Snekuglen

Håbet;

Hans tanker strøg gennem hoved i sekundet. Han stillede sig ved juletræet, der var pyntet op med de fineste diamanter og krystaller så blanke, at hans refleksion var så tydelig som et spejl af guld. Udenfor vinduet kunne man se sneen falde ned på de mørke grene. Han tog en dyb indånding og kiggede på Pruina, hun gav ham det smukkeste smil, han nogensinde havdet set. Han følte sine fingre, bevidst miste taget om sne kuglen, da Pruina mærkede hans varme slippe fra hende, glasset om hende blev koldere end før, og der var helt stille. Prinsen kiggede ned, glas stykkerne lå spredt over det royale juletæppe, formeret i et perfekt hjerte. Han kastede sig ned på gulvet, indover hjertet. Han kunne føle hans hjerte banke hurtigere og hurtigere, og med en dårlig fornemmelse ledte han gennem glasset. Isen inde fra kuglen havde gjordt tæppet gennemblødt, og som isen smeltede, forsvandt alt håb fra ham. Han lagde sig på det våde tæppe, en tåre efter den anden, langsomt trillende ned af hans kind og på end af de flotte glasstykker. Et øjeblik af stilhed i ramte alle i nærheden, sneen stoppede med at falde, og flammerne fra pejsen blev tavse. Han hørte døren knirke, som den åbnede sig. En flot kvinde med en lang hvid kjole, så smuk at hele verden ville bøje sig for hende, trådte ind. Hun havde langt skinnende hvidt hår, og en blank hvid hud, og det eneste på hende, andet en hvidt, var hendes dybe røde øjne, så dyb som den dybeste sø af blod. Hun kiggede på prinsen, som lå grædende på jorden. Og i det øjeblik hun smilede til ham, kunne han øjeblikkeligt se det var hende, den pige, fra den lille sne kugle, som han for få dage siden, ikke troede det var andet end et skændsel for den royale familie. Sådan en engel var ikke nogen man ville møde til daglig, og han vidste at hende, måtte han holde fast i. Han rejste sig op og børstede støv af sin ædele klæder, de gik ind imod hindanden, og han gik ned på knæ og tog hendes hvide hånd. Vil du gifte dig med mig, spurgte han, men et glimt af håb i sine øjne igen. Pigen smilede og hvilede sine silkebløde læber mod hans, og han tog hendes hånd. Og de levede lykkeligt til deres dage ende.