The boy i love.. (afsluttet)

Kapitel 23

Lukas' synsvinkel

Søndag er godt og dårligt, godt fordi man har fri, dårligt fordi man skal i skole i morgen. Jeg fokusere altid på det dårlige, og derfor er mig og søndag ikke gode venner. Så jeg bruger for det meste hele dagen på at surmule over at skulle i skole mandag. Men ikke i dag, i dag bliver det forhåbentlig en god søndag, hvis de altså eksistere. Solen skinner udenfor, fuglene synger, det er maj, vi har sidste skole dag på fredag, og jeg har tænkt mig at få noget ud af dagen idag. Så jeg skal ud og løbe, jeg hader at løbe, jeg gør det aldrig, men jeg har godt af det og følelsen efter at have løbet er god, ved det kun fordi vi har løbet nogen gange i idræt. Men som sagt er planen at få noget ud af dagen, og gøre det til en god dag.

Jeg får hurtigt noget løbetøj på og så ellers ud af døren. Vejret udenfor er måske lidt for varm til at løbe i, men det går lige. Jeg har høretelefoner i og en playliste fra Spotify, kører fra min telefon og op til mine ører gennem dem. Jeg løber langsomt i mine egne tanker, ned af en sti og hen til søen, rundt om søen, og løber gennem skoven på vej tilbage. Den rute er nok omkring de 6 km. eller noget, og jeg siger ikke, at jeg løb hele tiden, for det gjorde jeg ikke, på nogen måde, jeg stoppede hele tide og gik nok mere end jeg løb, men whatever. Det er bare et tegn på at jeg skal til at løbe noget mere.

Jeg kommer hjem og går i bad med det samme, da jeg sikkert stinker. Og nu sidder jeg så her, klokken er 11:08 og jeg ved ikke hvad jeg skal lave. Jeg har været ude at løbe og ved ikke hvad jeg nu skal lave af produktive ting, så jeg skriver til Noah.

M: Heyy <3

Han svare ikke. Jeg venter lidt. Intet svar. Hmm hvad laver han? Han har altid sin telefon på sig og svare altid inde for 5 min. og i værste tilfælde inde for 30 min. Men det nu en time siden jeg skrev, og jeg har endda skrevet flere beskeder:

M: Hallo?? <3
M: Nono?
M: ^^det mit nye navn til dig:)
M: Hvad laver du??
M: Hvorfor svare du ik? :(

Nå men jeg lader det værre. Og beslutter mig for at læse lidt til eksamen. Hvis i ville vide det så jeg Netflix mens jeg ventede på han svarede. Men stort set lige da jeg begynder at læse ringer min telefon, det Noah.

M: Hvorfor svare du ikke?

Der er stille lidt

N: Lukas?

Der er gråd i hans stemme

M: Noah er der noget galt?

Jeg kan mærke jeg bliver lidt nevøs og får en klump i halsen, er der sket noget?
Der kommer mere gråd fra ham i den anden ende af røret.

M: jeg kommer over!

Han svare ikke rigtig, så jeg ligger røret på og skynder mig ud af døren. Jeg går stærk for at komme hen til ham. Mine tanker kører rundt i hovedet på mig, hvad kan der være sket? Er han okay? Da jeg når hans hus, banker jeg kraftigt på døren, og han mor åbner døren, hun virker stille og rolig, men ikke glad, hun rykker til siden så jeg kan komme forbi og jeg skynder mig op på hans værelse. Jeg åbner forsigtigt døren og han løber hen mod mig og vi mødes i et kram. Der står vi lidt og holder hindanden helt ind mod os selv. Vi trækker os men står stadig tæt, han kigger mig i øjnene, de er fyldt med tårer og og er en smule røde. "Lukas, Lukas vi.." han stopper op midt i sætningen "hvad sker der?" Spørg jeg stille "mine forældre har, har fundet et hus, i, i Skagen". Hvad!? Åh nej, skal han flytte!, den havde jeg ikke set komme, men det er bedre end der er sket ham noget. Tårerne presser på, alle vores drømme om at gå i gymnasiet sammen, og vores forhold, han er min eneste ven! Jeg må ikke miste ham. Jeg prøver at berolige mig selv og ham "men der går jo også noget tid før jeres hus bliver solgt, der kan gå år" siger jeg, han kigger på mig "de har allerede snakket med en ejendomsmægler og han siger at der er nogen interesserede købere". Jeg kigger lidt ned. Åh nej, nej nej nej nej nej, det må ikke ske det her. "Men Noah, Noah jeg elsker dig, jeg kan ikke miste dig" en lille tårer triller ned af min kind, så er det sagt, for første gang, jeg elsker dig, og det føles fantastisk at få det ud, for jeg elsker ham virkelig, "Jeg elsker også dig", han sagde det tilbage. Han ligger hans hænder på min nakke og kysser mig, det føles fantastik at mærke hans bløde fyldige læber på mine, det var lige hvad jeg havde brug for. Han trækker sig igen og smiler meget svagt, jeg gengælder smilet, men en tårer triller stille og roligt ned af min kind. "Vi skal nok komme igennem det her" siger jeg og kigger på ham, en tårer triller også ned af hans kind og jeg tørre den stille væk med min hånd. "Men Skagen er så langt væk, flere timers kørsel" siger han håbløst, "vi finder ud af det" siger jeg og hiver ham ind et kram. "Det håber jeg" mumler han ned i min skulder.

_________
Håber i nød kapitlet💖
Stem og kommenter meget gerne💕