Jeg er ikke som de andre på min alder.
Det kan man tydeligt mærke, da jeg træder ind i klassen igen efter sommerferien.
Alle snakker sammen og er glade for at se deres venner igen, mens jeg finder min plads nede bagerst, stille og alene.
Det er ikke fordi, jeg aldrig har haft venner.
Men efter min familie døde, har folk haft svært ved at omgås mig og ignorerer mig helst, hvis de kan.
Selv lærerne ignorerer mig nærmest.
De spørger mig aldrig om noget, prøver aldrig at presse mig den mindste smule.
Så jeg kan sidde isoleret i mit helt eget hjørne af klassen.
Indtil den dag.
Den dag Xander træder ind ad døren.
Han har sorte denimjeans, og en plain, blå sweatshirt med en bred, hvid streg over brystet på sammen med et par hvide sneakers og sin sorte cap.
Han sætter tommelfingrene i spænd, på stropperne af hans mørkeblå Fjällräven rygsæk og smiler stort til læreren.
Jeg kan ikke huske hvilken lærer, for alt jeg så på var ham.
Hans øjne skimmede klassen, fandt mine og blinkede til mig, ligesom for at sige: "Den her ordner jeg."
Problemet var bare, at jeg ikke havde nogen anelse om, hvad han ordnede.
Han sagde til min lærer, at han hed Xander, at han skulle begynde i den her klasse, og at han gerne ville sidde ved siden af den smukke pige nede i hjørnet.
Jeg rødmede dybt, mens klassen begyndte at hviske.
Man kunne høre hvad de sagde helt nede hvor jeg sad.
Xander besvarede deres spørgsmål inden, at de nåede at spørge ham direkte.
"Nej, vi kender ikke hinanden. Og ja, selfølgelig vil jeg gerne være sammen med hende. Være nu ikke så dumme. I er jo i forvejen tydeligvis blinde hele bundtet, siden ingen sidder ved hende allerede."
Og sådan begyndte den.
Historien om Xander der giver Liv liv.
