Drengen over døden

Døden over Døden

"Du har lært mig en lektie" Sagde Lucifer, og selvom troldmanden allerede havde kastet fortryllelser over ham virkede det ikke. Troldmanden blev til sidst så bange, at han rystede. "Aldrig har jeg set noget lignende!" Drengen, så på troldmanden og smilte. "Du skal ikke være bange, der er også glæde ved døden" Da kollapsede troldmanden, og drengen fortsatte sin vandring, og igennem porten kom han, for det var også en af ringens kræfter. Han så at bag porten var der et mylder af mennesker, heste der blev trukket afsted af deres ejere, og et marked hvor boder stod åbne. Hvor ejere råbte ord, for at få folks opmærksomhed, men i dag skulle gå anderledes, og selv da en flok rytter fra et fjernt kongerige kom ridende med deres svær og spændt, så var der ikke rigtig nogen der så lille Lucifer, selvom han ganske nok tydeligt, men det skete at, en af tiggerne blev slået ihjel, og selvom den døde lå livløs opstod han, og nikkede hen imod Lucifer. Lucifer så i den retning den døde pointerede, og så da slottet, som havde tiggeren vidst hvad han ville.

Lucifer fortsatte, og krig og blod rungede i ørene på ham, mens han fortsatte. Lucifer, øjnede at en ejers hest lå død på slagmarken, og mens han passerede den, så han den rejse sig op, med en manke skrigende rød, og fødderne af ild. Hesten bukkede for ham, og lille Lucifer nikkede med hoved for at vise sin respekt. Afsted drev de. Indtil Lucifer stod foran uden på gården, og det var jo selveste lille Lucifer, så han behøvede ikke at spilde tiden på, at gå igennem slotporten. Han red bare op igennem muren. Hesten var et spøgelse nu. Den kunne dermed også flyve, og selvom det ikke overraskede ham, så var det stadig noget forundrende over ved slottet. Det var prægtigt, men det var ikke det der nagede Lucifer.

Detvar hoffolkene og tjenerne, de var alle sammen blevet så gamle at thi den yngste frue, havde brug for at sidde lidt, for at få pusten tilbage, fra at gå op og ned fra de mange trin i slottet, men denne gang vågnede fruen ikke op, og tjenestefolkene samledes hurtigt om hende. "Thyra er faldet om!" Råbte en af de mange tjenestefolk, og smed det fad hun havde båret i hænderne. Straks kom en af kokkene der arbejde i køkkenet med en spand vand, og hældte det over den gamle, og selvom håret kom ned over ansigtet, og i et øjeblik fik hende til, at se ud som om, at hun kneb øjnene sammen, så forblev hun i samme stilling, og kongen som kom igennem hallen, på netop det tidspunkt, sagde at hun var død."Thyra, vores elskede, er i dag død, og det samme vil gå for os!" Men i det samme kom dronningen løbende ned fra trapperne, og råbte "Henrik, min kære vi er bleven angrebet" Og kongen, som ikke kunne finde på at sige andet, af både chok og henrykkelse, tog sig til hovedet. "Hvem er det, der har turdet sætte sin fod ind i kongeriget uden tilladelse!" Sagde han vredt. I det samme kom en af vagterne brasende ind, og råbte vi bliver angrebet, og da vendte alle mænd og kvinde, hoffolk, tjenestepiger og kokkene, ud af vinduerne, og så riddere og fjender kæmpe imod hinanden, stakkels kongen, så at kampen ikke var til at vinde, der var for mange fra den anden hær, og nu havde kongen også en storher, der var bare det, at hæren var ude at kæmpe et slag selv samme dag imodfjenden. De havde reddet udenom, og ladet dem tro, at slaget forgik der, men de havde været snu, og i krig gælder alle kneb. Det var på tide Lucifer fortsattesin vandring, alt lyd forsvandt, og det var som at gå igennem vand. Lucifer så rædslen i dem komme til udtryk i gennem deres øjne. Han gled ned af hesten også på kongen. Krigen var kommet med indenfor, og der hørtes brøl fra begge parter, kongen tog sværdet op fra skeden, og trak hætten af, og selvom en pilborede igennem brystet på ham, og en anden pil kom igennem hjertet, så formåedekongen at svinge sværdet, og kaste det så langt, at sværdet