Vi har snakket meget med Sam de seneste dage.
Lige før var hun på besøg igen.
"Hvor kommer du egentlig fra Sam? Jeg går ud fra at det er Danmark," tilføjer Xander.
"Vanilielund. Kender i det?"
Xander og jeg ser på hinanden.
"Det er okay, hvis I ikke kender det," siger Sam.
"Nej, nej, vi kender det skam godt. Vi bor der."
Sam går på samme skole og samme årgang som os.
Vi har aldrig set hende før nu.
Hun fortæller, at hun altid har følt sig ensom og gemt sig i mængden, præcis ligesom jeg gør nu.
Jeg føler mig skyldig.
Jeg har haft så travlt med at føle mig alene, at jeg ikke har set de andre.
Men det lader til at det samme er sket for Sam, for hun genkender heller ikke os fra skolen.
Jeg begynder at ryste, og Xander tager mig i sine arme.
Jeg slapper af i hans favn og prøver at ryste angsten af mig.
