Ammy Lockwood

Never touch me, or give me a Flower. It could kill you!

Amelia Lockwood

 Silent Street.
Lever ikke op til dets navn. 

Ufatteligt.

Larm overalt, liv overalt. Og værst af alt: blomster overalt.

,,Unge dame," råber en mand.

Sikkert ikke til mig, da der er masser af unge piger omkring mig.

Men nej. Selvfølgelig går han hen til pigen med det ildrøde hår, som skiller sig ud.

,,En rose? En lilje? En tulipan, måske? Hvad kunne friste denne nydelige frøken?"
I tiden har han nærmest stukket blomster op i næsen på mig. Jeg trækker mig dog, før jeg rører dem.

Jeg kigger ned mod mine sårede hænder. Begge to fra rosens skarpe torne.

,,Uhm," jeg stopper op. Første gang jeg har hørt min egen stemme. Nogensinde. Det er underligt. Den er lys og så alligevel mørk? Fascinerende. 

,,Nej tak," Siger jeg kortfor hovedet, og går videre.

Jeg går ind i en... pantelåner? For at slippe for mennesker der piller ved mit hår. Og ikke mindst, blomster-sælgerne.

Det ligner en skrammel butik. Nyt.

En gammel kvinde sidder og strikker i en gyngestol. 

Det knager i gulvet, i takt med at hun gynger frem og tilbage. Normalt ville jeg se hende som en heks. En af de der heskeagtige nogle. Hendes hår er sat op i en velformet stram knold. Hun har rynker i hele ansigtet, og en ufattelig kroget næse. Som sagt, ligner hun en heks.

Men til gengæld, er jeg en heks. Dræber for hver blomst hun rør ved. Sjovt, hva'?

At man sagtens kan være ung, for at være en heks. Hun kigger stille op fra sit strikketøj, og kigger på mig med venlige, og blide øjne.

,,Hvad skulle det være, frøken?" Hendes gamle, slidte og hæse stemme er ligesom øjnene. Jeg synker en klump.

Måske kan hun hjælpe mig med forbandelsen.

,,Jeg ser din smerte. Vis mig dine hænder." Hun smiler stille. Jeg trækker min sweater ned over mine hænder. Hun behøver ikke se, eller vide hvad jeg gjorde. Eller grunden. Jeg kigger rundt i butikken. En halskæde tiltrækker min opmærksomhed. En måne af sølv, med en lilla sten. Stenen lyser, jo tættere på den jeg kommer.

,,Hvad er dit navn, min ven?" spørger den ældre kvinde.

Jeg svare stille lidt tid efter:

,,Amelia Lockwood." Et gisp forlader kvindens læber. Sikkert fordi jeg er skurken i dette eventyr.

Hun forlader sin plads. Går over mod mig, med uskyldige gamle træk fra kroppen. Alderdommen sætter store krav på et menneskes krop.

,,Hvornår er du sidst blevet ældre?" Spørger hun uskyldigt. 

Det værste ved det er, at jeg ikke kender svaret.