Kapitel 4

8 0 0
                                    

                                Viola Hunter^
Jeg vågner med en gigantisk hovedpine, jeg kan næsten ikke huske hvad der skete igår og det bekymre mig for med 3 playere i huset er jeg sikker på at lidt alkohol ikke stopper dem fra at finde en sexpartner for den aften, jeg tror jeg fik et kæmpe blackout efter jeg kom tilbage fra badeværelset med Noah. Det er heldigvis lørdag så jeg kan slappe af.

Da jeg kommer nedenunder fylder duften af æg og bacon mine næseborene, en dejlig duft, men hvem laver det?

Jeg stikker forsigtigt hovedet ind i køkkenet og der står han overraskende nok Jackson. "Hvad laver du her?" Spørg jeg forvirret mens jeg prøver ikke at dufte alt for voldsomt til morgenmaden "laver morgenmad?" Siger han som om en hver idiot kunne have set det og det var også et dårligt spørgsmål fra min side af "hvorfor laver du ikke bare morgenmad hjemme hos dig selv?" Spørg jeg og sætter mig på en stol der er ved vores køkkenbord lige midt i det hele "1. Jeg havde sådan lyst til bacon, 2. Jeg magtede ikke til at gå hjem, og 3. Så synes jeg bare jeg ville lave morgenmad til dig og fortælle lidt om hvad der skete igår da du tydeligvis ikke ved hvad der skete" svare han så uden at kigge på mig "hvordan ved du jeg ikke kan huske noget" spørg jeg nysgerrigt "for ellers havde du ikke siddet i køkkenet med mig lige nu" smiler han lumsk og fordeler bacon og æg på 2 tallerkner.

Jackson har fortalt det meste indtil han lige pludselig begynder at smile slesk og spiser derefter et stykke bacon "hvad skete der?!" Spørg jeg desperat og har næsten ikke rørt min mad "du bad mig komme med op på dit værelse fordi jeg skulle hjælpe dig med noget" smiler han "jaer? Men hvad skete der?" Efter jeg har sagt den sætning går det ligepludselig op for mig at jeg var beruset og han er Jackson Smith "havde vi?" Spørg jeg nervøst mens jeg prøver at holde vejret i frygt for at vi faktisk havde sex dagen før "nej" svare han bare og kigger så op på mig, han har ikke det der sleske smil på læben eller det der selvsikre ansigtsudtryk. "Du havde jo den der stramme sorte kjole på og du kunne ikke selv få den af så du spurgte om jeg ville hjælpe og det gjorde jeg" så du så mig i undertøj?" Spørg jeg og bliver en smule sur "jep" siger han og spiser det sidste på sin tallerken "du kan jo ikke bare" jeg afslutter ikke min sætning da jeg ved det var min egen skyld og han ikke vidste hvad han skulle hjælpe med.
Jeg falder tilbage i stolen og sukker inden jeg putter noget bacon i munden.

Jackson er taget hjem og thank god for det, vi snakkede egentlig fint nok sammen, men ikke om noget relevant.
Jeg får pludselig en besked fra Noah. Hvordan har du det i dag?  Jeg kigger bare på beskeden og slukker derefter min mobil da jeg ikke rigtig magter og snakke med ham og resten af dagen behandler jeg mine tømmermænd med maccen og Netflix.

Noah JohnsonWhere stories live. Discover now