Åbenlyst som et mysterie

Hmm....

Hvorfor kan ingen lide mig? Er det min krop? Min personlighed? Eller er det fordi jeg er genert? Er det fordi jeg ikke er "imødekommende" som jeg har fået af vide i gennem, kort sagt det meste af mit liv. Jeg er ærligt talt træt af at stille det samme spørgsmål hver dag, når jeg vågner, når jeg ser mig selv i spejlet om morgenen, når jeg som et spøgelse flyver igennem min dag bare for at vågne op og gøre det samme igen. Hvorfor ville nogen frivilligt gøre det her mod dem selv?

Det var jo ikke meningen at det skulle gå så vidt, men jeg kunne bare ikke længere. Folk har set igennem mig for lang tid nu, jeg havde brug for at få en person til at kigge mig dybt i øjenene, også selvom det kun var et kort øjeblik, før de lukkede i for evigt. Det var et magisk øjeblik. Jeg fik tårer i øjnene, for første gang i jeg ved ikke hvor lang tid. Men han var ligeglad, jeg tror ikke engang at han lagde mærke til det. Det havde jeg nok heller ikke gjordt hvis jeg var i samme situation som ham. Men for mig var det de bedste sekunder i hele mit liv. Bedre end dengang min far skulle lære mig at cykle, og hver gang jeg lige var ved at falde, ville gribe mig. Eller dengang jeg lå i hospitals sengen, hvor hele min familie var samlet omkring mig, og alt opmærksomheden udelukkende var på mig. Jeg tvivler på at han havde det på samme måde som mig, siden han var den med en kniv i maven. Men det spørgsmål fik han aldrig en mulighed for at svare på. Den mulighed tog jeg fra ham. Det var en egoistisk gerning, det er jeg klar over, men jeg havde fortjent den ene selviske beslutning. Han ved ikke engang hvem jeg er. Men jeg ved næsten alt om ham. Hans mor hedder Louise, som for fire år siden blev skilt med hans far, Søren. Han tog skilsmisselsen ret godt sammenlignet med hans søskende. To søstre og en bror. Sarah, Sofie og Tobias. 8, 10 og 19 år gamle. Tobias, den lokale "badboy" fik en depression og har gået hjemme og spillet computerspil hos sin mor lige siden bruddet. Sarah og Sofie er praktisk talt uadskilligelige, grundet deres næsten identiske alder, med blot to år ved siden af. Deres bånd voksede sig stærkere efter det hele og de bor begge ved deres far.

Peter er en helt anden historie. Med hans halvlange, skindende, brune hår, og hans forårs grønne øjne kunne han få alle snoet rundt om hans lillefinger. Hans veltrænet krop gjorde heller ikke noget galt i mine øjne. Han har altid været en person fyldt med mystik. Personen der kom i skole med ingen sans for hvad der var populært at gå i på tidspunktet. Han gjorde ingen indsats med at passe ind, men alligevel var han en af de populæreste på hele skolen. Det var så tydeligt at han gjorde hvad han kunne for at skjule hans sande jeg. Han fik måske narret resten af skolen, men mig kunne han ikke snyde. Jeg så lige igennem ham. Hans øjne sagde alt, man kunne se skammen i hans øjne fra de populæres bord, også over til mig, som sad helt alene i hjørnet, med ingen mad fordi far ikke lige orkede.

Jeg fik engang øjenkontakt med ham i et kort sekund fordi han scannede lokalet efter en af hans venner. Han lagde ihvertfald ikke mærke til, hvilken effekt det havde på mig. Men siden den dag har jeg ikke kunne slippe ham fra mine tanker. Han dukkede op alle steder. I mine drømme, hvor han reddede mig fra at blive jagtet af en galning. I badet hvor han pludselig dukkede op, måske ikke i mine tanker, men med et kig ned ad min krop var det tydelig, at han havde gjordt noget ved mig. Gud hvor ville jeg ønske han havde rørt ved mig. Men det er for sent nu. Det har altid været for sent. Men nu er den mulighed hundred procent forseglet.