Madisons synsvinkel
Det var nu to uger siden, at jeg havde modtaget den besked fra Bethany, men der var endnu ikke sket noget. Måske havde det bare været tom luft hun lukkede ud.
Men jeg forstod endnu ikke: Hvad mente hun med at jeg havde rørt noget, tilhørende hende? Var det Ken hun hentydede til? Hvis ja, så havde hun da taget rimelig stor hævn med hensyn til ham. Medmindre hun også talte det faktum med, at hun aldrig fik skadet Louis.
Det måtte jo næsten være sådan det hele hang sammen. Louis havde været en failer, så nu ville hun forsøge sig igen. Men hvordan? Hvordan ville hun ramme mig, denne gang? Sidste omgang havde været modbydelig nok i sig selv, så jeg kunne ikke forestille mig hvor ulideligt det denne gang måtte blive.
”Hvad tænker du på?” spurgte Niall roligt, og rev mig fri af mine tanker. Jeg lå med hovedet på hans skød, imens at jeg udgav mig for at se en film med ham. Men i virkeligheden havde jeg slet ikke fulgt det mindste med i filmen. I stedet havde jeg tænkt på alt det med Beth.
”Der er bare noget jeg ikke kan få til at stemme” svarede jeg, og bed mig blidt i læben. Niall begyndte at nusse mit hår, hvilket skabte en hvis følelse af tryghed indeni mig. Det var virkeligt utroligt, hvad han var gået fra at være, til hvad han var nu. Jeg troede virkeligt på at han havde ændret sig. I løbet af de sidste par uger, havde vi fået bygget et utroligt stærkt venskab op. Alt føltes præcis som i sommers. Den gamle Niall var tilbage på sporet, det måtte han være.
”Noget som jeg kan hjælpe med?” Så betænksom som han dog var. Desværre ville jeg ikke rode nogle af drengene ind i alt det her med Bethany.
”Det tror jeg ikke, nej”
Han kørte sin tommelfinger rundt i små cirkler, på mit inderlår som han sagde: ”Du ved at jeg altid vil være her for dig” Også var jeg solgt. Han var tilbage, ingen tvivl om det. Og jeg kunne ikke være gladere for, at jeg havde fået så godt et venskab med ham.
”Det har du bare med at være, for dit eget bedste” jokkede jeg, hvilket medførte til, at en høj latter flød ud igennem Nialls læber. Jeg smilte. Det var som sød musik i mine øre.
”Og hvad hvis jeg ikke er?”
Jeg kiggede eftertænksomt op på ham. ”Så taler jeg aldrig til dig igen”
”Wow, hvor er jeg bange nu” gispede Niall ironisk, og sendte mig et smørret smil. Jeg så fornærmet op på ham, og rejste mig så fra hans skød. Han forsøgte at gribe ud efter mig, men uden held. Han kunne bare have ladet vær med at være så flabet.
”Det burde du også være. Det går aldrig godt for folk, uden mig i deres liv” svarede jeg ham kækt tilbage, og plantede mig ved siden af ham, i den store sofa. Mine øjne fangede hans, og forsvandt dybt ind i dem. Jeg havde aldrig set en dreng, med så smukke øjne som Niall.
”Det har jeg fundet ud af” svarede han kærligt, og trak mig ned på hans skød igen. Jeg flettede vores fingre sammen, og kyssede så bagsiden af hans hånd.
Jeg kunne ikke ønske mig en bedre ven end ham.
▲ Awe, jeg elsker altså Nadison.Selv som venner. :))
Tror i som Madison siger, at Niall virkeligt har ændret sig? Eller ligger der måske mere bag, end man lige skulle tro?
Jeres dejlige kommentare er hvad der holder mig i gang, så kommenter endeligt! <3
Nu er historien btw. snart, sådan virkeligt snart slut.Jeg har elsket at skrive på denne historie, og vil savne hver og en af jer så ubeskriveligt meget, når den når sin ende. :(
Vi ses i næste kapitel allesammen! Fortsat god dag. xoxo ▲
YOU ARE READING
Forgiveness | One Direction
FanfictionDet er nu to måneder siden at Madison forlod drengene i sommerhuset, for at vende tilbage til den normale hverdag. Hun har langt om længe fået styr på sit liv, og er ved at komme sig over sommerens barske minder. Hun har ikke snakket med nogle af dr...
