Love, the Crownprince (Danish/Dansk)

1- Vejen frem

2 år tidligere

Med et nervøst blik stod den unge pige, Tara, bag den store scene. Hendes hænder rystede om den grå mikrofon, som hun klemte lidt for hårdt om.

"Er I klar til den sidste finalist i dette års NEWEST VOICE?!", lød værtens råbende stemme ude foran på den store scene. Menneskemængden skreg op med entusiasme og spænding. Værten så på tæppet, som førte bag scenen, og så Tara stå med hovedet igennem det røde tæppet, med et rystende hoved. Værten sukkede og begyndte at snakke om sig selv, og hvad han ellers kunne finde på, så han kunne trække tiden ud. Endnu en gang tør en finalist ikke, at komme ud på scenen, tænkte værten bedrøvet.

Med et taknemmeligt blik gik hun væk fra tæppet, og begyndte at gå med hurtige skridt frem og tilbage. Nervøsiteten var uudholdelig, og hun vidste ikke om der overhovedet var nogen grund til at gå derud, eller om hun i det hele taget bare kunne nå at bakke ud.

Tara tog dybe indåndinger, men blev forskrækket, da et brag lød omme bag hende. Med en hurtig bevægelse vendte hun sig om, og kastede mikrofonen over på den mørke skikkelse i skyggen. Men skikkelsen var hurtig og greb mikrofonen.

"Er du okay?", spurgte skikkelsen og trådte ud i lyset. I lyset begyndte hans sorte hår at glimte, og hans muskuløse krop tårnede i forhold til hende. Tara svarede ikke, da han virkede bekendt. Har jeg set ham før, tænkte hun med nysgerrighed. Han fortsatte imod hende, men sagde intet. En halv meter fra hende, rakte han mikrofonen ud med et smil på læben.

"Det her er vist din", sagde han. Men eftersom Tara ikke tog imod den, rakte han ud efter hendes hånd, hvorefter han åbnede den, og placerede mikrofonen der. Hans store hænder var varme i forhold til hendes kolde, små hænder.

"Tak", hviskede hun blot, og tog et fast greb om mikrofonen.

"Er du bange for at gå derud?", spurgte han pludseligt uden nogen form for tøven. Tara så overrasket på ham, over hans så direkte spørgsmål.

"Ja", svarede hun den fremmede mand foran hende. Med nysgerrige øjne, så han på hende.

"Hvorfor?", spurgte han interesseret og undrende. Taras øjne så hurtigt ned mod jorden, og derefter begyndte hun at tænke sig godt om. Hvorfor var hun egentlig det?, tænkte hun for sig selv. Manden stod tålmodigt, da han ventede på hendes svar. Kort efter med et målbevidst blik, så hun op på manden, og kendte svaret.

"Hvis jeg fejler, og bare ydmyger mig selv. Det eneste som jeg husker fra min barndom er alle menneskerne der sagde, at jeg ikke kunne synge, selvom jeg elskede det", svarede hun på mandens spørgsmål. Han så på hende med et hint af forståelse og genkendelse.

"Så må du bare slå igen og vise, hvad du i virkeligheden kan", svarede han, efterfulgt af en kort pause. Tara stod og tænkte over hans ord. Manden så på sit ur og vendte sig om med ryggen til hende, men før han gik sagde han noget, som var afgørende for hendes fremtid.

"Jeg glæder mig til at se dig optræde", sagde han, og begyndte derefter at gå mod udgangen.

Man kunne hører værten begynde at slutte af, hvorefter han kom hen til Tara, og spurgte om hun nu var klar. Med et nik gik hun ud på den store scene.

Lyset var blændende, og hele stemningen var overvældende. Hendes hjerte bankede, og hendes håndflader begyndte at være klistrede om mikrofonen. Værten så over på hende, og da hun nikkede, vendte han sig om og smilte lettet til publikummet.

"Byd Tara Jackson velkommen!", råbte han ud og alle begyndte at klappe. Værten gik hen til hende med et smil og gav hende et lille skulderklap, og fortsatte derefter ud bag om scenen.

"Det er nu det gælder", tænkte hun og begyndte sangen.
_________
Uhhh en cliffhanger!
Hej alle sammen! Jeg håber at I finder denne bog spændende, og ville bare lige fortælle om min ide med, hvordan den kommer til at forløbe.

Der vil være flashbacks, hvilket dette kapitel var, og derudover vil det være blandet med nutiden.

Det var egentlig det vigtigste. Endnu en gang, så håber jeg I syntes den er spændende, og vil læse med videre.

Kh Katrine.