Den der ser udad, drømmer men den der ser indad vågner

Kapitel 2

1 år sener.

Efter den lange kolde vinter, var mor blevet alvorlig syg, kræften havde overtaget hendes krop. Den 28 januar måtte vi tag afsked med vores mor, dagene var lange og der var ikke rigtig noget at gøre. Mors død tog hårdt på os.

Efter som storebror ikke var gammel nok til at få et fuldtidsjob, og at vi ingen kontakt havde med vores far, vidste vi ikke hvad vi skulle gøre.

Helt ude af mig selv ringede jeg en aften til vores far

"Far - mor er død, hun havde fået kræft. jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!. Far kan du ikke kommer og hjælpe mig? Jeg har brug for dig. Jeg aner ikke, hvad der skal blive af mig og storebror." sagde jeg meget forpustet, med tåre i øjene og snøftende næse.

" Jamen Emily. Du kan da forstå , at jeg ikke uden videre kan slippe alt, hvad jeg har i hænderne, fordi du har fået problemer. Jeg har mine egne børn at tænke på nu!" svaret min far, som for nyligt havde fået et nyt barn sammen med hans nye amerikanske kone.

Noget af det værste er at han ikke ser os som hans børn mere, bare nogen fremmede der har hans nummer.

Vi har været flere gange i retten, og nu er det blevet besluttet, vi skal hjem og bo hos vores far i Sønderjylland.

I det sidste stykke tid har vi boede hos en plejefamilie, fordi vi ikke har været i stand til at klare os selv.

Men nu er den tid slut, for om ikke så længe skal vi afsted mod sønderjylland.

Jeg sidder og laver kruseduller på min notesblok, og spænder kæbemusklerne hårdt sammen.

John læner sig over mod mig og taler overtydeligt. " Historien har et tvist i slutiningen, vil du være sød at læse dit svar op". Han holder dokumentet frem mod mig, så jeg kan se hvad han mener. Jeg koncentrerer mig om at trække vejret "Nej tak" Lykkes det mig at sige. Jeg synker sammen på min stol, og må bide mig i læben for at få den til at stoppe med at dirre. Efter lang tid er jeg endelig tilbage i skole igen, det hele har været gået i stå, min nye start har bare ikke lige været det nemmeste for tiden.

At bo sammen med min far igen er helt vild mærkeligt, han ser os ikke som hans børn mere. Vi er bare deres små slaver...

vi har fået et lille værelse nede i kælderen som vi skal dele.

Hvorfor skulle jeg netop miste alt, hvad jeg elsker? Den tanke har jeg spekuleret over mange gange.

En aften kom han ind på vores værelse, han slog mig i ansigtet med hans knyttede næver. Han stak pludselig hans hånd ind under min bluse. Jeg truede straks med at fortælle det til hans kone, men han holdt ikke op lige med det sammen " gør du bare det" sagde han bare helt roligt.

Hans kone kunne ikke have undgået at se, hvordan han tog på mig, men valgte åbenbart at lukke øjnene.

Når jeg kom hjem fra skole, og der ikke var andre hjemme end Far og jeg, Tog han mig med ind i soveværelset. Jeg prøvet at skridt imod, men han var alt for stærk.

En morgen vågnede jeg ved at jeg havde det ganske forfærdeligt. Jeg troede jeg havde fået maveinfluenza. Der gik nogle dage, men det blev ikke bedre.

Jeg var bange og vidste ikke hvad jeg skulle gøre, jeg havde en mistanke om hvad det kunne være, men jeg frygter det alt for meget til at tænke videre over det. En aften hvor jeg var alene hjemme ringede jeg til min lærerinde Karin.

Hvordan skulle jeg dog fortælle det?

" Far jeg er gravid"