The secrets

Brevet og gaven

Aella's synsvinkel:

Mit hovede gør ondt jeg mener det er ikke som en hovedpine men, det føles som om at der en person der står og slår mig i hovedet med en hammer! "Mit hovede gør ondt!" Mumler jeg åbner mine øjne lyset er skarpt jeg dækker for det med min ene hånd mens det anden er mod mit hoved. Jeg vender mit hoved ser Hunter ligge sovende med hovedet mod min seng, jeg kigger rundt ser at jeg har en helvede's masse slanger sat til mig okay... hvad laver jeg egenligt her? Det sidste jeg husker er at jeg kæmper med Zeth.

Og nu ligger jeg her sikke en da det må man nok sige, en læge kommer ind "du er vågen KOM IND! Hun er vågen!" Råber lægen hvem han nu er ud til de andre to andre læger stormer ind i rummet. Hunter sætter sig op med et sæt glor rundt i rummet han aner ikke hvad der foregår indtil han får øje på mig der er vågen "DU! Er vågen" siger han lavt han får store øjne vi snakke kæmpe store han bryder ud i et kæmpe smil og jeg ved ikke om det er mig men jeg synes jeg så en tårer løbe ned af hans kind.

Lægerne løber rundt jeg ved slet ikke hvad der foregår virkelig jeg mener det aner ikke hvad der skal ske, lægen fra før kommer hen til mig "hvordan har du det?" Spørger han jeg ved ikke hvad jeg skal svare "jeg har det aller helvedes til mit hovede gør pokkers ondt jeg har ondt i brystet og mange andre steder...!" Svare jeg stille og undgår øjenkontakt. "Ja så jeg kan give dig noget smertestillende ville det være noget?" Spørger lægen mig øhm ja om det ville! "Ja tak dr. Hansen" svare jeg. Jeg lurede lige hans navne skilt "jeg henter det lige er straks tilbage" siger han mens han går ud af min hospitals stue.

Jeg kan høre lægerne mumle ude på gange jeg prøver at høre hvad de siger men kan ikke så irriterende, dr. Hansen kommer ind i min hospitals stue igen denne gang med smertestillende som lovet "jeg giver det gennem dit drop altså slangen der er sat til din hånd" siger han løfter slangen let for at vise hvilken en af de mange slanger det er jeg nikker, da en person normalt klædt jeg ikke kender kommer ind "er dette Aella's hospitals stue?" Spørger hun jeg nikker endnu engang. Kvinden har noget i armen men hvad? Hun kommer hen til mig giver mig et brev og en gave "en ung mand kom med denne og brevet han sagde det var til en pige ved navn Aella" siger hun smilende og går ud igen lægen er færdig med mit drop og forlader min stue.

Jeg har siddet og stirret på gaven og brevet i et godt stykke tid nu Hunter er her stadigvæk ikke mon han kommer tilbage? Pakken/gaven er ret lille hvad er det det er der kun en måde at finde ud af på. Jeg tager forsigtigt gavebåndet og gavepapiret af, det er en lille æske jeg åbner den en ring! Brevet ligger på min dyne jeg ligger smykke æsken på mit natbord og åbner brev kuverten tager brevet ud begynder at læse.

BREVET:

Kære Aella.

Du åbnede gaven først gjorde du ikke! Det vidste jeg du ville haha! typisk dig, jeg håber du kan li ringen den er en særlig gave fra mig til dig jeg ville meget gerne have givet dig den for lang tid siden og under andre omstændigheder og ville ønske jeg havde spurgt dig om en enkelt ting men vi blev skilt ad tiden rev os fra hinanden og se hvor vi er nu. Præcis vi er fjender jeg hader det gid det var anerledes jeg håber du vil bære ringen med stolthed som et symbol på vores kærlighed, jeg ved godt vi blev revet fra hinanden det er dit valg om at bære den.

Din Zeth.

BREVET ER LÆST.

Jeg lader mine hænder falde ned i mit skød, jeg føler noget vådt løbe ned af min ene kind tåre jeg græder? Nej tag det roligt jeg tørre tåren bort men føler at flere løber ned, den ene efter den anden det vil bare ikke stoppe. Jeg kan høre en person komme ind i rummet "Aella hvorfor græder du?!" Siger en drenge stemme "Hunter?" Spørger jeg og ser gennem mine tåre de sløre mit syn en smule "ja jeg er her hvad er det der ligger i dit skød?" Spørger han tager det og begynder at læse. Jeg lader mine hænder hvile i mine hænder og giver tårerne frit løb "hvem er han!?" Spørger Hunter skarpt med en såret undertone, jeg ser hulkende op på ham "min kæreste eller nærmere sagt min forlovede!" Svare jeg smilende,

Hunter kigger på mig med store øjne "han nåede aldrig at give mig ringen fordi vi blev revet fra hinanden, da han friede til mig dengang fik han pludseligt et opkald fra en der bad ham komme til et sted efter det så jeg ham aldrig igen før fra to uger siden. Da vi blev sendt for at forhøre de tre mænd så..." siger jeg hulkende jeg trækker benene op under mig "så var han en af dem var han ikke?" Spørger han mig, jeg nikker til Hunter "han var den du ville forhøre alene det var ham der sårede dig og kom fri sig ikke at det var ham!" Han hæver stemmen "jo det var ham" svare jeg grædende.

Hej mine ællinger.
undskyld for den lange
vente tid det beklager jeg
har haft lidt meget om
ørene men nu er kapitlet
ude! Kom gerne med en
kommentar eller et like

Emilie.