I den øde rosenhave ved Lockwood palæet står pigen med det ildrøde hår.
Ensom og Alene.
Hun klipper en rose. Rosen rød som blod.
Hun blev født til at være en engel. Ren og klar.
Uden ar. Uden sår.
Men idet hun klipper rosen, er denne renhed væk. Hun tog et liv fra rosen. Hun klemmer sine smidige og rene hænder rundt om rosen. Dråber af blod drypper ned over det nærmest safirgrønne græs.
Idet hun tager hænderne væk fra rosen, er der ikke andet end en blodig stilk, og skadede hænder.
Stille triller de dansende perler af salte tårer ned over hendes kinder. Hun lader dem falde til de blodige hænder, og lader dem rense.
Et nærmest lydløst skrig, slipper hendes læber.
Blodet forsvinder stille fra hendes hænder, og triller med tårerne ned på det grønne græs.
Hun sætter sig på bænken, ved siden af busken hun roligt tog et liv fra.
Stemmerne i hendes hoved overdøver den milde hulken, hun slipper ud. Ingen kan høre hende. Ingen kan se hendes smerter. Ingen kan hjælpe.
Hun blev spærret inde af sin familie, og er endelig sluppet ud. Men noget forhindre hende i at flygte?
At hun kan dræbe, blot ved at plukke en blomst? At hun har fået en forbandelse kastet over sig?
Forbandelsen lød på, at hun kunne dræbe ved at plukke en blomst.
Og kun ved at finde kærlighed kunne forbandelsen brydes.
Men hvordan skulle, det kunne ske? Hun havde aldrig håbet på det, men alligevel som det eneste, blomstrede den lille spinkle tråd af håb. Hvad tændte håbet i hendes sind?A Queen Will Always turn pain, into power.
F/N
Tjah... jeg brugte faktisk lang tid på at skrive dette. Jeg er meget tilfreds, og håber nogle vil læse kapitel to.
Og det ville være dejligt hvis du gad stemme!
Og så vil jeg sige god dag, aften, morgen eller hvad der nu er ved dig! (:
YOU ARE READING
Ammy Lockwood
Fantasy\\ ,,Hvad er dit navn, min ven?" spørger den gamle kvinde. Jeg svare stille lidt tid efter: ,,Amelia Lockwood," Et gisp forlader kvindens læber. Sikkert fordi jeg er skurken, i dette eventyr. Hun forlader sin plads med strikketrøjet, går over mod...