You don't know me!!!

Kapitel 6

Ariana's synsvinkel

Jeg var på vej i bad, efter at have farvet mit hår. Jeg var ved at få nogle grimme udgroninger.

Da jeg kom ud af badet igen, ringede det på døren. Jeg kiggede gennem dørspionen. Det var selfølgelig Harry. Jeg åbnede døren kun iført det håndklæde, jeg havde taget fra skabet, da jeg gik ud mod døren. "Hey Ariana." Sagde han, og skulle lige til at kysse mig, men opdagede så hvor lidt tøj jeg havde på. "Wow" sagde han. Jeg smilede, og han trak mig ind i et kys.

Vi gik ind i stuen, og jeg tog håndklædet, der holdt mit hår af. Harry gispede. "Ariana, hvad er der sket med dit hår?!?" Det gav et spjæt i mig, og min hånd fløj op i mit våde hår, da jeg kom i tanker om det. Jeg smilede lidt, og trak mit håndklæde op igen, efter et elevatorblik, eller to fra Harry.

"For det første, så lad være med at blive ved med at klæde mig af med øjnene!" Sagde jeg, og han grinede, og rettede opmærksomheden mid mit ansigt. "Og for det andet, har jeg har valgt at farve det brunt igen." Svarede jeg glad. Harry lignede en der lige var faldet ned fra månen. "Men hvad så, med dit pink hår?" Spurgte han, og jeg smilede. "For det første var det lyserødt, og ikke pink, der er en forskel. Det er lille, men den er der, lidt lige som hjernen hos de fleste drenge." Svarede jeg, og han grinte.

"Og for det andet," sagde jeg, og satte mig på hans lår. Han holdt om mine hofter. "Farvede jeg mit hår pink i protest, mest mod mine forældre, men det behøver jeg ikke mere, for nu har jeg jo dig." Jeg kyssede ham, og han kyssede mig igen.

"Men jeg har stadig dem her" sagde jeg, og viste ham en blå, og en lyserød stribe i mit hår. "Du var ellers ufattelig smuk, med dit 'lyserøde' hår."

Jeg løftede det ene øjenbryn, og han forstod hentydningen, for han skyndte sig at sige. "Ikke fordi du ikke er smuk nu!!!" Jeg grinede, og vi kyssede igen. Jeg gik hen, og tog noget undertøj fra skuffen, og tog det på.

Jeg kom ind i stuen igen, og han stirende på mig. "Slap af" sagde jeg, og slog ham let på skulderen. Jeg hoppede i en kort kjole, der gik mig til knap midten af mit lår. Jeg drejede rundt en gang, og kjolen blafrede lidt. "Hvad syntes du?" Spurgte jeg. "Smukt." Sagde han, rejste sig fra sofaen, og tog mine hænder. Jeg tog et par hvide stiletter på, og flettede mine fingre ind i hans. Han kyssede min kind, og spurgte. "skal vi ikk tage en tur hen til drengene? de har altid gang i et eller andet mærkeligt." jeg grinede, for jeg kunne lige forestille mig en af dem i gang med at smøre kechup på Harrys madras.

"jo lad os det." Sagde jeg, og Harry gav mig igen et elevatorblik. Jeg lukkede øjnene, og sukkede. ''Stop så med det der!'' sagde jeg, og han grinede lidt. ''Med hvad?'' spurgte han, men han vidste det selfølgelig godt. ''Med at klæde mig af med øjnene, Så gør det dog, hvis du virkelig har så meget lyst til det. Rebecca tør alligevel ikke komme ind på mit værelse, jeg har bildt hende ind at jeg har en sikkerheds robot, og et monster under sengen." Harry grinede, og trak mig ind til ham, i et intenst kys. Hans tunge afsøgte min mund, og jeg legede med en krølle i hans nakke. Min hjerne lukkede fuldstendigt ned, og jeg følte at den eneste der havde nogen form for magt over mig, var Harry. Efter et par minuttertrak jeg mig.

"Harry?" Spurgte jeg. "Er der noget galt smukke?" Spurgte han, og lagde en hånd på min kind. "Da vi mødes for et par uger siden." Begyndte jeg, og han rynkede panden. Det så vildt sødt ud. "Prøvede du at kysse mig, og jeg hvorfor ville du kysse mig, og hvorfor accepterede du ikke bare, at jeg ikke var interesseret?" Han smilede skævt. "Klager du?" Spurgte han, og jeg fnisede. "Nej, på en eller anden måde, kunne jeg ikke få mine tanker fra dig efter koncerten. Det var nærmest en besættelse, så da du afviste mig, blev jeg meget såret, men jeg gav ikke op. Jeg er ikke typen, der bare opgiver, og så var der noget særligt over dig. Og så var det et ret sølle nej du kom med på gangen." Sagde han, og kyssede mig på kinden. "Jeg har tænkt på noget, det er måske lidt fessent, men kan du huske mig, du ved fra da vi var små?" Spurgte jeg. "Jeg kan huske at jeg havde en veninde der hed Ariana, og vi har en masse hjemmevideo'er hvor du er hjemme hos mig. Hvordan kan det være at du kunne huske mig. Det er 13 år siden." Spurgte han.

"Det ved jeg ikke. Jeg tror det er fordi, at du var alt hvad jeg havde dengang, og alt hvad jeg mistede. Jeg har altid været vandt til at klare mig selv. Mine forældre har højest været hjemme en måned på tre år, siden jeg var 2, men du, du var der bare. Som den eneste." Svarede jeg ham, og et par tårer trillede ned af min kind. Det gik ham på, det ville en hver idiot kunne se.

Harrys synsvinkel.

Alt hvad et barn har brug for, og som de fleste tager forgivet, mistede hun som så lille. Det er ikke til at holde ud. Støtte og omsorg, som de fleste ejer i overflod, har hun aldrig haft. Jeg kunne ikke lade være med at føle, at det delvist var min skyld. At jeg kunne have hjulpet hende gennem de svære tider. At vi var kommet på samme skole.

Tænk, hvis hun var blevet et forfærdeligt menneske. Hun så ud til at vide hvilke tanker der kørte rundt i hovedet på mig, for hun sagde. "Harry, du kunne ikke have gjordt noget. Det vigtigste er, at du er her nu. Du er det eneste, der betyder noget for mig. No matter what." Vi sad helt stille, og kiggede hinanden dybt i øjnene. Jeg nærmede mig hende langsomt. "Jeg elsker dig Ariana." Hviskede jeg ind i hendes øre. Hun lagde sine arme om mine skuldre. "Harry, du betyder så meget mere for mig, ind du tror. Det syntes jeg bare du skal vide." Jeg kyssede hende på kinden, og hun lagde sit hoved på min skulder.

Den passede perfekt.

Jeg grinede lidt. "Men jeg kan altså stadig ikke vende mig til din normale hårfarve, hvorfor farvede du det enlig tilbage?" Spurgte jeg. "Det har jeg jo sagt!" Svarede hun, tydeligt lettet over emneskiftet. "For dig. Min protest mod alt hvad der kryber, går, og har en højere IQ ind 10 point, er forbi. " svarede hun, og jeg kyssede hende i håret. Jeg må nu indrømme, at hendes brune hår, tænder mig ret så meget. Men jeg var nu glad for at hun ikke også var blevet klippet korthåret, for en længde til lige midt på ryggen, var perfekt til hende.

Ariana's synsvinkel

Jeg var ved at falde hen, da Harry rejste sig. "Nej, bliv her" hviskede jeg, og han satte sig, så jeg lagde ned i hans skød. Hans hånd strøm over den sidste del af mit lyserøde hår.

Jeg drømte om Harry. Han var spæret inde, nede for enden af en lang tunnel, og jeg havde den lille nøgle i hånden. Jeg fik døren låst op, og raget ud efter Harrys hånd. Men da vores fingerspidser rørte hinanden, var han forsvundet ud af det blå. I stedet dukkede min mor op bag mig. "Han vil ikke have dig, Ariana, han har kan få bedre. Han fortjener bedre." Mor forvandler sig til en smuk, ung, blond pige og Harry står ved siden af hende. "Hvem ville vælge en særling som dig, når man kan få en som hende." Sagde han, og nærmede sig hendes læber. Jeg skreg, og slog øjnene op. Koldsveden drev fra min ryg og min pande, og jeg begyndte at græde.

Der gik lidt før det gik op for mig, at Harry sad lide ved siden af mig, med en arm om min skulder. Jeg lænede mig røstene ind mod ham, grædende, og hivende efter vejret. "Det passer!!!" Hulkede jeg. "Smukke, det var bare en drøm. Jeg er her for dig, skat, okay?" Vi sad sådan længe, med armene omkring hinanden. "Hvad skete der?" Spurgte han forsigtigt. "Dig... Hende... Smuk... Forlod mig." Gispede jeg. Hvert ord blev sagt i små stød, men han forstod betydningen. "Miss Universe ville ikke kunne tag mig fra dig, husk altid det." Sagde han. Jeg forsøgte at tage mig sammen. "Kys mig Harry." Røg det ud af mig. Før jeg vidste af det, var hans varme læber, som klistret fast til mine.