Forgiveness | One Direction

Kvinder hører til i et køkken.

Madisons synsvinkel

”Harry, jeg forstår ikke det her spil” grinte jeg, og smed de mange kort jeg havde i hænderne på bordet. Han så forskrækket på mig, inden at han satte en hånd for øjnene, og drejede sit hoved til siden. Jeg kunne ikke lade vær med at grine af ham, end ikke efter at jeg havde opgivet, ville han se mine kort. ”Og du må gerne se mine kort, jeg har jo ligesom givet op”

Han spredte forsigtigt sine fingre, så han kunne kigge ud imellem dem, og sende mig et blik, der spurgte om det var okay. Endnu engang kunne jeg ikke lade vær med at grine. Han gik virkeligt op i det her. Jeg nikkede til ham, og få sekunder efter, fjerende han endeligt sin hånd fra sit ansigt.

”Hvad skal vi så lave?” spurgte han, og smed også sine kort på bordet.

Jeg klappede optimistisk hænderne sammen, og rettede mig fuldstændigt op på den sorte køkkenstol. ”Du kan lave mig noget mad. Jeg er skrub sulten” klagede jeg, og sendte ham nogle store øjne, der skulle forestille at se uimodståelige ud.

Han kørte sin hånd igennem sit brune, krøllede hår imens at han sendte mig et skævt smil, ”Gør det selv”

”Aha, fordi det er jo også sådan at jeg kan finde ud af at lave mad, ikke?” fnøs jeg, og krydsede stædigt mine arme.

”Kan du ikke lave mad?”

”Ikke rigtigt” mumlede jeg forlegent, og snoede en tot hår om min pegefinger. Harry slog en høj latter op, hvilket bare fik mig til at synke endnu længere ned i stolen. Jeg hadede at skulle indrømme at jeg var dårlig til noget. Det var som at tabe.

”Kvinder hører til i et køkken, ved du nok” jokede han, og sendte mig et bredt smil. Jeg gengældte hans smil, og skulle til at svare ham igen, da min mobil valgte at afbryde mig, ved at ringe.

Jeg lod min tommelfinger glide henover den grønne knap, og holdte den op til øret. ”Hej, Madison. Det er Lauren” lød det fra den anden ende, hvilket fik en knude til at samle sig i min mave. Vi havde ikke snakket sammen, siden den aften vi havde holdt filmaften, hvilket var ved at være et pænt stykke tid siden nu.

”Hej” var det eneste jeg kunne få fremstammet, da jeg stadig var i chok. Hvordan kunne jeg glemme hende? Sikken en fantastisk ven jeg var. Måske var alt det her med venner nyt for mig, men ligefrem at glemme dem der havde hjulpet en med at få en ny begyndelse, var ikke ligefrem noget man gjorde så tit.

”Hvor blev du af? Du skrev aldrig, ringede aldrig eller svarede når jeg kontaktede dig. Jeg har været så bekymret” fortalte hun, og hev efter vejret. Der lød nogle dybe åndedræt, inden at hun igen talte. ”Hvorfor ringede du aldrig tilbage?”

Det ellers så store og rummelige køkken, føltes pludseligt så lille og trængt. De mange hvide og sorte møbler begyndte at føltes større, nok mest fordi at jeg i øjeblikket selv følte mig så lille. Hvordan skulle jeg fortælle hende at jeg ikke havde modtaget nogen af delene, ude at det ville ende med at lyde som en dårlig undskyldning?

”Lau, du bliver nødt til at tro mig, når jeg fortæller dig, at jeg ikke har modtaget nogen beskeder fra dig”

Mine øjne søgte Harrys, som sendte mig et beroligende blik. Jeg forsøgte at følge hans råd, lige meget hvor svært det var.

”Aha” lød det mistroisk fra den anden ene, hvor efter nogle enkelte suk også var til at høre, ”Så du har overhovedet ikke kunnet se hverken nogle af mine beskeder eller ubesvarede opkald?”

”Nej, jeg sværger!”

”Hvordan kan jeg vide at du taler sandt?” jeg rullede opgivende med øjnene over hende, og søgte hjælp hos Harry. Desværre så han ikke ud til at forstå mine øjensignaler, så jeg måtte prøve selv.

”Hvorfor skulle jeg lyveoverfor dig? Lauren, du er min bedste veninde, for god sake. Nævn én gang hvor jeg ikke har fortalt dig sandheden”

Der blev stille i den anden ende, hvilket også gav mig en pause til at tænke over tingene. Hvorfor havde jeg ikke modtaget hendes opkald og beskeder? Det hele virkede så mystisk, og det drev mig til vanvid at jeg ikke vidste hvorfor.

”Det kan jeg ikke” sukkede hun, hvilket sendte et rus af tilfredsstillelse igennem min krop.

”Nemlig” svarede jeg, og følte en kæmpe byrde løfte sig fra mine skuldre. ”Du ved at jeg aldrig ville svigte dig Lauren. Jeg skal nok forklare det hele. Bare.. stol på mig”

Louis kom snigende bagfra, og rev mobilen ud af fingrene på mig. Jeg slog irriteret ud efter den, men han skubbede mig bare væk igen. Storebrødre.

Kendte han overhovedet til ordet privatliv? Tydeligvis ikke.

”Hey Lauren, mit navn er Louis – jeg er Madisons bror” forklarede han akavet. ”Jeg har hørt så meget om dig, og derfor tænkte jeg på, om du ville have lyst til at spise med i aften?”

Jeg lavede store øjne, hvorefter jeg endnu engang forsøgte at gribe ud efter mobilen. Hvorfor skulle han absolut ydmyge mig? Sig mig, hvad havde jeg egentligt gjort ham? Tjo, jeg havde været sammen med to af hans bedste venner, og vendt den ene af dem imod ham, og skabt abnorme problemer for hans band, hvilket kunne medføre til opløsning. Pff, det var fortid.

”Okay, så ses vi i aften klokken atten” sagde han, og lagde på. Han rakte mig mobilen, og sendte mig et bredt smil. Han nev mig i kinden – som var jeg et barn – hvilket fik mig til irriteret at slå til hans hånd. ”Pas på blodtrykket, søs” grinte han, og forsvandt ud af køkkenet.

Et udmattet suk forlod mine læber, inden at jeg vendte mig om, for at tale videre med Harry. Men i stedet for at se på ham, lande mine øjne på en person i dørkammen. Niall. Han havde et smørret og udspekuleret smil rundt om læberne.

Hvad var han ude på? 

▲ Undskyld for at jeg aldrig opdatere længere! Undskyld, undskyld, undskyld! Det må jeg se at få lavet om på! By the way, så må i også lige huske at tjekke BigPaynoGirl ud! Hun er virkeligt den dejliiigeste! Hun laver de flotteste covers, og skriver Wattpads bedste historier! Ikke for at lave for meget reklame, men hun er virkeligt en diamant! Tjek hende ud! ▲