Maybe love

Kap 5

"vi bliver nød til at tale sammen, du ved ikke hvad jeg har skullet gå igennem uden dig" han skulle bare vide hvorfor jeg rejste, men det kan jeg aldrig fortælle ham. Jeg sukker tungt og giver ham et lille nik, inden jeg går om mod døren og giver ham tegn til at følge med.

"Hvorfor rejste du?" han spilder sørme ikke tiden, han er direkte. Han sætter sig i min vindueskarm, og jeg kaster et tæppe hen til ham i håb om han holder op med at ryste. Jeg kan godt lide at have ham her, det er som om han passer ind, som om han var det sidste ting manglede. Som han sidder der, rystede, hans hår sidder mere uglet end normalt og hans hvide halv åbne skjorte og hans puffede øjne, kan jeg ikke forstille mig der findes noget smukkere i verden. Jeg har lyst til at fortælle ham alt, virkelig alt, om Louis og jeg ved han ikke giver op, i stedet må han få den halve sandhed, det er den eneste løsning i hvert fald indtil videre, det egoistisk at lade vær at sige det, bare så vi har et lille håb for at blive sammen, jeg kan ikke være sammen med ham hvis han vælger Louis, selvom jeg forstår hvorfor han vælger ham.

"Jeg flygtede" simpelt, enkelt og til at forstå, intet kompliceret og måske vil han lade det ligge nu, egentligt burde jeg vide bedre, det er Harry Styles vi taler om, ham der nærmest slæbte mig til hans kontor flere gange for at tale om hvem jeg er.

"fra?" vores sætninger er så korte som de kan blive, gerne så få stavelser som muligt. Jeg sætter mig på køkkenbordet, lidt væk og stadig tæt på. Han øjne er gennem borende, som om de ser alt hvad der sker i min hjerne, bag mine øjne. Men det kan han ikke, det kan ikke lade sig gøre, håber jeg ikke. "min far" han nikker, han virker til at forstå, men han vil vide mere, jeg kender ham godt nok til at vide at han vil vide alt, eller han tror i hvert fald han vil vide alt, det ved jeg han ikke vil, han vil ikke miste sin ven, ham der faktisk tog ham med hertil. "det giver mening, han er forfærdelig, men hvorfor et andet land? Hvorfor sagde du ikke noget?" han stemme er tydeligvis irriteret ikke at jeg kan bebrejde ham, det var nederen gjort, men for det bedste.

"fordi han ikke skal kunne finde mig det ville være for let at blive i usa for ham, sådan her har jeg lidt tid, jeg ville ikke blande dig ind i det og du kunne have stoppet mig" det er sandt, så tæt på som det kan blive, egentligt undlader jeg bare en lille del. "Undskyld, men jeg fik overbevist mig selv om at du ikke elsker mig, at jeg ikke kan elskes, at jeg er for ødelagt" det flyver ud af mig, han virker overrasket over mit lille udbrud. Han rejser sig og går over mod mig, han tager mine hænder og kigger mig dybt i øjne, hvis han spørger mig om noget jeg skal lyve om nu er jeg fuckt, virkelig godt og grundigt fuckt. "hvorfor tror du du er for ødelagt? Og hvorfor tror du er jeg ikke elsker dig? Efter alting?" kinda fuckt selvom jeg ikke behøves at lyve, for snart vil han vide historien.

"Du skjulte noget, eller du skjuler noget, jeg ved ikke..." jeg trækker på skuldrene og ser væk fra ham, han sukker tungt. "du skal bare vide alt! Vi var sammen et par dage og du flygter til et andet land fordi jeg ikke fortælle alt hvad jeg laver!" den sved. Han går frustreret rundt, stryger håret tilbage som om han føler afmagt, hvilket giver mening. "Hvad mener du?! Du ved intet! Du ved ikke hvad der skete og du ved ikke hvorfor jeg er så fucking ødelagt, det jo .fuck." jeg råber nu, han virker ikke spor overrasket, der var optakt til det. Men hvad helvede er det han skjuler? Hvad er det der er så fucking vigtigt, at han skjuler det. "Så forklar mig det Elle! Fortæl mig hvad det helt præcist er der fik dig til at flytte! Fortæl mig hvorfor du er ødelagt, for jeg kan ikke se det!!" Hans kinder bliver mere og mere røde, han er vred.

"det kan jeg ikke" min stemme er lav nu, sårbar, lille. Det virker til at pisse ham mere af, han slår sin hånd ned i bordet, det får mig til at fare sammen. "Så kan jeg ikke fortælle hvad jeg "skjuler"" han bruger sine hænder til at lave situationstegn, "du forstår det fucking ikke!" jeg skriger ham lige op i hoved, jeg ryster af vrede og jeg er så klar til at gå til angreb.

"forstår jeg det ikke? Forstår det ikke? Elle du forlod mig uden så meget som et ord! Ingen ville sige hvor du var, er du godt klar over hvor fucking bange jeg var? Jeg elsker dig jo forfanden" han mumler det sidste og sætter sig i vindueskarmen igen, men hovedet i sine hænder. Først nu ser jeg hvor såret han virkelig er, han var virkelig bange, jeg kan mærke et stik i mit hjerte over det jeg gjorde. Jeg vidste godt det var forkert, men ikke hvor sået han ville blive, jeg troede jo ikke han elskede mig. Jeg ved jo godt at i sidste ende at jeg aldrig ville kunne leve uden ham, som i aldrig.

"fint" jeg sukker tungt og læner mig op ad køkkenbordet, han kigger op på mig, overrasket tydeligvis. "fint?" han er forvirret, men virker ikke afvisende. Jeg glider ned op sidder på gulvet, "fint jeg fortæller hvad du vil vide, hvis du fortæller hvad du skjuler først" han nikker langsomt og tænker sig om, jeg kan se han er i kamp med sig selv om det her nu er en god ide, min nysgerrighed har taget over og jeg vil virkelig gerne vide det her.

Han trækker vejret tungt, han ryster let og han spænder op i musklerne i det han begynder. "Jeg blev kontakt af en anonym for nogle måneder siden, jeg blev tilbudt en masse penge for at begynde arbejde på din skole, jeg har ingen uddannelse i den stil eller noget, men jeg ved nogle kender mig inden for – inden for din fars branche" jeg nikker og jeg kan mærke at det her ikke er godt. "jeg sagde bare ja og tænkte ikke mere over det, jeg begyndte at undervise i den klasse et stykke tid efter, samme dag som jeg startede fik jeg en opgave, du var problemer og jeg skulle få dig underkontrol, ved ja du ved." han kigger ned i gulvet og sukker dybt igen "jeg afslog før jeg havde set dig, men da jeg så så dig, startede der noget i mig, noget jeg ikke kan forklare, noget jeg ikke havde følt før. Jeg sagde at jeg ville gøre det alligevel, jeg ville ikke have andre skulle røre dig! Jeg vidste ikke det var din far der stod bag, men efter jeg kontaktede ham for at finde dig da du blev væk fra skolen i så lang tid, fandt jeg ud af det" han redder den godt, han er panisk. Et eller andet sted giver det mening, jeg har jo egentligt ikke tænkt så meget over det han gjorde dengang, det skete ligesom bare. "jeg troede du var i sikkerhed så længe jeg blev ved med at være sammen med dig, men han hørte dengang vi talte sammen den dag, da jeg sagde.. da jeg sagde for første gang jeg var forelsket i dig " i det afdæmpede lys kan jeg se en tåre løbe ned af han kind, Det stikker i mit hjerte, han gjorde det vel på grund af noget godt?

"Han truede mig med at fortælle at jeg gjorde det for pengene, jeg troede jeg ville miste dig" hans øjne kigger dybt i mine, han er ked af det, jeg kan se det i hans øjne. "jeg brugte dagene på at undersøge hvordan jeg kunne slippe ud af det, jeg sagde jeg ville give ham pengene igen, hvis bare han ville stoppe med at gøre dig ondt og lade mig være sammen med dig. En af mine venner ringede om morgenen og sagde han måske havde en løsning" han sukker "jeg skrev under på en kontrakt om at jeg ville gøre dét, bare for at få dig til at rette ind, din far havde gennemtænkt alt, Elle jeg er så ked af det!" En tåre løber ned ad min kind, han gjorde det for at beskytte mig? Fra dag 1, faktisk. Jeg ved nogle af de ting han gjorde, var forkert, men jeg kan se hvor meget han vil gøre for mig for at holde mig i sikkerhed. Han ved bare ikke at Louis fortsatte hans opgave.  "Louis startede med at arbejde der også i håb om at vi kunne finde en løsning eller at han kunne få mine følelser til at gå væk så vi kunne fortsætte som i starten, jeg ved det var forkert, men jeg så ikke andre muligheder"

Mit hoved er fyldt til randen, jeg kan virkelig ikke forstå hvorfor min far ville gøre det her mod mig, hvad er der sket siden han blev sådan. Harry er vel god nok, jeg kan ikke overskue at tænke over det hele, men han gjorde det i en god mening og selvom det gør ondt at han ville gøre sådan noget mod mig overvinder min kærlighed til ham det. Ikke at vi kan være sammen, men jeg kan ikke overskue at hade ham også som jeg hader Louis og min far. Der er stilhed "din far er en farlig mand" jeg nikker, tom for ord, jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Jeg bliver nød til at sige det med Louis, det gør jeg bare jeg vil hellere have han ved sandheden nu og forlader mig end at han ikke ved det og forlader mig.

"det okay, jeg forstår" jeg ved ikke om jeg forstår det 100% men for nu er han tilgivet, han ånder tungt ud og virker virkeligt lettet.