Den der ser udad, drømmer men den der ser indad vågner

Kapitel 3

Han prøvede at overbevise mig om, at jeg var alt for ung til at kunne blive gravid. Han stirrede på mig, som om det var min skyld. Som om han slet ikke havde nogen del i det.

Nej en abort kunne der ikke blive tale om sagde min far. Og han afsluttede sin trøst med at true med at kvæle mig hvis jeg fortæller nogen om far og jeg.

Min lærerinde skrev til politiet:

Jeg blev ringet op af en af mine elever, hun sagde at jeg skulle komme med det sammen.

Hun var bange for at hun var gravid. vi tog til lægen og jordemoderen osv....

De sociale myndigheder fortsatte med at holde tæt kontakt med vores hjem og aflagde besøg hver uge eller i hvert fald hver fjortende dag. Far var yderst venlig og imødekommende, mens jeg derimod bare hvæsede af dem. Jeg havde hverken tid eller lyst til at tale med den slags typer. Hvordan skulle jeg ellers kunne nå alt det, som skulle ordnes i hjemme inden min far kom hjem fra arbejde.

De sociale myndighed synes det var mærkelig at far tog det så pænt at jeg var gravid med en fremmede. Det havde far bildt dem ind, for at de ikke fandt ud af at det er ham der er faren til mit barn.

Selv om at min lærerinde skrev et brev til dem kunne de intet stille op. De har overvåget os i flere uger nu, men der er ingen beviser på at det er sandt. Vi har begge været til en masse ret sagsmøder, for at se om de kunne få noget ud af os.

en weekend beslutted far sig for at vi skulle på camping, kun os to. jeg havde lidt svært ved at forstå fars pludselige interesse for at campere. En campingplads er fyldt med mennesker, og normalt undgik han jo enhver kontakt med folk.

Hvad skulle vi endelig der? Far var sjældent afslappet, undtagen når han havde fået for meget at drikke.

Om aften forstod jeg endelig, hvorfor vi skulle af sted. Far ønskede at få mig for sig selv uden nogen risiko for, at blev opdaget af nogen.

Vi var næsten ikke kommet ind i teltet om aften, før han begynde at tag på mig. Jeg blev vred og rasende og skubbede ham væk med alle mine kræfter, men det gjorde ham bare mere ophidset.

Gravide kvinder skal spise for to, sagde min far og tvang mig til at spise store portioner mad.

Vi kørt til hospitalet om aften, vejret var virkelig dårligt, det både regnet og lynet. Jeg mener det et tegn, måske et tegn at denne fødsel ikke bliver slutningen.

Far var naturlig med og gik hele tiden i vejen. Til sidst var personalet nødt til at sætte ham på plads.

Det hele var hans skyld. Jeg er slet ikke klar til at være mor, og slet ikke til mit fars barn.

Efter fødslen, levet jeg stadig sammen med min far. Ingen af lægerne havde haft mistanken om noget. Livet som mor var hårdt. Både at skulle passe vores barn og leve op til min fars krav var hårdt - meget hårdt.