Kun dig - Marcus Gunnarsen

Kapitel 15 // "Emilie, stop"

Marcus sagde ikke noget. Han stod bare der, lige foran mig og hans blik hvilede på mig. Jeg nænnede ikke at se ham i øjnene og det lyder nok dumt, men sådan havde jeg det.

"Emilie, stop" mumlede Marcus og virkede en smule oprørt eller måske endda en smule rør. Jeg kan godt mærke på ham, at han bliver en smule frustreret over, at jeg bliver ved med at sige, at det er min skyld, at han ser ud, som han gør.

Jeg vil bare heller ikke sige, at jeg ikke føler, at det er min skyld, for det er jo sådan, jeg har det og det kan jeg jo ikke bare lige lave om på.

Jeg ser ned i gulvet og lige inden Marcus skal til at sige noget igen, ringer klokken og vi bliver nødt til at gå ind i klassen igen. Jeg tror, at det var første og måske endda også sidste gange, jeg er blevet så glad for, at klokken har ringet ind til time.

///

Jeg har ikke rigtigt villet snakke med Marcus, for hver gang han har henvendt sig til mig, har jeg udmærket godt vidst, at han ville tale om Oskar situationen.

Oskar har heller ikke skænket mig andet end strenge blikke og jeg har virkelig ikke følt mig helt tryg ved det. Hans humør så heller ikke speciel positivt ud, men det ændrede sig et par gange eller tre. Han så sur ud, så så han smilende ud, så ændrede det sig til at være sur igen og nu smiler han til mig og jeg forstår det ikke helt.

Da jeg er på vej ned mod kantinen, bliver jeg pludselig taget til siden og trukket med et eller andet sted hen. Jeg er overhovedet ikke sikker på hvem det er, men jeg har jo lidt et håb om, at det er Marcus, men alligevel vil jeg ikke have, at det er ham.

Jeg kan mærke et fast greb om min arm og kan godt hurtigt fornemme, at det ikke er Marcus. Marcus ville aldrig tage fat om nogen og specielt ikke på den måde. Da jeg kan fornemme, at det ikke er Marcus, bliver jeg pludselig en smule bange.

En dør låste og jeg opdagede først nu, at jeg pludselig stod på et toilet. Jeg trak ned i håndtaget, også selvom jeg udmærket godt vidste, at døren var blevet låst.

Jeg vendte mig om og der stod Oskar. Jeg fjernede hurtigt mit blik fra ham og kunne simpelthen ikke se på ham. Ikke kun eftersom at jeg ikke rigtig kan finde ud ham, men bestemt også på grund af det, som han valgte at gøre imod Marcus.

"Hvorfor havde Marcus været hjemme ved dig?" lød det lettere irriteret fra Oskar. Han skulle overhovedet ikke blande sig i det og bestemt ikke efter, at han var grunden til det.

"Hvorfor måtte du absolut begynde at slå ham?" spurgte jeg flabet og havde egentlig ikke lyst til at høre svaret. Han grinede kort og svarede egentlig ikke på mit spørgsmål, men snakkede egentlig bare videre.

"Marcus Gunnarsen. Hvad ser han dog i dig? Der må virkelig være noget galt, siden han valgte at være sammen med dig", det som han sagde sårede mig faktisk og jeg kunne godt mærke på mig selv, at jeg blev mere utryg omkring alt det her.

"Vi er ikke sammen" mumlede jeg stille, næsten så Oskar ikke kunne høre det. Han trådte et skridt tættere på mig og jeg trådte et tilbage. Sådan fortsatte det egentlig, indtil jeg stod med ryggen op ad døren.

Oskar tog fat I kanten af min bluse og begyndte at trække den længere og længere op. Jeg var rædselslagen og min hjerte bankede hurtigere end nogensinde. Det var jo ikke første gang, at dette var sket, men det var stadig lige så ubehageligt som alle de andre gange.

Han begyndte at kysse min nakke og jeg kunne ikke rigtig gøre modstand, da han holdte mine arme nede og holdte dem godt fast.

Jeg kunne ikke rigtig se en udvej og vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre. Det slog mig dog pludselig. Hvilket sted er drengenes mest sårbare? Skridtet.

Jeg slog mit knæ op i skridtet på ham, dog ikke alt for hårdt, men hårdt nok til at han trak sig væk i smerte og jeg kunne låse døren og og hurtigt lukke den igen. Jeg skyndte mig tibage i klassen, da jeg godt kunne fornemme, at klokken allerede havde ringet ind til time igen.

Jeg åbnede døren meget bestemt og gik bare direkte over mod min plads, hvor jeg tog min taske og var så på vej ud af døren igen.

Tårerne faldt stille ned af mine kinder, men der var mange af dem. Jeg mærkede hurtigt Marcus' øjne på mig og jeg havde ikke lyst til at se tilbage på dem. Min lærer sagde et eller andet, men jeg hørte det ikke rigtigt. Jeg havde bare travlt med at komme væk.

Jeg lukkede døren bag mig, da jeg var ude af den og så skulle jeg ellers bare hjem. Jeg ville ikke være der længere. Jeg ville faktisk bare overhovedet ikke være nogle steder, hvor Oskar også var. Tænk at jeg overhovedet havde troet på, at han elskede mig engang.

Jeg kunne høre, at døren indtil et klasselokale blev åbnet. Jeg så hurtigt tilbage og lagde mærke til, at det var Marcus som stod i døråbningen. Jeg skyndte mig bare videre og lod egentlig som ingenting. Jeg følte ikke for, at nogen skulle høre om disse overgreb, som Oskar har foretaget sig på eller over mig.

Ikke nok med at jeg vidste, at Marcus havde set mig og nok var blevet bekymret eller noget, så kunne jeg altså også høre fodtrin bag mig. Marcus var jo nok begyndt at gå efter mig, så jeg begyndte at gå lidt hurtigere.

Jeg nåede ud af dørene til skolen og var fast besluttet på at skulle hjem hurtigst muligt...

------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg håber, at I kunne lide femtende kapitel!

Husk at kommenter og vote:))

- Katrine<33 (imagiinemm)