Snekuglen

Forbandelsen;

Frost

Der var engang en pige ved navn Pruina, på vej hjem til hendes bedstemor for at holde jul. Hun lå på bagsædet af bilen, og rullede frem og tilbage. Hendes ben på kasserne med julepynt, og hovedet på det bløde sæde. Bilen bumlede op og ned, gennem det tykke lag sne der havde lagt sig på den stille, grusede vej. Ingen snakkede. De var trætte efter den lange køretur.
Bilen holdte ind til siden, og Bedste kom ud for at modtage dem. Moren og faren, havde bekymrende ansigts udtryk, og skulle tale med bedstemoren alene.
"Vi kan ikke gifte vores datter væk. Ingen vil have hende på grund af hendes hud, hår og øjne." Sagde faren.
"Ja, og vi kan jo ikke forsørge hende forevigt." Sagde moren.
Bedstemoren svarede så "Jeg vil lade hendes is-blå hår gro til diamanter, hendes røde øjne blive til rubiner, og hendes hvide hud blive til det pure sølv, hvis i kan give mig 1001 stykker af hendes hår, et af hendes øjne, og et stykke af en af hendes lemmer inden 3 dage er gået."
"Men hvordan skulle vi kunne gøre dette til vores egen datter?" Spurgte faren.
"Det er vel op til jer" svarede Bedste.
Efter 3 nætter med den dejligste mad, og den blødeste seng, var det endelig blevet juleaften. Forældrene til den stakkels pige, havde haft mareridt om tankerne om hvad de skulle gøre ved den stakkels pige.
Det første de gjorde, var at pynte op. Bedste havde nogle dyrebare julekugler, og havde købt det fineste juletræ. Dets grene stod flot og helligt, med gaver pakket ind så fint under sig.
Pruina samlede en sne kugle op.
"Det er min dyrebarestes skat. Pas nu på du ikke taber den" sagde bedste mor.
"Det skal jeg nok." Sagde Pruina. Og med disse ord, snublede hun og tabte den.
"Sikke et rod. For din klodset hed, skal du nu have ingen af den lækre mad." Sagde bedstemor.
Pruina samlede nu en anden sne kugle op, for at hjælpe med at pynte.
"Det er min dyrebarestes skat. Pas nu på du ikke taber den" sagde bedstemor.
"Det skal jeg nok." Sagde Pruina. Og igen tabte hun sne kuglen.
"Sikke et rod. For din klodset hed skal du nu ingen af dine gaver få." Sagde bedstemor.
Pruina samlede nu den sidste sne kugle op. Det var den smukkeste af dem alle tre.
"Det er min dyrebarestes skat. Pas nu på du ikke taber den" sagde bedstemor.
"Det skal jeg nok." Sagde Pruina. Men igen, tabte hun sne kuglen.
"Sikke et rod. For din klodset hed, skal du nu blive fanget i denne sne kugle. Og så længe den er uden revner, skal du forblive derinde."
Forældrene havde set det hænde, og tryglede om nåde. "Lad gå" sagde Bedste så.
"Den eneste måde at ophæve forbandelsen, er hvis en beundre af pigen, som elsker hende højt nok til at gifte sig med hende, sønderknuser glaskuglen hun nu er fanget i. Tårer skal derpå ramme glasset og hun ville blive befriet fra sin forbandelse."

102 år er gået. Sne kuglen er blev videregivet gennem generationer, og er landet i hænderne på en kongesøn. Pruina ældes ikke, så længe hun er i den glaskugle.
Ingen andre indtil nu, har fået øje på hende. Hun blender ind med sneen der daler, og isen der er som frosset og aldrig smelter. I den royale julestue var hun blevet placeret på et fint blankt træbord ved pejsens varme. En høj dame med en smaragd grøn kjole, grønnere end græsset nogensinde kunne drømme om at blive om sommeren trådte ind, efterfulgt af en vældig ung prins. De diskuterede om noget, men Pruina kunne ikke høre det, på grund af det tykke glas rundt om hende. Dronningen holdte da en ring frem, og Pruina kunne straks gætte hvad det handlede om. Prinsen skulle giftes bort. Prinsen og Pruina havde haft samme situation. Den eneste forskel var at denne gang var det prinsen der ingen prinsesse ville have. Da dronningen var gået, gik prinsen straks over til den vidunderlige sne kugle. Pruina smilte til ham, og han fik øje på hende. Modsat til alle andre, som ikke en gang havde turde kigge, prøvede han at få kontakt.
Over 3 dage, havde Pruina prøvede at bruge tegnsprog, for at få ham til at skulle smadre sne kuglen. Det var nu blevet juleaftens dag, og der var hentet et enormt juletræ ind i hovedstuen.
Han tog den flotte julekugle op i hans rystende hånd, han kunne mærke sin nervøsitet brede sig, hvad hvis det ikke virkede? Hans tanker strøg gennem hoved i sekundet. Han stillede sig ved juletræet, der var pyntet op med de fineste diamanter og krystaller så blanke, at hans refleksion var så tydelig som et spejl af guld. Udenfor vinduet kunne man se sneen falde ned på de mørke grene. Han tog en dyb indånding og kiggede på Pruina, hun gav ham det smukkeste smil, han nogensinde havdet set. Han følte sine fingre, bevidst miste taget om sne kuglen, da Pruina mærkede hans varme slippe fra hende, glasset om hende blev koldere end før, og der var helt stille. Prinsen kiggede ned, glas stykkerne lå spredt over det royale juletæppe, formeret i et perfekt hjerte. Han kastede sig ned på gulvet, indover hjertet. Han kunne føle hans hjerte banke hurtigere og hurtigere, og med en dårlig fornemmelse ledte han gennem glasset. Isen inde fra kuglen havde gjordt tæppet gennemblødt, og som isen smeltede, forsvandt alt håb fra ham. Han lagde sig på det våde tæppe, en tåre efter den anden, langsomt trillende ned af hans kind og på end af de flotte glasstykker. Et øjeblik af stilhed i ramte alle i nærheden, sneen stoppede med at falde, og flammerne fra pejsen blev tavse. Han hørte døren knirke, som den åbnede sig. En flot kvinde med en lang hvid kjole, så smuk at hele verden ville bøje sig for hende, trådte ind. Hun havde langt skinnende hvidt hår, og en blank hvid hud, og det eneste på hende, andet en hvidt, var hendes dybe røde øjne, så dyb som den dybeste sø af blod. Hun kiggede på prinsen, som lå grædende på jorden. Og i det øjeblik hun smilede til ham, kunne han øjeblikkeligt se det var hende, den pige, fra den lille sne kugle, som han for få dage siden, ikke troede det var andet end et skændsel for den royale familie. Sådan en engel var ikke nogen man ville møde til daglig, og han vidste at hende, måtte han holde fast i. Han rejste sig op og børstede støv af sin ædele klæder, de gik ind imod hindanden, og han gik ned på knæ og tog hendes hvide hånd. Vil du gifte dig med mig, spurgte han, men et glimt af håb i sine øjne igen. Pigen smilede og hvilede sine silkebløde læber mod hans, og han tog hendes hånd. Og de levede lykkeligt til deres dage ende.