My Anpanman - [BTS FF]

Kapitel 7: Bekymringer

Det er ca en uge siden jeg mødte hele Bangtan. For at være ærlig er de virkelig søde, sjove og fede at være sammen med. Jeg føler mig virkelig tilpas sammen med dem og det virker også som om de føler sig tilpas sammen med mig. De er også søde til at hjælpe mig med nærmest alt. Hoseok og Jimin har hjulpet mig med at lave danse, Jin og JungKook har hjulpet mig med mit vokalist og Namjoonn og Yoongi har givet mig tricks til hvordan jeg kan blive en bedre rapper. Yoongi og Namjoon har faktisk hjulpet mig med at skrive de fleste af mine raps til mine sange. Yoongi har fortalt det var ham som hjalp mig den dag Hwang forsøgte at tage mine ting. Jeg har selvfølgelig sagt tak. Taehyung og jeg har spist sammen hele ugen og hængt ud sammen. Han har også givet mig et kælenavn som jeg er glad for. Det er Yue, jeg ved ikke hvorfor han kalder mig det men jeg kan godt li det. Jeg har fået min egen stylist og det viser sig at være Josie! Ja Josie arbejder her også! Hun har faktisk planlagt de fedeste outfits til mine musikvideoer, photoshoots og meget andet. Jeg har hængt ud med både Lucy og Josie, de er de eneste som ved den rigtige grund til jeg ikke er i skole.

Yoongi's synsvinkel

Jeg sidder inde på mit kontor Genius Lab. Det eneste der har været i mit hoved er den novelle Yuri har skrevet. Hun ved stadig ikke jeg har den hvilke jeg på en måde tror er godt. Jeg har læst mellem linjerne og det jeg får det til gør mig virkeligt bekymret. Normalt ville jeg ikke tænke så meget over en tekst som jeg ikke selv har skrevet men af en eller anden grund fangede den mig bare. 

Jeg tager papiret i hænderne og læser den igennem for 7 gang i dag. Hver eneste gang jeg læser den er det som at få en kniv i hjertet. Pludselig bliver min dør åbnet, jeg skynder mig at gemme papiret under min nussemåtte og vender mig om. "Hvad gemte du lige?!" spørger Taehyung med et løftet øjenbryn.  Jeg ånder lette op da det bare er Tae. "Ikke noget" siger jeg og vender mig om mod min computer igen. Jeg prøver at ignorere alle Taehyung's blikke men jeg må indrømme det er svært. Skal jeg sige det til ham? Hvordan vil han reagere? tænker jeg for mig selv. Han er nok den af os alle som har det bedste bånd med Yuri så derfor vil det sikkert såre ham hvis jeg fortæller ham det. På den anden side vil han blive sur hvis jeg holder det hemmeligt. Den her situation er en hjernevrider. Måske skulle jeg gå til Namjoon først? ja det gør jeg! Jeg skynder mig at tage papiret og rejser mig op uden et ord. Jeg skynder mig ud fra mit kontor og ud på gangen. Jeg banker på Namjoon's dør og går så ind. Han sidder ved sin computer men kigger lidt underligt på mig. Jeg kigger ned i jorden og lukker døren. "okay hvad har du gjort?" spørger Namjoon som om han forventer jeg har smadret noget eller brudt en af BigHit's mange regler. "øhh jeg har ikke gjort noget hvilke måske er hele problemet" siger jeg lavt. Namjoon kigger bare på mig. Jeg rejser mig og åbner hurtigt døren for at se om Tae står og lytter med. Det gør han ikke så jeg lukker døren, låser den og sætter mig i Namjoon's sofa igen. "Okay læs" kommandere jeg mens jeg tager papiret op af lommen. "Yoongi jeg har ikke tid, jeg arbejder" siger han og vender sig om i stolen igen. " De handler om Yuri" siger hvilke får ham til at vende sig om som lynet. Han tager papiret og læser. "Det er bare en novelle?" siger han. "Læs mellem linjerne" kommandere jeg. Seriøst? Og han har en IQ på 142? Han er da dummere end en dør! tænker jeg da jeg er begyndt at blive irerterret på ham. "Jeg er stadig ikke med? Har hun skrevet det eller hvad?" spørger han. Okay er han dum?! Hendes navn står nederst på siden! Jeg slår min hånd med min panden og sukker. "Ja! Det er hende der har skrevet det! Hendes navn står nederst på siden!" siger jeg med hævet stemme. "Okay Yoongi hvorfor er du så sur i dag?" spørger han. Min vrede opbygger sig. "Kan du ikke forstå det?! Det er et suicide brev?! Hun skriver at hun ikke vil sige sin mening da alle er ligeglade, at hun ikke føler nogen holder af hende! Det er det der står mellem linjerne!" råber jeg af ham. Hans ansigt ændre sig til et 'ohh' udtryk. "Tror du virkelig hun har overvejet selvmord?" spørger han stille. "Okay overvej det lige. Hun har fortalt at hun ikke har sagt noget på skolen. Vi har ikke hørt noget om hendes familie eller om hvordan hun har det men det brev der svare på det hele" min stemme begynder at ryste. Siden hvornår er jeg så følsom? Stop så Yoongi! "Men hvad mente du med at problemet var DU ikke havde gjort noget?" spørger han. "Hvis nogen havde lyttet til hende var hun måske glad for at være her? Hun ville jo ikke ligefrem være trainee?" der bliver stille i rummet. "Det er jo ikke din skyld. Lad mig spørger dig... Hvorfor kommer du til mig?" jeg løfter mit hoved og kigger på ham med et dødt blik. "Fordi jeg ikke vil have Tae finder ud af det. han bliver helt knust" mumler jeg. "Han slår dig ihjel hvis han ikke finder ud af det. Så han bliver nød til at finde ud af det p-" Namjoon bliver afbrudt af døren som går op. Jeg kigger mod døren. Jeg svager mit hjerte stoppede i 2 sekunder. Tae står i døren og ser meget forvirret ud. "Hvad må jeg ikke finde ud af?" spørger han bekymret. "Det var dit stikord Yoongi" siger Namjoon. Jeg kigger bare surt på ham. "Okay...." 

~Time skip~

"Hvad?! Hvorfor har i ikke sagt noget?! Hvor lang tid har i vidst det?!" råber Taehyung. Jeg vidste ikke han kunne blive så sur. "Jeg har først fået det at vide lige nu!" siger Namjoon for at beskytte sig selv. "Hør Tae ikke sig vi ved det. Det vil bekymre hende så lad som ingenting, okay?" siger Namjoon for at berolige ham. "Okay men jeg er stadig sur på jer to!" Siger han og forlader rummet. Namjoon og jeg kan ikke gøre andet end at kigge på hinanden.

Taehyung's synsvinkel

Okay Tae, lad som ingenting. Jeg skal nok ændre på hendes måde at se verden på. Det bliver jeg nød til! I ser nu da jeg... Jeg har en hemmelig hed som selv drengene ikke ved noget om. Jeg går hen mod Yuri's kontor og skal lige til at banke på men stopper bravt op da jeg høre nogen synge. Er det virkelig Yuri's stemme? Den er fantastisk! Jeg kan mærke et kæmpe smil komme frem på mine læber. Jeg går tættere på så jeg kan høre hendes smukke stemme mere tydeligt. Kan hun blive mere perfekt? Hun kan synge, danse, rappe, spille på klaver og så meget andet. Hun er ventelig og tager sig af alle selvom hun er vigtigst. Hendes øjne er så smukke, der er som at kigge ind i den smukke nattehimmel. Jeg kan mærke mine kinder blive røde af tanken om Yuri. Hun er bare så perfekt. Jeg tager mig sammen. Jeg banker på hendes dør og går ind. Hun stopper med at synge og spille. "Nej, stop ikke... D- der lød fantastisk" siger jeg lidt genert men glad. "Virkelig?" spørger hun og kigge væk da hendes kinder bliver røde. Mit smil bliver bare endnu stører af det. Jeg sætter mig ved siden af hende på hendes klaver stol. jeg begynder at spille den melodi som hun spillede for 2 sekunder siden. "Kom så, syng. Du skal snart optræde for 1000 vis af mennesker så du må hellere øve dig" siger jeg forsjov. Hun kigger på mig med et smil. "Okay, jeg prøver" siger hun. Jeg kigger på hendes noder så jeg ved hvad jeg skal spille. Hun begynder at synge. I det hun begynder at synge er det som om verden forsvinder. Som om alt forsvinder og det kun er hende og jeg. Wow... Yuri du er så fantastisk. Så fantastisk. Hun stopper med at synge og kigger på mig. Jeg smile stort til hende. "Det var fantastisk" siger jeg og krammer hende uden at tænke mig om. I starten ved hun ikke hvad hun skal gøre men så krammer hun mig tilbage. En varm fornemmelse vokser i mi bryst. Det er noget ny, noget jeg aldrig har følt før men noget jeg altid har drømt om at føle. 

Vi stopper med at kramme og er stille i et par sekunder. Stilhede er faktisk rar når det bare er hende og jeg. "Nå jeg tænkte på om en hvis person mon var sulten?" spørger jeg for at bryde stilheden. Hun kigger på mig med et smil. "Jeg er, skal vi gå?" spørger hun og rejser sig. Jeg nikker og rejser mig op. Hun tager sin cap og måske på og det samme gør jeg. 

Vi går ude i den friske luft på vej hen til vores yndling sted at spise. Jep, vi har det sammen yndlings sted. Jeg går med min arm om hende mens vi snakker. "jeg tror virkelig folk vil lytte til din musik Yue. Dine tekster har så meget at byde på og et godt budskab" siger jeg. Hun er meget nervøs for at udgive sit album. "hvad var det nu det hed igen?" spørger jeg. Hun har kun sagt det 1 gang så derfor bliver jeg ved med at glemme det. "True dreams" svare hun glad. "Når ja, det er et godt navn! J-" jeg bliver afbrudt af nogen der råber efter os. "OMG! KIM TAEHYUNG!" råber nogen fans efter os. Shit ikke nu! Tænker jeg bare. "Okay Yue dæk dit ansigt så godt du kan og hop op på min ryg når jeg siger til okay?" "o-okay?" svare hun. Hun dækker sit ansigt og hopper op på min ryg. Jeg spurter afsted med hende på rygge og fans efter os. "ER DET DIN KÆRESTE?! HVEM ER HUN!?" råber de alle efter os. Jeg skyder en genvej gennem en park og skynder mig om bag et træ. Jeg sætter Yuri ned. Vi er begge helt stille indtil fansne er væk. "Så er der fri bane" siger jeg. Vi begynder at gå men i det samme bryder vi begge ud i latter. "Det var noget af et eventyr!" suger Yuri glad. At se hendes smukke smil får mig til at smile. 

------------------

Hey! Håber i nød dette kapitel! Husk at skrive en kommentar hvis I har en ide til noget der skal ske. Jeg vil elske at høre jeres ideér. Bai bai! 💖