent mig ved min terrasse dør..." siger jeg og flover mig. Men Cameron forstår det sikkert godt, det er ihvertfald én godt ting ved ham, han er meget forstående over for folk med stuerest. Jeg når lige at sende beskeden da min dør begynder at banke. Jeg trækker gardinerne for og ser Cameron stå med en bukket blomster i hænderne. Jeg kigger kort på blomsterne og ruller så øjne. "Skal vi gå? Siger jeg og hopper over gelænderet. Ham smider hurtigt blomsterne på sengen i mit værelser og følger så efter mig. Vi går mod hans bil og sætter os ind i den. "Du har ikke tænkt sig at kidnappe mig igen, vel?" Siger jeg og bryder stilheden. "Ikke denne gang" svare han og smiler smøret. Ham stater bilen og begynder at kører. Vi kører i kort tid før vi når til destinationen. En Fin, dyr restaurant. Jeg stiger ud af bilen og kigger koldt på restauranten. "Hvor skal du hen, smukke?" Siger han. Jeg kigger tilbage på ham og får øje på en mørk gammel bygning. "Kom..." beordre han. Jeg følger usikkert med, har han tænkt sig at dræbe mig eller hvad? Da vi træder han er der helt mørkt. An tager fat i min hånd og følger mig gennem en hel masse mørke, dystre gange indtil vi kommer ril er åbentrum. Han trækker en ring op ag lommen og trykker på den så hele rummet bliver lyst op af lyskæder. Den dine restaurant bliver pludselig til ingenting i forhold til det her. I midten står der et bord med roser og noget mad på. Jeg kigger på Cameron som smiler charmerende tilbage mig. Han tager Ekstra godt fat om min hånd og fører mig hen til en af stolene. "Har du gjort alt det her?" Spørger jeg forventningsfuldt. "Hmm..." svarer han smigret. "Ja, jeg er en player og alt det der, men jeg kan godt elske og lige nu elsker jeg dig..." siger han og tager min anden hånd. Hans ord er til at dø over. Jeg slinger armen rundt om ham og krammer ham hårdt. Et par tårer triller ned af kinderne på mig. Han tører tårerne væk og kigger mig intenst ind i øjnene. Jag fokusere på hans bløde, fyldige læber og lige pludselig rører de mine.
Undskyyyyyyld!!!
Jeg har virkelig ikke været i skrivehumør og derfor har jeg ikke opdatere de sidste 2 dage.
Men her fik i endnu et dramatisk kapitel😅
Hvad synes i om daten og vigtigere, hvad synes i om Kelsey's outfit?😁
Outfittet er lavet af en dejlig læser og jeg er heeeelt vild med det!😍
