Drengen over døden

Livet over Døden

halshuggede en anden ung mand, og der skete det, at den mand var kongen, fra det andet rige, og Lucifer lod det forblive et mysterium, om hvordan situationen ville havde endt, og der endte historien, eller det troede Lucifer, som ikke længere var en knægt, det var stadig en levende sjæl tilbage. Det kunne han mærke.

Han forsatte hen i mod dronningens gemakker, og så at prinsessen lå sammenkrøbet på sengen. Hovedet var gemt væk under hende, og han så at hun havde en kniv i hånden, prinsessen holdt hårdt om lagende, og gav slip på kniven. Det var som om, at hun kunne høre ham. Hun vente sig hurtigt op, og så skrækslagen på ham. Hun stod nu på gulvet, men da hun så nærmere på ham, var det som om, at hun accepterede ham, hun vendte sig om, og i stedet så gik hun nærmere ham, og hun tog hans hånd, og faldt ind i hans arme. Død. Han lagde hende forsigtigtig på sengen, og gik derefter ud af værelset, og mens han lod sværdet glide igennem gangen, med hånden slapt ned, og den anden hånd på vej op. Et alt afgørende øjeblik. Det var bestemt, og nu gjorde han det endeligt, og med armen strakt ud med hånden lukket blev alle menneskene til støv. Partikler der fløj op i himlen. For en ting vidste Lucifer. "Livet og døden er født af det samme, og fra samme tid kommet. Den eneste forskel er tiden i mellem dem". Og da åbnede han hånden, lod hånden falde roligt ned, og tog ringen af kastede den op, og ud af ringen kom en hvid ung pige, med mælkehvide øjne, og lyst skinnende hår. Jeg er livet, og du min ven er døden. Det er nu min tur til at bære ringen. Det er jo tiden.