Amelia Lockwood.
<>><<>
,,Kom så min pige, ikke være genert." Jeg tager blikket, op mod kvinden.
Hendes smil, forsvinder stille.
,,Svaret er fortabt. Mistet.
Men forstanden, har du i behold. Alle her kender din historie.
Udover detaljerne." Hun har sat sig tilbage på sin plads. Selvfølgelig fik hun mig skubbet med. Hun har fundet, en tekande og en stol frem. Hun gør tegn til at jeg skal sætte mig ned.
Jeg gør det, i forsøg på at være høflig.
,,Ser du. Mennesker her i byen kender, alle din historie,- eller det tror de.
Jeg var meget bekendt med din mor, Myra Lockwood.
En venlig og godhjertet kvinde. Du ligner hende så meget."
Jeg kunne mærke tårer, presse sig på.
At snakke om hende. At sige hun er venlig, når hun låste mig inde i håb om sikkerhed.
,,Men ser du, jeg kender historien. Du husker den ikke selv, det ved jeg. Du havde, en ven. Emma Grant.
Før dine forældre vidste noget, om forbandelsen.
Emma og dig, var som søstre.
Indtil både, du og Emma fik en forbandelse. Emma's var ikke at huske folk, der ikke betød så meget som familie. Hvilket vil sige, du blev glemt.
Din egen kender du jo, men du kender ikke det der er med en hver forbandelse. Den kan brydes. "
Hun tager en pause. Hun drikker en tår, af sin te.
Håbet blomstre, endnu hurtigere end før. Forbandelsen kan brydes. Men det er jo umuligt, at nogen ville hjælpe. Umuligt.
,,Hvad er modgiften?" spørger jeg utålmodigt. Bare
,,Kærlighed."
Kærlighed?! Det kan hun da ikke mene? Skal jeg nu forelske mig? ,,Jeg ser det i dit blik. Nej.
Der findes flere former for kærlighed.
Og, kan du gætte det? Emma er i live.
Dine forældre troede, at du havde dræbt hende, - Ved et uheld selvfølgelig. Men de var bange.
Du plukkede, en blomst. Hun var den nærmeste, og derfor troede de at hendes liv var gået tabt.
I frygt for at du skulle få flere venner, du kunne dræbe, spærrede de dig inde.
Dit liv blev mørkere, end nogen anden 6årigs.
Emma..." Jeg afbryder hende hurtigt, i stedet for at hun bliver ved.
,,Hvordan ved du det her?" nærmest råber jeg.
Tårerne der så småt kom frem, er nu nede i mine sårede hænder. Salten sviger, blidt i sårene.
Men det er ikke slemt.
,,Din mor, Myra..." hun synker en klump. ,,Lad os sige, vi var mere end venner.
Mit navn, er Olympia. Men din mor kendte mig under navnet, Mor."
<>><<>
YOU ARE READING
Ammy Lockwood
Fantasy\\ ,,Hvad er dit navn, min ven?" spørger den gamle kvinde. Jeg svare stille lidt tid efter: ,,Amelia Lockwood," Et gisp forlader kvindens læber. Sikkert fordi jeg er skurken, i dette eventyr. Hun forlader sin plads med strikketrøjet, går over mod...
