Madisons synsvinkel
”Niall, sæt farten ned!” hvinede jeg, da han trykkede speederen i bund. Jeg greb panisk fat om kanterne på bilsædet, imens at en sød latter flød ud igennem mine læber. Han adlød først min kommando, da den grå bil han lige havde overhalet, var ude af syne.
”Hvorfor dog det? Jeg troede at du var sulten” svarede han kækt tilbage, og fastholdte sit blik ud ad forruden. Et smørret smil tog plads om hans læber, og det varede ikke længe inden at det smittede af på mig.
”Det er jeg, men det haster ikke” svarede jeg. Trafikken udenfor, der suste forbi, gav mig myrekryb. Jeg havde aldrig været den store fan af Londons kaotiske trafik. Hver gang jeg krydsede en vej, gik jeg altid i panik.
”Undervurder. aldrig. mad” alvoren i hans stemme var ikke til at tage fejl af. Tænk at man kunne være så glad for mad.
”Okay” grinte jeg, mest af alt over hans seriøsitet. ”Det skal jeg huske” Som ordene forlod mine læber, nåede vi endeligt frem. Min mave skreg efter mad. Vi kørte om bag den lange kø ved drive in, og ventede på at det skulle blive vores tur. Mine øjne fik på ingen tid skannet det store menukort igennem, og jeg fik hurtigt bestemt mig for hvad jeg ville have.
Da det langt om længe blev vores tur, fik Niall remset vores bestillinger op, og kort tid efter var vi på vej hjem igen. Maden der så hurtigt, men alligevel ordenligt var blevet lagt ned i den brune pose, havde jeg på ingen tid revet op, og proppet i munden. Niall kiggede forskrækket på mig, men jeg ignorerede det. Han havde ret – mad var ikke noget at spøge med.
△ ▽△
”Hvor i alverden har i to været henne?” spurgte Louis bekymret, ligeså snart vi trådte ind i lejligheden. I stedet for at svare, begyndte jeg langsomt at få afklædt mig, fra det varme vintertøj. Måske havde det været koldt udenfor, men temperaturen steg med tyve grader, ligeså snart man trådte herind.
”Bare været ude og få noget mad” svarede Niall, og fulgte mit eksempel. Han hang sin tynde cowboyjakke over min tykke vinterjakke, og fik sparket sine slidte, sorte sko af på nul komma fem. Jeg fattede ikke hvordan han kunne overleve, uden den mindste form for varmt beklædning.
Først nu bemærkede jeg, hvordan Harry stod og stirede på mig. Hans grønne, ulæselige øjne borede sig dybt ind i mine. Det var som om at han søgte ind i hovedet på mig, og kunne læse alle mine dybeste tanker og følelser. Efter få sekunder, blev det for meget, og jeg veg mit blik væk fra ham igen.
De andre snakkede for fuld drøn i baggrunden, men det lød kun som en fjern summen for mig. Jeg lyttede ikke, så bare Harrys mørke øjne for mig. Han havde snakket til mig igennem øjnene. Og jeg havde forstået hvert et ord, uden så meget som at overveje at det kunne have været noget andet. For det kunne det ikke.
Vi skulle snakke om det.
▲ Dette kapitel er dedikeret til min Julie Sophie ( @BigPaynoGirl ) fordi at hun altid er der for mig, tusinde tak Julls! Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi regnet med, at jeg ville få så godt et venskab over WattPad - men det fik jeg! Og jeg kunne ikke være mere taknemmelig!
- love you big time, Hun. Åh, også ses vi jo snart igen! ♥
Hvad tror i at der vil ske i næste kapitel? Kom med jeres bud!
Tak fordi at i læser med, i er virkeligt de bedste læsere jeg nogensinde kunne forestille mig at have! ▲
YOU ARE READING
Forgiveness | One Direction
FanfictionDet er nu to måneder siden at Madison forlod drengene i sommerhuset, for at vende tilbage til den normale hverdag. Hun har langt om længe fået styr på sit liv, og er ved at komme sig over sommerens barske minder. Hun har ikke snakket med nogle af dr...
