Kun dig - Marcus Gunnarsen

Kapitel 3 // En mærkelig følelse

Jeg vågnede med et sæt og kunne mærke, at jeg havde det utrolig varmt. Jeg havde haft mareridt, men det er ikke bare et normalt mareridt. Alle mine mareridts er noget, som jeg har oplevet førhen og de fleste af dem har noget at gøre med Oskar.

Nogle gange kan jeg virkelig ikke få Oskar ud af hovedet. Det irritere mig fordi, når jeg tænker på ham, så er det ikke de bedste minder der kommer frem, tværtimod. Jeg vil egentlig bare gerne glemme det mest, men alligevel er det ikke, hvad jeg har lyst til.

///

Det er blevet senere hen på dagen og min moster spurgte, om jeg ikke ville gøre hende en tjeneste og gå ned for at købe lidt ind til aftensmaden. Det ville jeg selvfølgelig gerne, da jeg kunne se, at hun sad med noget arbejde, som jeg tænkte nok skulle laves. Desuden får jeg noget frisk luft, som jeg ikke har fået meget af idag.

Der er ikke så langt igen, så jeg tog mig god tid og gik bare lidt i mine egne tanker lige indtil, at jeg stod ude foran Coop. Jeg gik roligt derind og tog en kurv, så jeg kunne have alle tingene.

Da jeg havde fundet det mest, var der kun denne ene ting, som jeg manglede. Pakken med tacoskaller. Jeg havde fået lov at bestemme aftensmaden idag, så det blev selvfølgelig tacos.

Det eneste problem som var, var at jeg ikke er den højeste person og selvfølgelig var tacoskallerne på den øverste hylde, så jeg kunne ikke nå. Jeg prøvede at strække mig, endda alt hvad jeg kunne, men det hjalp ikke.

Efter nogle forsøg måtte jeg nærmest give op eller det var i hvert fald sådan, at jeg havde det. Jeg mærkede en hånd på min skulder og jeg vendte mig om. Jeg blev mødt af Marcus' brune øjne. Han så smilende på mig.

"Har du brug for hjælp?" spurgte han smågrinende og hentydede til, at jeg ikke kunne nå. En mærkelig følelse skød gennem mig, da han spurgte og jeg ved ikke hvorfor, men det gjorde der. Jeg nikkede genert på hovedet og Marcus fik fat i dem for mig.

Jeg takkede for hans hjælp og gik mod kassen for at betale. Jeg lagde mærke til, at Marcus hele tiden gik omme bagved mig. Ikke at det gjorde det store, men det var bare anderledes. Måske havde jeg det bare sådan, fordi jeg nærmest lige havde mødt ham.

Da jeg var på vej ud fra Coop, hørte jeg Marcus kalde efter mig. "Vil du følges ad?" spurgte han med et sødt smil. Nej, hvad er det, som jeg snakker om? Han spurgte bare om det, ikke andet. Jeg nikkede forsigtigt på hovedet og Marcus trak mig stille med.

Vi gik bare uden at sige et ord. Det var ikke en akavet stilhed, men det var heller ikke en rar stilhed. Jeg kunne se på Marcus, at han gik og tænkte på noget. Han så ud til, at han havde noget, som han gerne ville sige.

"Hvis der er noget, så kan du altid komme til mig, Emilie" sagde Marcus stille og kiggede op på mig. Jeg så lidt væk, men vendte mit blik over på ham igen. "Tak, Marcus" svarede jeg og smilede falsk til ham. Mit rigtige smil ville ikke komme frem. Der var jo noget galt eller i hvert fald noget som gik mig på.

///

Marcus havde fulgt mig hjem, da han bor omkring to huse væk fra min moster og fætter, som jeg jo så bor ved. De tager sig godt af mig og det er jeg evigt taknemmelig for.

Siden at min mor gik bort og det samme med min far, har jeg haft det svært. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvad jeg har lyst til længere. Jeg har lyst til at være glad, men det er som om, at glæden på en eller anden måde ikke kan findes længere. Ligemeget hvor meget jeg prøver, så finder jeg den ikke eller i hvert fald ikke lige nu.

Sommetider ville jeg bare ønske, at alt kunne være som før, da jeg havde det helt fint dengang, men det kan det jo selvfølgelig ikke. Der vil bare altid være denne her følelse af, at der virkelig mangler noget. Følelsen er der ikke kun på grund af mine forældre, men da Oskar slog op med mig, følte jeg mig så hjælpeløs.

Alle de ensomme og kede af det piger, som man altid ser i de sørgelige film. Ja, det er sådan, ar jeg har det noglegange. Jeg har kun Jonas og han har en masse. Han har alle hans venner, men dem har jeg ikke mange af.

Men igen dukker tanken om Marcus frem og af en eller anden underlig grund, så er det er tanke, som jeg har lyst til at tænke på længe. Marcus virkede som, at han virkelig forstod mig uden at vide noget. Han så ud til, at han forstod den smerte jeg gik med indeni mig selv.

Jeg burde slet ikke tænke så meget på ham. Altså jeg kender ham jo ikke og han kender heller ikke mig. Hvem ved, om jeg overhovedet kommer til at se ham igen eller at have noget at gøre med ham? Jeg kommer nok til at se ham uge, da han er min fætters ven, men det er ikke ens betydning med, at han vil have noget at gøre med mig. Hvorfor skulle han dog også det?

Ikke nok med at Oskar fylder meget i mine tanker, så gør Marcus det overraskende også. Måske burde jeg bare sørge for at holde mig lidt væk fra ham. Jeg vil ikke ende ud i noget, som jeg gjorde med Oskar...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg håber, at I kunne lide tredje kapitel!

Husk at kommenter og vote:))

- Katrine<33 (imagiinemm)