Drengen over døden

Bag træerne og vandfaldet fra en tid fjern fra din blev lille Lucifer til. Rigtige forældre havde han ikke. De var dukker skruet sammen af hekse, og snorene brugte de til at styre dem med. Stakkels dem tænkte Lucifer, for den der kunne se rigtigt ville vide, at det var trældom lavet af de store og onde hekse. De tre søskende kaldte man dem. De vidste hvad de skulle bruge ham til. Han blev kun til for at dræbe, og det vidste han endnu ikke. Den ældste og styggeste af dem alle sagde. Lucifer du er blevet til, for at føre alt det gode til døds, og med tiden forsvinde! Det brød Lucifer sig slet ikke om, men heksene ja de vidste jo en ting eller to om mørk trældom, så måske det ville være kløgtigt ikke at hidse dem op, og virkeligheden sagde de, var de selv. Lucifer undrede sig, og sagde nej det kan ikke være sandt, men heksene nikkede skam bare. Det havde de altså ikke tid til. "Lucifer," sagde den ene heks, og pegede med sin ækle og forvissende hånd på brændeovnen der lå længere væk. "Det er gløderne fra ilden du er kommet, men dette er ikke en hvilken som helst brændeovn. Den er fra underverden, og du Lucifer er der fra." "Lucifer", sagde den mindste heks så. Der er ikke meget tid tilbage, men nu skal du høre. Du har fået til opgave at dræbe den største konge, og til det min kære skal du bruge dette smykke." Lucifer var betaget, men der var noget ondt over det, og det kunne han godt mærke. Heksen rakte ham den, og lille ydmyge Lucifer tog ringen på. Vidste ikke at ringen besad mørke kræfter, og en glødende ild kom også op fra ringen, og med et blev han en lysende tændstik. "Ja, vis din sande identitet Lucifer, sagde heksene, og gå hen og dræb kongen!" Lucifer tøvede ikke, men i det han vendte sig om, mærkede han heksenes blik brænde på sig, og den ældste sagde "Lucifer, på din vej skal du skade alt der tjener et godt formål, som du møder. Det spor du efterlader dig skal være mørkt og skræmmende, som den ild du består af og uden sjæl har inden i dig."

Lucifer tænkte ikke mere over det. Han var der, og havde et formål med dette liv, og han kunne mærke at det var det rigtige. Han så ikke på det, med samvittighed. Hvad vidste han? Drengen skabt af gløderne? og med ringen på, drog han ud i den åbne verden, for at finde kongen.

Han løb ud i verden, og alligevel var det nærmest som om, at han genkendte hver og en krog. Hver og en blomst plantet på engen, og hvert træ han passerede, men der skete det, som heksen havde sagt, det var som havde han passerede sin egen frygt og lidelse. Skabninger mistede straks livet og visnede foroverbøjede. Det var fra værende et stadie til et andet. Han trak i sine skudre, så kunne det bare være ligemeget, og han drejede rundt om sig selv, og løb videre. Hurtigere. Mørket faldt på, og han var af flammer, og selvom han ikke mærkede hvor unaturlig af fremtoning han var, fortsatte han, som et lille stjerneskud i nattehimlen. Lucifer var anderledes. Det vidste han måske godt, men endnu havde det ikke faldt ham ind. Det var de store spejle af øjne han havde, der fik ham til at se nysgerrig ud. Det var farven i øjnene der stod ud, selvom ilden ganske nok var havde opslugt ham.

Da dagen gryede frem, havde han nået et godt stykke, og han vidste også at han var i den rette retning. Det var ringens kræfter, og da solen stod højt oppe nåede han ind til en lille landsby, men da beboerne så ham blev de så forskrækkede, som havde de set djævlen i egen skikkelse. Hvem var det nu djævlen var, tænkte han ved sig selv? Når ja, han var jo bare skabt fra historier og myter, og med tiden i religioner. Det vidste lille Lucifer, men hvordan vidste lille Lucifer det? Det var bare noget han ligesom følte. Det var nok bare ringen igen. Han så i retningen af landsbyen, og lagde mærke til, at børnene blev sendt indenfor, mens mændene kom ud med fakler og våben. "Fang djævlen" Det gav et lille sæt i ham, men de vidste jo ikke hvad han var i stand til, ville de havde en kamp med lille Lucifer, så skulle de også få hans identitet at se! Han tog hænderne frem, og vendte fladerne ud mod beboerne. "Frygt mig! Mennesker, ved i ikke hvor farlig jeg er?" En underlig hård vind kom fra ham, og med et lå en bunke livløse kroppe med det hvide vendt ud af deres øjne.

Sikke en skam. Det kunne måske havde været undgået men, sådan var det ikke bestemt. "Hvorfor være bange for mig, når jeg alligevel vil komme?'' Mondas la preandis, Hviskede han, og gned fingeren på ringen, nærmest gnubbede den. Den ring. Mondas la preandis, råbte han og alt lyd fra landsbyen afstumpede. Alt liv i miles omkreds ophørte, og han så sig omkring. Dér lå fuglene med benene oppe, og træerne helt tynde og skrøbelige, og bygningerne lå tilbage i ruinerne. Lucifer det lille ulykkelige uhyr, han gjorde hvad der skulle gøres.

Videre drog han i mod slottet hurtigere end før, og denne gang så han store skyer, men jo nærmere han kom forstod han at det var bjerge, og da natten faldt på, nåede han en mur, og her stødte han ind på en gammel mand. Da Lucifer så nærmere efter, så han at manden havde skæg ned til brystet, og øjenbrynene var forvoksede. Manden var dog ikke helt død. Liv var der stadig i ham, og han tog en dyb indånding, og pustede derefter ud. Han skulle nok bruge massere kræfter, men, tænkte Lucifer. Det var derfor det var bestemt at jeg skulle komme. Manden stod nu op, og lidt foroverbøjet var han også. Han havde dog en stok, som han brugte til at støtte sig op ad. "Min tid er ganske nok snart over, men jeg lader dig ikke komme over let. Lad dig ikke narre af min svage krop. Jeg er en gammel troldmand, og jeg har overlevet alt verdens krige. Jeg har set krig og vold, og ved du hvad man siger om den person der ser døden? Han ser ilden! Knægt, hvis du havde været helt almindelig, så ville du også se den sydlige port, der ligger lidt længere væk, men min trolddom gør det umuligt for en som dig til at se det." "Dæmoner har ingen adgang til kongeriget og det med befolkningen" Lucifer, tænkte ved sig selv. Han havde måske set mænd dræbe begrund af frygt, men den her tilgang var anderledes, og det forstod han. Han så troldmanden i øjnene, og læste at dybt inde i hans sjæl, så var han stadig bange, for sådan var alle levende væsner nu engang, bange for døden. Lucifer prøvede at forstå hvad det betød, at sætte livet på spil, men det eneste han kendte til var død, og det var underligt nok, noget han forstod bedre end noget andet.