Der var engang en pige som var så speciel hun var 7 år havde rødt hår og fregner og store blå øjne og hendes navn var Anna forkortet af Annabel
Hendes far var kaptajn på et skib der hed havets gudinde.
Det hed det fordi at Annas far så Annas mor den første dag han sejlede på det.
Anna så sin far gå rundt og styre mandskabet, og sejle skibet og plyndre folk.
Hendes far var høj ikke helt tyk men heller ikke helt tynd.
han havde brunt hår og grønne øjne.
Hendes mor var gået da hun var 2 år men hun kunne stadig huske en sang der lød så smuk men så fjern.
sov min engel sov nu sødt.
tag til drømmeland.
Mens skibet vil gynge
vil jeg synge.
kun til dig min lille engel
kun til dig min engel.
Hun kunne kun huske sin mors latter den var så sød og smuk så normal men alligevel så ualmindelig.
Annas liv gik videre og hun voksede og blev større.
På hendes 15 års fødselsdag døde hendes far Anna var ramt af sorg men hun måtte gennemføre det de smed hendes fars lig i vandet og Anna tog hans Hat og sagde Hils på kaptejn Anna.
Hun gjorde præcis som hendes far gjorde men der gik ikke, en en af de ældste sagde din far ville ikke hen til det land din mor er på men her er et kort.
Tak sagde Anna.
Hun så på kortet men hun vidste ikke hvad hun skulle gøre.
Hun gemte det væk og styrede mandskabet mod et skib.
I 2 hele år plyndrede de men så tog hun en jakke frem og kortet faldt ud hun tænkte på sin mor nu hvor hun er 17 ville hun godt se sin mor.
Hun styrede mandskabet der hen.
Hun stod der ved kajen og bad mandskabet blive der.
Hun lagde sin hat der og købte noget mere passende tøj for nogle guld penge.
Der stod hvor moderen boede hun tog derhen det var en stor villa.
Der sad en dame med rødt hår og blå øjne det lignede hende men hun var ældre.
Anna hørte hende grine hun vidste at det var hendes mor hun skulle lige til at gå derhen men så kom der en pige med langt glat rød hår og sagde mor mor jeg har brug for dig.
De talte og pludselig skreg den rødhåret pige og sagde mor der er en pige i buskene.
Kvinden vendte sig om Anna løb og løb og så sig ikke tilbage.
Det eneste hun kunne tænke på var hun har fået en familie hun vil ikke have noget med mig og gøre.
Hun stoppede og gik ned på knæ og græd hun græd næsten aldrig sidste gang hun græd var da hendes far døde, men nu ville hun græde hun ville græde og græde.
Bag sig hørte hun sin mor sige hallo hvem er det.
Anna vendte sig om og moren sagde An...An...Annabel er det virkelig dig.
Ja mor det er mig sagde Anna.
Moren gik ned på knæ og sagde min skat hvor har jeg savnet dig nu græd de begge men det var glædestårer de krammede i hvad der føltes som en evighed.
Så sagde moren nå hvor er din far.
Anna sagde han døde for 2 år siden.
Jamen lille barn hvem har taget sig af dig sagde moderen.
Mig selv hvem ellers jeg er Kaptajn Anna.
Kom og bo hos mig.
Men hvad så med skibet og mændene.
De kan komme og hente dig om nogle år også kan de komme engang i mellem.
Okay sagde Anna jeg ved hvem jeg giver styringen til.
De gik tilbage til huset og så præsenterede hun Anna for Hendes mand Jon og hendes to børn Jessica på 14 år og Coco på 7 år.
Anna sagde ohøj.
Jessica sagde hvorfor taler du sådan og hvor har du været i alle de år ej jeg stoler ikke på hende.
Anna svarede jeg har sejlet ud over hele verden for jeg er kaptajn på et skib.
Hun fortsatte vil i se mit skib.
Jessica sagde du er underlig og en løgner men lad os se det.
De gik ned til kajen og så skibet Anna råbte ohoj sømænd og de råbte ohøj kaptajn Anna.
Anna Præsenterede dem for hendes familie.
Coco sagde hvor er det sejt.
Jessica sagde er du kaptajn jeg troede at du var 17.
det er jeg da også men når kaptajnen dør så tager datteren eller sønnen over.
Anna sagde at den gamle sømand der gav hende kortet skulle tage over.
Han sagde tak og at de ville komme tilbage når hun er 25 havde de aftalt.
De så skibet sejle afsted ud i horisonten.
hun var lykkelig sådan havde hun ikke haft det siden sin far døde.
