You don't know me!!!

Kapitel 1

Kender du typen, der smiler, selvom hun i virkeligheden er knust. Kender du typen, der kun gør, som hun gør, for at beskytte dem hun elsker.

Piger der, ligemeget hvad du tror, ikke nærer tillid til andre ind sig selv. Den type er piger som mig. Hvordan er jeg blevet sådan, tænker du måske, hvordan jeg er blevet sådan, og jeg har kun et ord til svar på det. Svigt. Der er aldrig nogen der har taget sig af mig, men du vil måske spørge Ariana, nårh jo for resten jeg hedder Ariana, det kan da ikke passe. Dine forældre er jo stinkende rige. JA der har vi problemet. De har så travlt med at træne penge at de aldrig har tid til mig.

Jeg har ingen søskende, og jeg har haft barnepige siden jeg var 2 og jeg fyrede min barnepige da jeg fyldte 11, men jeg er ret ligeglad med hende. Hun var en spade.

Jeg er 18 år nu, og er der noget jeg hader (mere ind mine forældre) er det den åndssvage kostskole jeg går på. Personligt ville jeg ønske at skolen blev ramt at brændende asparges.(dont know why)

Skolen er kun for stoppede rigmandstøser, berømtheder, og berømthedernes børn. Jeg har ingen venner på denne skole. Jeg har aldrig haft det, og jeg vil ikke have det. Jeg sidder altid bagerst i klassen, og ingen andre ind de nye elever lægger mærke til mig, og det er jeg meget tilfreds med. Hvorfor, tænker du måske, lægger de nye mærke til mig, og det er der et simpelt ord der kan svare på, og i gætter det aldrig.(nej seriøst prøv at gæt)

Jeg har farvet mit hår så det ligner en paryk lavet af tyggegummi, med havblå striber i den ene side.jeg havde gjordt det i protest mod mine forældre, og min omverden.

Min hud var heller ikke noget at råbe hurra for, mest fordi jeg ikke kan lide ordet hurra, det giver ingen mening. Nå men min hud er bumset og uren. Jeg er i bumsekrig, og jeg har vist tabt.

Jeg ville måske være pæn hvis ikke mit hår havde den farve. Jeg fik tit at vide at jeg var pæn før jeg farvede det. Det havde en flot kastanie brun farve, og en naturlig dip dye der var blond i spidsere. Jeg er en, som du måske har bemærket, en glasset-er-halvt-tomt-person, og det har jeg været lige siden jeg startede i skole for 12 år siden.

Jeg har kun haft en ven gennem hele mit liv. Altså en RIGTIG ven, ikke den slags der tror de er dine venner. Nej jeg havde en ven, der betød alt for mig, og var der da mine forældre ikke var. Men jeg har ikke hørt fra ham siden børnehaven, og nu tror han åbenbart selv at han er noget særligt bare fordi han er berømt.

Han og hans skod band vælter sig i teenage piger, og berømmelse, penge, og flere piger. Det er simpelthen utroligt.

Min eneste rigtige ven nogensinde var Harry Styles. Alle pigerne på min årgang forgudede Harry og hans åndsboller af nogle venner.

Jeg tænkte nogle gange hvordan mit liv ville have været hvis Harry og jeg var forblevet bedste venner. Det ville have været anderledes. Bedre. Hvis Harry havde været der for mig.

Desværre var det oftest i timen jeg dagdrømte om den slags så jeg vidste desværre godt at jeg ikke blev usynlig af at side på bagerste række i naturfag. Vores lærer mr. Smith, gloede ondt på mig med sine klamme små blodskutte griseøjne.

"Miss Monroe, har du åndsnærværelse nok til at følge med i timen!!!" Spurgte han meget vredt.

"Enlig ikke," svarede jeg ligegyldigt. Alle i klassen grinede, undtaget Katie Stella, men hun hadede mig sikkert også. Det var jeg enlig ret sikker på.

Nå, men jeg fulgte med i resten af timen selvom den var DRÆBENDE kedelig.

Da timen var færdig havde jeg kun fået fat i nogle få sætninger, og emnet var totalt forsvundet, men det var også pænt ligemeget.

Jeg var totalt fokuseret på min totale ulykke (mere ind i forvejen).

5sos og 1D skulle lave en koncert på skolen, og der var mødepligt, totalt nederen. Og det var ikke engang det værste de skulle GÅ på skolen. Hvad sker der lige for det. Men det værste var at der kun var tre dage til.

Jeg var så optaget af mine egne tanker, at jeg ikke opdagede Rebecca Morris, min værelses "kammerat" komme over mod mig. Når jeg snakkede om hende kaldte jeg altid ven, selvom jeg ikke kan lide hende. Nå tilbage til Rebecca.

"OMG Ariana, har du hørt det har du hørt det, 5sos OG 1D på fredag, det er FANTASTISK." Hun gispede som havde hun fået isvand i hovedet." Og de skal gå her Ari HER, og prøv loge at tænk dig, hvis nu man blev venner med dem OMG."

Jeg var ikke lige så glad, faktisk lige modsat, men jeg sagde alligevel,"Ja kan du tro det, Luke Hemmings og" jeg sank en klump, "Harry Styles."

Det er sjovest, eller ikke haha sjovt men nederen sjovt.... Ja i ved hvad jeg mener, men det er sjovt at når der er noget du virkelig ikke gider med fed streg under IKKE gider, går tiden unaturligt hurtigt. De tre dage gik som et lyn, bortset fra mine to eftersidninger hos mr. Smith, pga. Så kaldte 'rappe replikker'. Gamle stoder.

Nå men, koncernens dag kom, og jeg spurgte min yndlings lærer (som jeg dog heller ikke kan lide) Miss Hownsworth, om jeg ikke kunne slippe for koncerten men hun svarede bare. "Gå nu ud og hav det sjovt, og su kan da forsøge at score en af dem." Miss Hownsworth var sådan en lærer der trode hun var ung selvom det er mindst firs år siden hun var det, men jeg slæbte mig hen til mit værelse for at skifte tøj, til koncerten.

Da jeg havde valgt en tanktop med dip die der gik fra hvid til mørkeblå, og et par shorts med blonder i siden, og et par sorte ballerina sko, gik jeg ned til koncerten så langsomt som jeg kunne, og kom et kvarter for sent.

Der var desvære stadig 45 minutter tilbage da jeg gik ind af døren til koncertsalen.

Den første jeg fik øjenkontakt med var naturligvis Harry, og han kiggede mig lige ind i øjnene, og sendte mig et skævt smil, dom alle pigerne der stod omkring mig trode var til dem. Et par stykker begyndte næsten at græde. Vi havde øjenkontakt gennem hele hans solo i gotta be you, og da han endelig kiggede væk, løb mine tanker løbsk. Hans flotte glitrende grønne øjne, hans hvide tænder der sad perfekt, hans krøll- stop, vær stærk Ariana, vær stærk. Tænk på det der skete da i skulle i skole....

Harrys synsvinkel

Jeg syntes jeg havde set hende pigen i døren før, men kun hendes ansigt, ikke det pink hår. Jeg kunne bare slet ikke plasere hende. Jeg tror måske jeg har kysset hende engang. Jeg besluttede mig for at opsøge hende når koncerten var slut, men lige da vi takkede af, var hun den første ude af døren, så jeg skyndte mig at sige farvel til drengene, og satte efter hende.

Til mit held var hun lidt højere ind de andre piger, men det kunne også være hendes hår der gjorde hende mere bemærket. Jeg fik endelig indhentet hende, efter at have passeret flokke af fnisene teenage piger, og tog fat i hendes arm. Da hun så mig løftede hun sit ene øjenbryn. "Hvad vil du, Styles" spurgte hun, med et tonebad jeg ikke kunne bedømme.

Jeg fik trukket hende lidt ind til siden, og tog fat om hendes talje, og trak hende lidt ind til mig. Jeg bukkede mig en smule ned og nærmede mig hendes læber der sikkert ville føles silkebløde mod mine...

Hey peps

Hvad syntes i om første kapitel?

Tror i de kysser?

Smid en kommentar, og fortæl mig hvad i syntes <3